Æ ælske dæ…

… prøver den sønderjyske forfatter Erling Jepsen at lære sin kæreste fra Hvidovre at sige. Han synes, det lyder pænere end ‘jeg elsker dig’.

Det har jeg sådan set aldrig tænkt over. Vi var ikke sådan nogle, der gik og slyngede om os med fine ord. Vi snakkede mest om krebinetter og morris mascotter og det nye anlæg med dobbelt båndafspiller, og sagde godnat med spids mund og tantekys.

Ikke en gang til min konfirmation, hvor der ellers var cigaretter på fad, taler om at blive voksen og takkesang fra mig på ‘Jeg er havren’, var der nogen, der sagde ‘æ ælske dæ’.

‘Nau passe, Erling, og nau passe it’ bliver Erling Jepsen konfronteret med, når hjemstavnsfolkene læser hans selvdokumentariske roman Kunsten at græde i kor. Og han får at vide ‘jamen, vi HAVDE det da godt!’, og måske er det i denne fuldstændige selvfornægtende tilstand, at ‘æ ælske dæ’ ligger; når vi i fællesskab lukker øjnene for det, der gjorde ondt på os, og i stedet sammen kreerer en ‘god nok’ fortid.

I Kunsten at græde i kor gjorde Erling Jepsen nemlig op med en sønderjysk families sorte hemmeligheder og tabuer – alt sammen set og fortalt fra den gammelkloge og virkelig sjove dreng Allans synsvinkel. Og Jepsen bruger netop barnets stemme til at fortælle det uhyggelige, fordi han mener, en voksen nok vil blive for bitter i sin udlægning. Barnet, derimod, lægger sit eget eventyr og tilgivelse og dramatik ind i sagen.

I den nye roman Den sønderjyske farm er der samme persongalleri, som i Kunsten at græde i kor, men nu er vi et år længere fremme, og Allan har erfaret, at det ikke er fra forældrene, han skal have det, han har brug for, så opgøret er lagt på hylden, og han vender i stedet blikket ud af, fx mod vennerne. På samme måde vender Jepsen blikket ud; denne roman er ifølge ham selv ikke så privat som Kunsten at græde i kor, og blikket er løftet op og ud over hele det sønderjyske patchwork af folk, traditioner og omgang med uudtalte regler og taburiserede personer, som gør én halvt amputeret. Og måske er der endda en kærlighed at spore til den sønderjyske hjemstavn – en kærlighed, der nok som i de fleste ‘eksil’-digteres tilfælde er farvet af de mange års fravær.

Muligvis lidt ligesom mig, når jeg bliver nostalgisk over brostensbelagte gader, citronmåner og traditioner over en bred kam. Alt andet lige: Æ ska fandengalme ha løjst den boch! Mæ de samm!

cover

cover

PS. Har du et kvarter tilovers, så hør Erling Jepsen fortælle om bogen og sit forhold til Sønderjylland her på Skønlitteratur på p1 (ca. 14 minutter inde i programmet). Det er virkelig pisseinteressant!

4 thoughts on “Æ ælske dæ…

  1. Jeg har, som eksil-sønderjyde, egentlig altid valgt Jepsens bøger fra, af frygt for hvad jeg ville læse. Ville jeg kunne genkende “mit” sønderjylland, og ville jeg være ved det?

    Men måske jeg skulle få dem læst…

    Har været bosiddende i Århus i 10 år nu, har tillagt mig 1 mand og 2 børn og begynder nu at drømme om de brede flade vidder, plads til at være, til at trække vejret helt ned i maven og til at vide at naboen udmærket ved at jeg står der og laver ingenting… jeg må være skør.

    1. Jeg kunne klart genkende mentaliteten og drævenheden, men ellers er hans bøger jo om Tønder, og jeg er fra Aabenraa – så det er jo noget heeelt andet🙂 Filmen blev jeg til gengæld skuffet over!
      Nej, du er ikke skør, men du har været for længe væk🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s