Skizo

Har nu overstået aleneugen og er mor igen. Føler mig skizo og personlighedsspaltet, når jeg den ene uge er fri singlewoman med Gin Tonics og aftaler uden bagkant, og den næste madpakkesmørende, pustende-på-skrammer krammemor. Det har helt sikkert potentiale til at blive stort, når jeg accepterer det helt, men stadig er utrygheden visse dage større end nydelsen. Dog bliver dagene, hvor det hele giver mening stadigt flere – især når solen skinner, faktisk.

Men mine ord er for rådvilde og blege til at beskrive følelsen helt, så jeg giver, uden videre introduktion, ordene til gudeskønne Naja Marie Aidt:

 

engang trykkede vi os ind til vores mor, som hørte Bob Dylan,

hun havde klare, drømmende øjne og ude fór mennesker rundt

i mørket, i sneen, eller de lå i deres træhuse, de havde vinterpip,

de var søvnløse eller de sov, de var maniske eller de græd, vi

befandt os nord for polarcirklen og ventede på solen som ikke

kom, vi ventede på isbryderen, vi ventede på skibet med appel-

siner, som var forsinket, vi ventede på at vores mor skulle blive

glad og le og kaste os op i luften og gribe os igen, men hun smi-

lede dunkelt og sang en aftensang og det var næsten lige så godt

Throw my troubles out the door/I don’t want them anymore/cause

tonight I’ll be staying here with you

 

(“Aftensang” fra Poesibog)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s