Er du ikke 100% lykkelig, så fis dog for fanden af

Hvorfor har kernefamilien monopol på at være billedet på ‘den rigtige familie’? Trods det at folk lever i mange forskellige former for familier, to mødre og børn, to fædre og børn, en mor og børn, en far og børn osv, er det stadig kernefamilien, der er idealet.

Og hvorfor er det, at op mod 50% af alle disse idealfamilier går i opløsning? Har vi sat et urealistisk billede op af, hvad det vil sige at være i mit tilfælde en moderne kvinde i 2012 med alle de krav, som jeg selv og samfundet sætter til mig om selvrealisering på alle fronter, og samtidig skulle være en del af et kvinde-mand-børn-fællesskab, der ikke appellerer til selvrealisering? Og hvorfor skal vi realisere os selv?

Den tyske filosof Axel Honnneth er en interessant mand i denne sammenhæng. Han taler om, at individualiseringen var en nødvendig konsekvens af industrialiseringen og vandringen fra land til by. Pludselig var det ikke længere givet , at man skulle være og blive det samme som sine forældre. Pludselig stod man med valgmuligheder, og de valgmuligheder er kun blevet betydeligt større med tiden. Er du ikke lykkelig, så sørg for at blive det. Har du ikke den uddannelse, du gerne vil have, så tag den. Det er din egen skyld, hvis du ikke udnytter alle muligheder.

Den svada er mange af os opdraget med gennem medierne, skolesystemet og familien. Så mange af os løber utrolig stærkt for at hale ind på de muligheder, vi føler, vi skal udnytte. Nogen oplever stress, andre depressioner. Livsstils- og samfundbetingede lidelser, som nok er skabt fælles, men opleves individuelt, når vi bukker under for de urimelige krav.

Måske er kernefamilien også truet af dette. Er du ikke 100% lykkelig, så fis dog for fanden af. Eller også tager vi ‘blot’ et ansvar. Gør op med håbløse idealer. Tunge pidestaler. Og tager istedet os selv under armen og går mod et enklere liv. Måske.

Har lige læst denne artikel fra Information: Man skal skamme sig over at blive skilt. Den tygger videre på det med at tage livet under egen besiddelse.

6 thoughts on “Er du ikke 100% lykkelig, så fis dog for fanden af

  1. Måske fordi vi er bange for ændringer? Måske er det ikke fordi kernefamilien er idealet, men folk har ondt af dig fordi du står midt i en brydningstid, og det kan være fedt, men det kan også være enormt skræmmende?

  2. Interessant at artiklen selv bliver fanget i det den beskriver, nemlig hvor svært det er at bryde med forestillingen om at skilsmisser først og fremmest er et nederlag. Efter fint at beskrive, hvorfor det ikke nødvendigvis forholder sig sådan, må journalisten alligevel slutte af med børnenes tårer. Bare hvis den dårlige samvittighed ikke havde fået plads nok allerede

  3. Meget interessant vinkel på hvad vi “forventes” – og forventer af os selv at opnå – og hvad der rent faktisk vil gøre os godt uanset samfundstendenser og “normer” og billeder af den rene lykke.

  4. Man fristes til at sige tillykke til de kvinder der skal skilles. Jeg ved godt der er sorg forbundet med det, men de kvinder jeg kender der er blevet skilt de blomstrer og nyder livet fuldt ud. (Mændene begræder ofte det tabte) Jeg selv drømmer om at være kærester med min mand, ligesom vi var før vi flyttede sammen og fik børn. Det ville da være fantastisk, på den måde fik man hele pakken, børnene, selvstændigheden, eneråderummet, enetiden, kærestetiden, min bedste ven, m.m. Men forestil dig lige hvordan folk ville kigge på mig hvis jeg fremlagde den plan? Ingen ville tro på mig når jeg sagde at vi stadigvæk havde det godt sammen. Jeg tør ikke, og jeg tror heller ikke min mand ville synes det er en rigtig god idé.
    Men ærlig talt tillykke til dig, fordi du bliver en af de blomstrende kvinder.

    1. 🙂 jeg har naboer med børn, som har magtet at flytte fra hinanden. Faderen er tit hjemme i familien, de hygger sig som venner, som familie, deler opgaven som forældre ligeså. Børnene er glade, trygge, livlige, gode kammerater. Forældrene også. Det kan lade sig gøre, hvis det er det der fungerer! Pyt med hvad andre siger….

  5. Harmoni er jo når 2 forenes, og der vokser mere deraf…. Men vi forandrer os igennem årene, vi får forskellige opgaver, behov, ønsker. Hvordan klarer vi bedre at gennemleve de forandringer som familie? Hvad holder os sammen, hvilken plads kan vi give hinanden, er vi også venner udover at være ægtefælle?
    Hvis vi ikke magter at følge hinandens udvikling, magter vi ej heller at blive sammen. Det er uden tvivl et nederlag, et tab af nærhed, af forventninger, af drømme.
    Skilsmissen er at tage afsked – og at starte op igen. Skabe egne rammer, lægge vægt på harmonien omkring børnene – og jeg tror virkeligt at vi kvinder er kommet langt i vores erkendelse af livsværdier, som kan omsættes.
    Der er meget at snakke om her. Om værdier, om ægteskab, om samvær og respekt for den enkeltes behov. Tak for oplægget dertil!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s