Ska’ du ha’ en i sylten? (Ej, undskyld)

Det her er det udtryk, jeg oftest bliver mødt med, når jeg fortæller, jeg skal skilles:

Og jeg bliver så røvtræt af at se på det! Træt helt ind i knoglerne. Ofte bliver der så også lige tilsat et “Åååhhhr, søde!!!” Og så er det lige før, jeg vender om på hælene og giver verden fuckfingeren. Jeg forstår godt, at folk bliver kede af det på mine vegne, og de behøver da heller ikke ligefrem fejre min situation:

Men dette??!

Nej tak! Og da slet ikke med ‘åååååååååhhhhhrrrrr…. tsk, tsk…’

Hvad med i stedet et helt almindeligt, åbent fjæs. Lyttende ja, ikke fordømmende. Tolerant, helst, og ikke kernefamiliepatruljeagtigt. Måske endda positivt, og ikke “det var synd! BANG! Du er død! Og det er dine børn osse. Og mega sårede og skræmte for livet!” For det er de jo ikke. (Vel?)

Har bestilt denne her på biblo. Og efter anbefaling fra sød læser. For det er ikke synd for mig, jeg er ikke et offer. Og jeg vil gøre alt for, at mine børn heller ikke er det.

(Ej, undskyld.)

cover

Reklamer

24 thoughts on “Ska’ du ha’ en i sylten? (Ej, undskyld)”

  1. Godt bogvalg! Jeg har selv læst den for nyligt – helt uden skilsmisseplaner! (til min mands stille undren).
    Og nej det er ikke synd for børnene, hvis det betyder at de får 2 gladere forældre hver for sig! Sådan havde jeg det i hvert fald selv som skilsmissebarn! : )

  2. Gu’ er det da synd. Men det er det på ‘kom-så-videre-måden’. Man kommer videre. Man skal bare huske at kigge i den retning, og man skal huske at gøre glade ting, selv om man har lyst til at ligge i fosterstilling på sofaen. Det kan godt blive godt. Jeg ved det, for jeg har været der.

  3. Det er så vigtigt, det du gør lige nu. Du giver folk en vejledning til, hvordan du gerne vil have, de håndterer situationen. Det er yderst relevant at man selv lægger linjen, for det er drønsvært for andre at finde den rigtige grimasse. Hvor jeg står, ville det for mig være en kæmpe sorg at blive skilt, fordi jeg er så utroligt glad og lykkelig for at leve med min mand. Derfor ville jeg nok reagere ud fra den følelse, sådan umiddelbart. Og bagefter ville jeg lytte og være åben og forstå din situation. Man gør det jo ikke med vilje. Men nu hjælper du dine nære til at tænke over, om de reagerer ud fra eget eller dit behov, og det er som sagt vigtigt! Godt gået 🙂
    Jeg kender det fra stressland. Andres reaktioner kan være SÅ drænende!

  4. Det første fjæs husker jeg godt fra dengang. Derfor var det også en stor glæde og lettelse, da en højtskattet kollega på beskeden om at skulle skilles, ønskede mig hjertelig tillykke med den store beslutning.
    For lige meget hvordan man vender og drejer det, så kan det altså også være en stor lettelse at sætte hinanden fri og den lettelse giver jo en følelses af … GLÆDE?
    Men det er lidt forbudt at være alt for glad, når man lige er blevet skilt – i grunden noget pis, ikke?

  5. Dine børn kommer til at være HELT okay, Amrit! Bare rolig.
    Jeg forstår godt, at du ikke gider det først viste fjæs med dertil hørende “åååååårh” og medlidenhed skrevet i panden, MEN! (for der er et men), jeg kan forestille mig at du heller ikke ønsker den der “Jamen ved du hvad, det er der sgu så mange der bliver, så det skal du ikke tage så tungt”. For selvom der er mange der bliver skilt, så vil du nok altid føle, at lige præcis DIN skilsmisse er “speciel”. For der er ingen der har haft det forhold I havde, ingen der har haft det ægteskab I havde og ingen der har oplevet dét som I har; hverken med børn, rejser, minder og heeeele vejen frem til beslutningen om en skilsmisse.
    Men som en før mig også har skrevet: Vejled folk i, hvordan de skal håndtere det. Hvis de finder “ååååårh”-fjæset frem, så må du fortælle dem, hvordan du rent faktisk har det, og at der ikke er grund til “åååårh”-fjæs og medlidenhed.

    Du får ikke medlidenhed her fra, for jeg VED, at du er styrket med en personlig karakter og et fantastisk bagland, så du er rustet til at komme igennem det her, og det samme er dine børn.

    Ingen kommentar fra mig, uden en lille cliché til at fortsætte tirsdagen på:
    I believe in you!
    (Beklager, kunne ikke finde på bedre på siddende mås…)

  6. Hej Amrit,
    Held og lykke med det hele…det skal nok gaa godt og lad voere med at toenke for meget paa boernene (lyder skoert) men set fokus paa dig selv. Pigerne blir glade naar du er glad,…. ikke foer….., du ved godt at stewardesserne inden flyvetur altid siger, at man foerst selv skal tage egen iltmaske paa, og derefter give ens boern en paa……husk det ….eneste rigtige raad jeg kan give.
    KH LONE

  7. Jeg bliver egentlig altid lidt ked af det når der bliver delt tæv ud for ens/nogens handlemåde overfor andre. (Evt. se indlægget du engang skrev om en forfatter, der hadede når folk spurgte om man kunne leve af at skrive. Det smager lidt af det samme).
    For min reaktion er øjeblikkeligt at trække følehornene til mig, i frygt for at harme/såre/fornærme utilsigtet. Tror de flestes umiddelbare reaktion ifm skilsmisse er en følelse af sorg, fordi man ved det er en bætid du/i skal gennem.
    ….

