Amrit som kulturminister!

Nå nå nå, tag det roligt med mussetrusse, skovtrusse og balde-lårtræning i det hele taget. For nu forlader jeg træningens uophørlige intervaller og vender i stedet blikket mod det, I aldrig gider spørge mig om: Min vigtige holdning til hint og andet. Men eftersom jeg går ret meget i bio her for tiden, skal I ikke snydes for en kulturel update på, hvad der rører sig inden for netop filmens verden. Så her er tre (fire) kulturelle benspænd inden for den kategori:

Top tre film jeg har set meget for nylig:

  1. I lossens time. Om den er blandt andet blevet skrevet: “Filmen er forbavsende udansk og viser sig som en alvorlig drillepind.” What’s not to like. Jeg tilføjer: Smuk, røvbarsk, og med virkelig fint skuespil af Hodder og Sarah Lund. Sidstnævnte, hvem jeg elsker!
  2. Blodets bånd. Dansk dokumentar om hønefuld og meget glemsom far til 16, hvoraf de otte blev til, da han gav den som donor i Bamse Tombolaen i det omrejsende Tivoli. Lige så barsk som Hodder/Lund-filmen, sine steder også rørende og ihvertfald super vigtig.
  3. Silver Linings Playbook. Fuldstændig urealistisk skildring af det at leve med psykiske sygdomme, og med Robert de Niro som, desværre, ikke-gangster (den mand hører kun til i mørke mafiafilm). Men Bradley Cooper er lækker, og det er nok. Og så det, at filmen er lidt sjov.

Helt, helt uden for kategori er Nicholas og Ryan’s nyeste Only God forgives – mage til ufrivilligt komisk og yderst selvhøjtidelig film skal man lede længe efter. Som veninde Nis sagde; der var ikke én interessant scene i filmen.

Nej, nej, det var ingen årsag! Enjoy!

Reklamer

6 thoughts on “Amrit som kulturminister!

  1. Jeg er den største fan af Only God Forgives. Foruroligende fra først til sidst og så vanvittig smukt komponeret og filmet. Kristin Scott Thomas er simpelthen genial i rollen som den iskolde, hævngerrige mor. Og Ryan Gosling… hvad skal man sige. Han slår Bradley Cooper med flere længder (nogen der har hans nummer)

    1. Pudsigt! Jeg synes netop, at blandt andet kompositionen var en af de store svagheder med den overdrevne brug af gentagelser. Især brugen af lange mørke, tomme korridorer kunne der med fordel være skruet ned på. Det blev simpelthen kedeligt. Filmen havde ikke rigtigt noget på hjerte, og Kristin Scott Thomas nåede aldrig ud over rampen. Og for slet ikke at tale om de lange, højtidelige ansigter. Jeg må sige, at jeg til fulde forstår, hvorfor den blev buet ud i Cannes.

  2. HVAD! Sagde Nis det om en film, hvor Ryan Nissen var med?? Hun må da se bort fra bagateller såsom handling, når nu han er klasket op på lærredet:-) Trods den ringe anmeldelse af Amrit med den ellers så gode smag, så bliver jeg nok nødt til liiiiiiige selv at tjekke det ud!

    1. Ja, Moni, du har så evig ret, hvad angår min gode smag. Og da den lige så fintfølende og noget forudindtagede Nis også stak tomlen nedad, ja, så var den bare ikke længere. Ryan er nu historie.

  3. Og tænk – jeg synes noget af det fineste ved Silver lining…. var at den NETOP på mange måder var realistisk. Hovedpersonernes narcissistiske “what’s in it for me”, fornægtelse, mangel på compliance og grænseoverskridende adfærd. Derudover fine beskrivelser af en (hypo)man ung fyr med en ny diagnose. Sådan ser man så forskelligt på tingene. Men pæn, dét er han!!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s