Vi, de druknede, jeg druknede ikke

Sidder og arbejder med en artikel om Ærø og får konstante flash backs til en de bedste bøger, jeg har læst inden for de sidste tre år: Carsten Jensens Vi, de druknede. En moppedreng af en roman, en mursten jeg aldrig troede, jeg ville komme igennem. Inden jeg læste den. Em bog, der faktisk er svær at ligge ned og læse, fordi den er så stor. Men læste den, det gjorde jeg. Hver en side, rub og stub. Jeg var på barsel med Liv og havde al den tid i verden, fordi hun sov som en sten de første fem måneder.

Romanen er en slægtskrønike. En skipperkrønike. En fortælling om Ærøboerne fra midt i 1800-tallet og frem til et århundrede senere. To tysker-krige giver fortællingen ramme og lægger an til romanens tema om kamp, i dette tilfælde dilemmaet og kampen mellem pligten (og lysten) til at være på land og sørge for familien og lysten til at være på havet – uanset havets pris. Sagt med andre ord: Søfarten som indtjeningskilde til familiens forsørgelse eller søfartslivet som det, der kan indfrie længslen mod det ukendte og eksotiske fremmede. De tre hovedpersoner kan ikke modstå havets kalden og må som en konsekvens deraf stå ansigt til ansigt med uhyggelige konsekvenser.

Imens kæmper kvinderne, konerne, hjemme på øen med at opretholde familielivet. Nogle kvinder er bitre. Vrede over mandens lyst til eventyr. Mens andre hilser det ukendte velkommen og dyrker deres køns sanselige, forførende egenskaber. Nogle kritikere og anmeldere har været irriterede over denne fremstilling af kvinden og kalder den gammeldags. Jeg synes, den er fin som et billede på en almindelig, provinsiel kvinderolle, der dengang kun havde de to muligheder. At underlægge sig manden eller bruge sit køns magt. Lidt unuanceret, det ved jeg godt, men ikke desto mindre en mulighed for ikke-rebeller.

Det er i det hele taget menneskehistorierne og skæbnerne, der rørte ved mig, mens jeg læste den. Men livet til søs krøb også sært langt ind under huden på mig, så jeg næsten kunne smage saltvandstænkene, og mærke skibets rullen i uvejret.

Læs den for et historisk blik på søfarstdanmark. Læs den, fordi den er godt skrevet. Læs den, fordi personerne kryber under huden på dig. Læs den, hvis du vil have en oplevelse, der bliver siddende.

 

 

 

 

Så er der også kommet denne her, der går bag om romanens tilbliven og menneskeskæbnerne.

 

 

Mig, der skriver artikel om Ærø og længes efter denne læseoplevelse

 

Reklamer

7 thoughts on “Vi, de druknede, jeg druknede ikke

  1. Min mor fik den i julegave den gang den kom frem. Hun læser altid i sengen, så hun tog en stor kniv og delte bogen i tre mere praktiske dele. Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det var super smart eller blasfemi

  2. Er i det hele taget lidt glad for Carsten Jensens bøger. Har dog ikke læst denne – vil klart overveje det, men kan forstå at det kræver en del timer i fitnesscentret først…!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s