Og sådan blev det

“Den morgen, de skulle af sted, ledte Risten i alle rum. Hun manglede sin bedste blyant. Rihtta sagde, hun ville lede efter den, og at Risten skulle bruge energien på at få pakket sin kuffert i stedet. Risten fandt aldrig ud af, om hendes mor fandt den. Og hun levede i mange år med en følelse af, at ingen blyant var så god som den. Mange år senere, da hun første gang var på vej nordpå igen, tænkte hun på, om hendes mor mon havde fundet den.”

Denne passage er fra Marens nye roman, Og sådan blev det, der udkommer i dag. Og den har jeg valgt ud, fordi den siger rigtig meget om romanens forskellige problemstillinger.

Den er for det første fyldt med nogle af de løgne og fortielser, der præger de voksne i Ristens liv – og dermed også Ristens ringe muligheder for at blive klar over sin egentlige historie og tilhørsforhold – Nordnorge, Norge eller Danmark? Risten bliver som barn taget med fra Nordnorge til Danmark af sin far, uden hun ved hvorfor. Og i en ukendt kultur langt fra den samiske. Her skal de bo sammen med Grethe, farens nye kæreste. Men Risten får ikke at vide, at hun skal blive i Danmark, for det fortier de voksne. Og der skal gå tyve år, før hun ser sin mor igen.

Passagen øverst viser også en Risten, der leder. Og det gør hun gennem store dele af romanen. Måske fordi ingen fortæller hende noget. Leder efter sin rødder, efter et sted at høre til, efter sin mor, spejder bange efter ‘de underjordiske’ – ramt som hun er af en barneovertro, overleveret til hende fra sin gamle samiske bedstemor. Leder efter det sølv, der skal beskytte hende mod de underjordiske væsner. Leder efter det nye danske sprog, og senere igen det gamle norske. Finder vietnameseren Niels og bliver venner med ham, mister ham igen, finder ham igen. Leder efter mad, bind, blyanten. Risten er ganske enkelt konstant spejdende.

Tekstuddraget viser også barnets kommende savn efter moren (“hun levede i mange år med en følelse af, at ingen blyant var så god som den”), og barnets forvirring omkring, hvor moren er, hvorfor hun er væk, hvordan hun er – med blyanten som symbol på det gode, og det der kan skrive myten om moren, det sagnsomspundne, det, der blev tabt (Mange år senere…tænkte hun på, om hendes mor mon havde fundet den.) 

Blyanten er på mange måder Ristens måde at klare sin verden på; hun tegner sig vej gennem. Lader sine tegninger formidle kontakt til verden. Tegner fx én bestemt slags tegninger til Grethe, der altid er mere idylliske end virkeligheden, så Grethe bliver glad.

Jeg blev glad på litteratmåden, da jeg læste Marens roman, for det er en fængslende historie. Med et fængslende indblik i den moderne samekultur. Meget sikkert fortalt, og på en måde så også jeg som læser leder med Risten. Men også efter Risten, for jeg kommer aldrig helt tæt nok på hende til at greje hende, og det kan jeg godt lide. Historien er barsk og grum som den nordnorske natur, hjerteskærende og grænseoverskridende – og pisseunderholdende.

Kæmpe kaffelatte-hjerte fra mig! Læs den!

Og sådan blev det

One thought on “Og sådan blev det

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s