Når litteraturen gør mig fjern

Når jeg er i gang med en krimi, bliver jeg fjern. Jeg MÅ læse mere og mere. Selv når jeg ikke har tid. Når der er tøsebørn, der skal passes, en Uffe, der skal nusses, og en biks, der skal tunes – jeg må liiiige læse en lille bid til. Især henmod slutningen bliver jeg utålelig. Hooked. Skal vide whodunnit! Jeg har tit og ofte sagt til Uffe, at han IKKE skal komme og sludre om noget, når han kan se, der kun er ti sider tilbage, men han forstår det ikke. Kommer altid og holder monolog, når jeg sidder med blødende negle og øjne så store som tekopper – krimien er på sit højeste!

Engang blev jeg en hel dag i sengen og læste. Dagen gik uden kontakt til nogen og uden at forlade sengen. Jeg var ikke syg, jeg havde heller ingen børn, ingen aftaler. Spiste corn flakes hele dagen og tog ikke telefonen. Jeg kan stadig huske den dag.

I går var jeg til kulturdag med min ældste på hendes skole. Det var fint. Hele skolen sang og spillede, dansede og viste billedkunst frem. Jeg hyggede mig, spiste laksesandwich med de voksne og stak en gang imellem min datter en mønt til kageboden. Og inderst inde vidste jeg, at jeg havde min krimi liggende derhjemme. At jeg var halvvejs, og at det var nu, historien tog form og fart. Og det gjorde mig også glad. Og vi tog en af Anines veninder med hjem, og de legede og legede, og jeg læste og læste. What a day!

Frederiksbergs Friskoles Kulturdag. Anine spiller blokfløjte med en arm.
Skolens symfoniorkester. Anine er så lille og så stor på samme tid.
Jeg læser Englemagersken af Camilla Läckberg.
Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s