Jeg ved det ikke…

(Uhm, mums, lækre LOC i Voice.) Og nu til dagens indslag. Det bliver et blandet et af slagsen, for jeg har spekuleret lidt over forskellige aspekter af livet, jo, jo, det hænder, at jeg bliver filosofisk, reflekterende og moden. Spørgsmålene, der presser sig på, er som følger:

  • Hvorfor er der en tendens blandt mødre, bloggere eller måske endda bloggende mødre til at dyrke det, der er kendt som flawsomeness? Kommer af ordet ‘flaw’ (fejl) og ‘awsome’ (fantastisk) og dækker over det at være ærlig omkring sine fejl og mangler, fordi det kan være fordelagtigt. Jeg faldt over begrebet fornylig og synes, det er så mega spot on for mig selv, for Bridget Jones, for Nynne – for hele den måde det er blevet en stil at bekende sin utilstrækkelighed på for derigennem at tegne et billede af sig selv, der umiddelbart viser underskud, men på samme tid et skjult overskud. Jeg ved det ikke…
  • Hvordan blogger man om litteratur, så det ikke bliver drønkedeligt? En kedelig opremsning af fordele og ulemper ved en given bog? Jeg synes, at litteraturen skal sættes i forhold til den tid og dagligdag, vi lever i, for at den ikke bliver en ø. Men bliver det ikke for letbenet? Jeg ved det ikke…
  • Er bitterfissen Bethany virkelig et tiltrængt respektløst åndehul, fordi vi andre er domineret af selvtilfredshed, kynisme, hykleri og egoisme? Meget interessant artikel i Information, der rejser dette spørgsmål. Jeg synes, der er en tendens til især på facebook at tegne et nok lidt for lyserødt, pralende, ‘se mig’ selvbillede. Men i blogland synes jeg faktisk, vi støder på den helt ærlige selvfremstilling, som når fx Stine tager os igennem et længere forløb omkring den knude, der vokser i hendes hals, og som måske er det usigelige ord kr… Stine skildrer sin angst, tanker, bekymringer, tristhed, håb på en måde, der er uforstilt, reflekteret og spot on. Fx bare med overskriften (da hun får at vide, at det ikke er kræft): “Hvem vil være med til at blive mega gammel?” Den sætning indeholder sgu det hele – og min stenhårde kom bare an-attitude krakelerede og faldt klirrende til jorden i tusind stumper. For jeg blev rørt. Og det bliver jeg af uforstilt ærlighed. Og ja, det er noget andet end falwsomeness, men jeg foretrækker til en hver tid den fejlende fremfor den lyserøde udlægning. Men om vi trænger til Bethany? Jeg ved det ikke…
Reklamer

16 thoughts on “Jeg ved det ikke…”

  1. Ang. punkt 1: Er det ikke lidt det samme, der gør sig gældende, når man inden jobsamtalen skal finde den “gode” svaghed, så man kan svare, når spørgsmålet, hvad er du ikke god til? uundgåeligt kommer.
    Det er alt sammen med til at tegne, det billede af sig selv, som man ønsker skal frem (måske nogen gange for at komme til at tro på det selv??).

    Jeg er enig i, at der rundt omkring i blogland er nogle meget ærlige og meget velskrevne blogs, der er til daglig inspiration (din inkl.)

    Mht BB, så kan jeg se hvad hun kritiserer, men jeg kan ikke forstå/billige metoden (det er muligvis mig, der er lidt for gammel 🙂 )

    1. Jo – netop ‘den gode svaghed’: “Ja, min svaghed er jo nok, at jeg ikke er så god til at sige fra og derfor kommer til at arbejde for meget!” 😉
      BB bruger en billig metode, det er sandt, jeg læser hende stort set aldrig, fordi det meget blir’ det samme igen og igen, men hun har sgu formået at få rusket op i folk med sin metode!

