Når mormor trækker en finger hen over halsen, er det alvor.

Da Nis og jeg var i kibbutz, insisterede min mormor på at besøge os. Hun tog en dansk viking med, sagde hun, og tog sin veninde Astrid Hansen med, som var høj som et hus. (Mormor er i øvrigt af den gamle skole, hvor efternavnet er en del af navnet, og hvor adressen også let kan blive det. Fx lyder det sådan her, når mormor fx gerne vil bytte et par sko: Goddag! Gertrud Maria Rasmussen, Grønnevej tre, må jeg tale med chefen!)
Nå, men vikingen Astrid Hansen og min mormor gjorde altså deres entre i det israelske og bragte fjerne reminiscenser med sig fra et på tre måneder næsten glemt dansk hverdagsliv – lige ned midt i vores bohemeagtige og fordrukne kibbutstilværelse, og vi strammede os an, vaskede håret, og tog ud og spiste med dem.
‘It is a nice freezer. And a beautiful dog.’ Var indtil da de eneste engelske gloser, jeg havde hørt mormor sige, men nu foldede hun sig ud i stor international stil og konverserede tjeneren som bare pokker.
Yes, yes. This is meine good friend, Astrid Hansen, she is big viking. (Med danske i’er.) Hahaha, grinede mormor på enten indsmigrende eller overlegen vis.
Astrid Hansen sagde mildt noget i retning af: Ja, Rasmus.
På et tidspunkt under middagen kommer tjeneren hen til os med et chokeret udtryk i ansigtet og siger: They shot primeminister Yitzhak Rabin.
Wat? Spørger mormor. Wirklich? Yitzhak Rabin?
Yes. Tjeneren skynder sig videre hen til næste bord for at overbringe nyheden.
Næ! Siger mormor. Undrende.
Vi sidder midt i historiens vingesus! Siger Astrid Hansen. Og ser ærefrygtig ud.
Nis og jeg har desværre været for fordrukne til overhovedet at vide, hvem der er tale om.
Min mormor får så efter en kort dramatisk stund øjenkontakt med tjeneren, der på afstand mimer ordet ‘dead’ til hende. Hun spiler øjnene op og spørgende, men fattet, trækker hun langsomt den ene pegefinger på tværs af halsen. Herefter nikker hun kort til tjeneren, og siger hurtigt til os andre:
Han er død.
Og fortsætter så:
Her ser vi et land i sorg. Se på disse mennesker, et land i sorg!
Nis og jeg kigger op og ud på gaden, hvor folk leende går forbi med hinanden under armen. Tilsyneladende udvidede om den tragedie, der netop er hændt dem.
Neeej, Rasmus! Det er frygteligt, hva! Astrid Hansen er forskrækket over situationens alvor.
Ja, jeg er nu spændt på at høre, hvad guiden vil stille op med vores bustur til Jerusalem i morgen!
Nis og jeg, som nu mest af alt minder om Øb og Bøv, har stadig ikke fattet noget, men vi får da en ekstra fridag fra det møjsommelige kibbutzarbejde, viser det sig senere.
Astrid Hansen og mormors bustur til Jerusalem blev en skygge af sig selv, men det skortede ikke på dramatikken blandt pensionisterne i bussen, og på det faktum, at mormor var så heldig at befinde sig midt i orkanens øje.

Reklamer

5 thoughts on “Når mormor trækker en finger hen over halsen, er det alvor.”

  1. simpelhen fantastisk. Du skriver simpelhen så skide godt, bliver altid fanget med det samme ligegyldigt hvilket tema. det kunne være lidt sjovt om du satte et billede af din mormor ind på siden. Har allerede dannet et total billede i mit hovede

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s