Der er ingen steder at græde her

Nogen gange er jeg også bare besværlig. Jeg holder altid på, at litteraturen aldrig må stå for sig selv som en øde ø langt ude på havet, ingen gider svømme til: Litteraturen skal vikles ind i vores liv og og på en eller anden måde give det stof til eftertanke. På den anden side keder jeg mig vildt, når litteraturen gør dette for bogstaveligt ved at tage et specifikt praktisk emne op og gøre det til genstand for en skønlitterær historie. Fx en roman om en fodboldhelt (ved godt, at mange elsker Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen) eller en roman om en kvindelig cykelrytter (Petit Petit af Mette Sø). Jeg kan bedre lide historier om mennesker, om relationer, om socialrealisme. Historier, hvor omdrejningspunktet ikke er et konkret praktisk problem. Giver det mening?

Derfor er danske Britt Tippins’ debutroman Der er ingen steder at græde her da heller ikke en oplagt roman for mig; den handler nemlig også om en specifik problemstilling, som jeg på ingen måde underkender vigtigheden af, men som alligevel bliver for konkret for mig: fertilitetsbehandling. Men når det så er sagt, så synes jeg faktisk, det er ret så relevant at tage emnet op, fordi der er mange, der gennemgår processen i håbet om at blive gravid.

Og romanen gør da også et hæderligt forsøg på at tage kampen op med det samfundsideal, der prædker kernefamilie til os allesammen, og menneskets trang til kontrol over naturens luner:

“Vi havde hormoner, reagensglasbefrugtning, kostvejledere, healere og højteknologi. I takt med at storken blev mere og mere utilregnelig, lidt ligesom DSB, steg ungerne i kurs og blev symboler på alt det, der fungerede mellem mand og kvinde.”

Og kernefamilien og ihvertfald børnefamilien får også et drag over nakken:

“For var det ikke sådan, succes blev præsenteret i det 21. århundrede? Var storfamilien ikke selve opskriften på lykke, kærlighed og overskud?”

Jeg kunne godt have tænkt mig, at Britt Tippins havde taget kritikken længere ud. Fulgt den til dørs, men hun lader spørgsmålene hænge og hovedpersonen om at besvare dem via sin handlinger. Og historien er faktisk ganske god, når den holder sig til de menneskelige relationer: hovedpersonen, Maria, udvikler sig rent faktisk, noget ikke alle romanfigurer er så heldige at gøre. Og hun står ved ikke at ville være en fødemaskine, som hun formulerer det. Men igen følges standpunktet ikke til dørs, for hun ender alligevel med at skulle have et barn til. Og forsager dermed sit ønske om ikke at ville have flere børn end sønnen Mathias. Og også drømmen og visionen om at blive en succesfuld og international bussineskvinde.

En roman med for mange svinkeærinder og bifloder, men med en god og vedkommende historie, som sine steder også er godt fortalt. Jeg var underholdt og ville gerne vende endnu en side, og så endnu én, og er det så ikke i virkeligheden det, det handler om! At være godt underholdt af en sympatisk historie med sympatiske personer. Jeg læser gerne Tippins næste bog, for hun har formået at fange mig. Trods alt.

(Men jeg er stadig knotten over, at Tippins på så ublu vis lægger sig så tæt op ad, for ikke at sige stjæler, Helle Helles sublime indledning til Ned til hundene: “Jeg leder efter et sted at græde.”)

cover

Saxo.com: 154,98 kr.

2 thoughts on “Der er ingen steder at græde her

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s