  2. Selv er jeg en “oplever” mere end en litterat, og det er mit udgangspunkt, når jeg vil dele min begejstring for poesi med andre.
    Du er inde på noget fint med din blog, når du kobler din hverdag sammen med dine bog-anbefalinger. Fortsæt med det og gå eventuelt lidt mere i dybden med bog-analyserne. Det er jo tydeligt, at du har “noget at ha’ det i”, så du kan roligt dele ud af din viden, samtidig med at du lægger den personlige vinkel til. Vi andre tager ikke skade af at blive klogere uden at det ligefrem knaser af tørhed.

    Jeg nyder, at følge din blog!

    1. Ih, jeg blev glad for din kommentar – selvfølgelig for, at du er glad for bloggen, men også at du er glad for måden at koble hverdag og litteratur sammen på. For det er en kæphest for mig, at litteraturen kan rykke ved din hverdag og måden at se dit liv på, fordi den tilbyder nye, og ikke nødvendigvis positive, perspektiver!

  3. Når jeg læser BB, får jeg det lidt ligesom, når jeg læser Se og Hør. Det er tiltrækkende og frastødende på samme tid, og det efterlader mig lidt tom, når jeg har læst til ende. Der er ikke noget, der giver inspiration til reflektion o.l. Det er bare sure opstød.

    Til gengæld er det skønt at finde blogs, der kan inspirere, underholde, sætte ord på det til tider absurde (famile)liv, jeg selv lever.

    1. I know – lidt ligesom at se et vammelt sår eller en fødsel på tv – så klamt og dog så interessant! Læser hende nu ikke så meget, fordi jeg har ligesom set, hvad det er, hun kan. Og hun gør ikke så meget andet.

  4. Flawsomeness – det var da et skønt og meget dækkende begreb!!

    Nogle gange bliver det for meget med se-her-jeg-er-slet-ikke-perfekt-men-stadig-ret-sjov-så-I-allesammen-gider-snakke-om-mig-tendensen i de sociale medier. Det er jo kun overfladisk ærlighed, i modsætning til Stinestregens hudløst ærlige fortælling, som virkelig var rørende (jeg fik også en klump i halsen over overskriften). Men flawsomeness er nok nødvendigt for at bevare et publikum. Ingen gider vel høre om det fuldstændigt perfekte liv, men i længden kan man vel heller ikke holde til kun at høre om livets ægte problemer…

    Men jeg blev ret glad for at læse, at du også spiser junk fra 7eleven og lader makeup’en sidde natten over – det gør jeg nemlig også;)

  5. Hænger flawsomeness mon ikke lidt sammen med det samme,som Bitterfissen var en reaktion på. I starten? Jeg klappede henrykt i hænderne, da hun startede sin blog, men nu går der længere og længere imellem, jeg smutter forbi. Jeg ser simpelthen ikke fjernsyn nok til at vide, hvem hun blogger om længere. Jeg synes, hun var spot on på speltmødrene, de perfekte, de stakkels – alle ‘klichéerne, der findes i rigt mål. Nu er hun blevet kedelig og lidt klichéagtig selv. Er flawsomeness ikke en måde at distancere sig fra det de perfekte, kernesunde på en befriende måde. Et klap på hovedet til sig selv – du er helt okay, også med ridser i lakken?
    Jeg er overrasket over, hvor mange blogs der faktisk findes med vedkommende og ærligt indhold. De andre lader jeg jo bare være med at læse.

    Blog om litteratur er sgu virkelig svært. Jeg er gang på gang ved at fare i tasterne af begejstring over en bog. Murakamis 19Q4, f.eks. Men jeg holder mig næsten altid tilbage, fordi det ikke er særlig interessant, hvad jeg mener om den. Når jeg måske får lidt fat på, hvad den flytter i mit liv (for det gør den), så skriver jeg måske om det.