    1. Ja, jeg ved godt, der er hårdt sagt, men jeg bliver træls indeni, når folk på en eller anden måde overfører deres egen angst til mig. Så er det i virkeligheden ikke mig, de trøster, men dem selv. Ønsker blot åbenhed.

  8. Da jeg læste du skulle skilles, blev jeg helt lettet! Frygtede det vår noget “alvorligt”, med en sygdom eller lignende. Turde bare ikke skrive det i kommentaren, hvis nu du var helt opløst 🙂 Ærgerligt er det da, men ofte er græsset jo grønnere på den anden side (lige i den her slags situationer), når man lige får møvet sig derover. Det ved jeg da af egen erfaring. Jeg skiftede jo endog til det andet “hold”, som man siger. Good luck!

    Eva

      1. siger jeg til hende hver dag, men jeg er sikker på at hun også gerne vil høre det fra andre end sin mor 🙂 – tak

  9. Jeg har rigtig meget at sige om skilsmisse og om dit indlæg, Amrit. For jeg er uenig med dig. Meget endda. På flere niveauer. Jeg anerkender imidlertid, at du er dig, og du har ret til dine følelser og også at give verden fuck-fingeren lige nu, hvis det er det, der skal til. Jeg ser dig heller ikke som et offer eller putter ansigtet i “årh, hvor er det synd” folder. Godt for dig, at du har truffet en god beslutning, som er den rigtige for dig og jer! Jeg synes altid det er stærkt og godt, når mennesker træffer svære beslutninger og tager ansvar for eget liv.

    Men jeg køber ikke myten om den lykkelige skilsmisse. (For jeg er helt og aldeles ærligt talt aldrig stødt på den, med mindre ægteskabet var af krænkende karakter!). Og i min optik er det en kontradiktion det her med den “lykkelige” skilsmisse. (Hvilket ikke er ensbetydende med, at Signe Wenneberg sikkert har skrevet en fin bog om det at blive lykkelig efter sin skilsmisse. Hvad jeg naturligvis ikke opponerer imod, at man kan blive og mange bliver. Mig selv inklusive.) Men jeg køber slet ikke myten om, at børn er glade bare deres forældre er glade. Jeg er helt overbevist, at jeres to søde piger nok skal få et fint og godt liv – også selvom de er blevet en del af skilsmissebørn-statistikken. Men jeg mener også, at vi skal blive ved med at tale om, hvor store omkostninger skilsmisse har. For os, der bliver skilt og især for børnene, som aldrig har et valg. Men jeg er også 6 år længere i mit forløb, end du er i dit. Og kernen er måske lige netop, at mit forløb er mit og dit er dit. Også skilsmisse tager sig forskelligt ud, alt efter, hvilket liv, vi lever og hvem vi er. Men tak til dig, fordi du sætter dig selv og din egen livssituation i spil i forhold til at diskutere et sårbart og meget relevant tema.

    OG jeg sender dig et stort kram – et (fraskilt) kvinde til (fraskilt) kvinde kram. Et mor til mor kram. Et solidaritetskram. Også selvom du ikke føler, at du har brug for det lige nu, så kan du gemme det til senere eller give det fuck-fingeren 🙂

    1. Tak Vivi. Og selvfølgelig har jeg brug for et kram. Og jeg ved heller ikke, om den lykkelige skilsmisse findes – det må tiden vise. Men jeg har bare ikke brug for at folk giver mig det, de selv har brug for grundet deres egen angst. Tag mig og mit som jeg er, men jeg anerkender dine erfaringer – og så giv mig da det kram, når vi ses 🙂

  10. Folk går automatisk ud fra at du bør sørge, men hvor ville det være dejligt hvis folk engang i mellem undgik at springe til konklusioner og i stedet SPØRGE; hvordan har du det (med det)?

  11. Hvorfor er der aldrig nogen der taler/debatterer/skriver om, hvad det gør ved børn, at vokse op med forældre, som bliver sammen – på trods af totalt fravær af kærlighed, glæde og tryghed? Forældre der er bitre, undertrykte, triste eller værst af alt; ligeglade…?
    Den ‘mentale dynamo’ der (heldigvis) var med til at give mig styrken til at forlade mit ægteskab var ‘Hvad vil jeg lære mine børn om kærlighed??’…
    Og tankerne er bare blevet yderligere bekræftet af min kloge veninde, hvis forældre blev skilt efter 30 års samliv og altså længe efter hun flyttede hjemmefra… Hun pointerer at det stærkeste minde fra hendes barndom er DEN DÅRLIGE STEMNING. Lur mig om det ikke også sætter nogle spor i et menneske???

    Om skilsmisse-processen, om sorg og glæde og overlevelse… Tjah – mon ikke det er lige så subjektivt oplevet som alt muligt andet? Det var og er en sorg i mit liv, selvom det var selvvalgt – men uden tvivl også det bedste jeg har gjort for mig selv…

    Kan forøvrigt anbefale bogen SUPERMOR af Anna Skyggelund. Den blev min lille bibel i starten.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s