Min uendelige historie

Har jeg slået større brød op, end jeg kan bage?! Kan jeg sige noget? Ingenting? Lidt?! Nogle af jer spørger, om jeg altid har læst? Om jeg læste som barn? Og måske skrev?

Og det er nemt at svare på: Ja! Ja, jeg har altid læst. Lige så længe jeg kan huske, har jeg selv læst eller er blevet læst for. Jeg kan huske, at min mor tit læste for mig. Og jeg kan huske, at jeg slugte alle bøger på mit lokale bibliotek, Det Sønderjyske Landsbibliotek. Et fantastisk sted. Med søde bibliotekarer, hundredvis af reoler med bøger (føltes det) og med fred. Fred og ro.

Der var tit og ofte ufred hjemme hos mig. Hård, uforsonlig stemning. Mørke skyer.

Så jeg flygtede. Forsvandt som Bastian i den uendelige historie ind i bøgernes univers, der tog mig langt, langt bort. Jeg tror, jeg blev afhængig. Og inspireret af de andre, af, hvordan man også kunne leve.

Når jeg ikke læste, drømte jeg. Førte lange monologer og dialoger, med mig selv eller en imaginær anden. Jeg sad bag på Tankeflugten og tankefløj ind i andre menneskers liv, i en anden familie. En rolig en.

Og når jeg ikke læste eller dagdrømte, hørte jeg lydbøger. Genoplevede barndommens højtlæsning. Fulgte oplæserens stemmeføring og ord til punkt og prikke, mens jeg ryddede op. Eller ordnede mine ting i sirlige rækker. Eller stillede min bøger efter højde. Eller gjorde noget andet, der gav mig følelsen af kontrol.

Og når jeg ikke læste eller dagdrømte eller hørte lydbøger, skrev jeg. Side op og side ned. Fyldte utallige sort-røde kinabøger, stilehæfter, A4-blokke med historier og tanker. I 9. klasse fik jeg 13 for min danske stil til afgangsprøven. Det var en fristil, min yndlings, og rammen var givet – jeg skulle blot fylde historien ind i den. Jeg kan huske, at jeg skrev og skrev, at jeg trak på alt det, jeg havde læst, at blyanten slæbte mig henover linje efter linje. Lige indtil jeg vågnede op og afleverede.

Resten af tiden var jeg på biblioteket.

Da jeg var lille.

Nu, som voksen, kan jeg se, at litteraturen var med til at beskytte mig, mine drømme og min fantasi. Og med til at gøre de ting, jeg ikke havde mulighed for i verdenen uden for bøgernes. Så for mig er litteraturen ikke for sjov.

Advertisements

22 thoughts on “Min uendelige historie

  1. Smuk historie som jeg er sikker på, at vi er mange læsere, der kan genkende os selv i – i hvert fald i dele af historien. Tak for den.

  2. Et unikt indblik i et på én gang skrøbeligt og stærkt sind – sådan læser jeg det, du skriver. Flot beskrevet. Det er så fantastisk, det med litteraturen, der giver os mulighed for at være nogle helt andre. Jeg genkender følelsen fra min ungdom, hvor bølgerne også kunne gå højt i hjemmet. Jeg flygtede ind i Tine Brylds Pigeliv og Befri dit liv. Eller Hanne-Vibeke Holsts Til Sommer.
    Fantastisk. Hvor er det heldigt, du valgte netop litteraturen som dit fristed. Det må være det bedste af slagsen!

  3. Av min sjæl. Flot at du deler, synes jeg. Og jeg kan genkende en del fra mig selv og min egen barndom. Og egentlig lidt her i voksenlivet også.

      1. Jo. Og som du skriver ovenfor, så er det godt, at det er litteraturen og ikke noget destruktivt, der er hjælpen. Så bliver man klogere, mens man bliver gladere!

  4. Når nu du havde behov for flugt, var det vel nok godt, at du havde et fint sted at flygte hen. Jeg mener ikke bare ind i bøgerne, men faktisk selve biblioteket. De søde bibliotekarer har sikkert set et lille væsen med behov for et fristed? Og tænk, de har så været med til at vække literaturglæden hos dig. En god detalje i en ellers lidt trist historie 🙂

  5. Hold op hvor kan jeg genkende rigtig meget af det du skriver – for nej litteratur er bestemt ikke for sjov, for mig hvad Det Sønderjyske Landsbibliotek også et Drømmeland med skønne bibliotekarer der fodrede mig og min læselyst i mange lange timer, når jeg sad med dynen omkring mig fordi jeg var syg og min mor skulle på job.

    Mange tak for det smukke minde du fandt frem hos mig en varm sommeraften, hvor jeg lægger sidste hånd på mit speciale – der også handler om litteratur.

  6. wauw- !!! Fedt at bøgerne findes- jeg elskede bogbussen- og havde tør hud på albuerne af at ligge i sengen og læse hele sommerferien- mens min søster klagede: “Jeg keder mig…. ” og har tit tænkt at jeg ind imellem bruger bøgerne til at flygte ind i/ eller væk fra det der er lige her… Jeg læste alt- min folkeskole var gammel- med et gammelt bibliotek- så da jeg købte “Frændeløs” for mormors gavepenge var jeg vildt skuffet over at den var amputeret ifht den jeg havde lånt på biblioteket.. (idag bugner det af gl. slidte genbrugsbørnebøger i kælderreolen- håber at kunne give det videre til mine egne børn- som jeg pt læse “alle vi børn i bulderby” for… og er idag gået igang med “Fedt” af Martin K- den er mærkeligt fascinerende… Hvem mon vi ville være uden kærligheden til bøgerne?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s