    1. Og hun bliver nemlig kedelig i længden, fordi hun bliver forudsigelig. Jo, for mig er flawsomeness en måde at vise andre, at jeg er fuld af fejl, men på en letbenet måde- for vi har sgu tit en tendens til at tage os selv for højtideligt. Og det opponerer jeg imod. En uvurderlig menneskelig egenskab er da osse selvironi!

  6. Hej Amrit – tak for at lære mig ordet “flawsomeness” Jeg linker i dag til en artikel, der netop tager emnet op – og forfatteren (Dennis Nørmark) går faktisk så langt som at stille spørgsmålstegn ved om speltmødrene overhovedet findes i virkeligheden?
    For det er jo rigtigt, at der er en tendens til at vi skal hylde det uperfekte og at mange skribenter/bloggere på den der klodsede Nynneagtige-måde elsker at udstille deres fejltrin, så vi andre triller rundt af grin … Jeg gør det også selv – det er en dejlig måde at beskrive sig selv på og som en anden skrev til dig, så er det uperfekte bare sjovere!? Men dækker vi i virkeligheden over vores egen utilstrækkelighed?

    1. Jeg tror, vi viser det. Jeg overbeviser altid mig selv om, at jeg er SOLIDARISK med andre kvinder. I modsætning til speltmødrene – hvor de så end er. Og ja, det er mega meget sjovere!

  7. Hmmm, jeg ved det heller ikke.. Men jeg ved, at jeg er SÅ træt af facebook-opdateringer a la ‘I dag har jeg løbet en halvmarathon, gjort hovedrent, bagt 120 (spelt-)boller og planlagt næste weekends tur med mødregruppen i sommerhus’. Fordi det er så langt fra min virkelighed, og fordi jeg måske har mistanke om, at den slags opdateringer kun har selvpromovering til formål i stil med ‘se mig, se hvad jeg kan – det kan du nok ikke, ha ha.’ Og det synes jeg ikke er særlig rart. Fordi jeg ikke selv kan leve op til det. Og fordi jeg slet ikke kan se det sjove i, at nogen fremhæver sig selv ved implicit at nedgøre andre.

    Til gengæld kan jeg rigtig godt li’ at læse om hverdagsliv, hvor livet leves på godt og ondt og mestendels lykkeligt på trods af alle de (små) irriterende ting, der kommer på tværs og forhindrer os i at se perfekte ud i mere end en halv time ad gangen. Det er nok derfor, jeg også selv blogger om flawesomeness, og det er helt sikkert også derfor, jeg er havnet her 🙂

    Når det er sagt, giver hele diskussionen da stof til eftertanke, og jeg kan da godt se, at der nogle gange er en tendens til at der går lidt for meget prut, bræk og snot i det alene for morskabens skyld. Og jeg kunne godt tænke mig en dag at få så meget styr på mig selv og min blog, at jeg når lige et lag dybere ned.

    **

    Iøvrigt er det også forfriskende at læse om litteratur på en måde, hvor det selvhøjtidelige er skrællet helt væk. Så fortsæt endelig, Amrit!

    1. Som jeg skrev til Tines kommentar: De fb-opdateringer er kvinde, når kvinde er kvinde værst! Det er usolidarisk mod alle os andre, der febrilsk prøver at lave sund mad en eneste gang om måneden. Jeg forstår ikke den trang til pral, og selv om det måske kan virke som om, vi andre lægger et subtilt overskud ind i vores indlæg ved at dyrke denne flawsomeness, så er det trods alt langt mere venligt mod andre kvinder.
      Tak fordi, du er havnet her!

  8. Åh… et lækkert ord. Men du har da ret i, at for meget af det også kan blive selvpromoverende. Generelt set ser jeg det dog som et sundt oprør imod, at der andre steder i det offentlige rum (medierne ) er er sygt fokus på det sunde, rene, puritanske, selvkontrolllerede, besværlige, men økologiske liv. Og derfor søger vi ubevidst lidt bekræftelse hos hinanden. Kan I mon stadig lide mig, hvis jeg drikker en bajer og ryger en smøg?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s