Solidaritet – om jeg må bé!

Jeg har en mand, der tit og ofte har arbejdet meget. For meget. Så meget, at jeg nogle gange bliver edderspændt rasende. Fordi vi er in this together! Sådan er det! Så vi har snakket. Og snakket. Og lige så stille er vi blevet mere og mere fælles om a drive la familia.

Så var det,  jeg læste Fay Weldons udlægning af Karen Blixens liv i det seneste Weekendavisen og blev lidt sur igen. Ikke edderspændt rasende, bare lidt indædt muggen. Og faktisk ikke på manden, men på kvinden – Fay Weldon:

Min påstand er, at det først var med menopausen, da hun (Karens Blixen) ophørte med at være en kvinde, at hun for alvor begyndte at skrive – og blev i stand til at gøre sine tekster færdige og vovede at aflevere dem til en forlægger. Kvindelige forfattere identificerer sig som regel med deres værk, og hvis en forlægger forkaster det, føler de sig personligt vragede. Hvis omvendt en mandlig forfatter bliver forkastet, er han mest tilbøjelig til at give forlæggeren én på kassen, fordi han er så dum, at han ikke opdager et geni, når han står over for det.

Arrhhh, hva, Fay! Det mener du da ikke. Sådan en øv-generalisering af nutidens mænd og kvinder! Ikke nok med, at kvinder kun er kvinder, så længe de menstruerer (øv-ord), hvilket jeg kender flere, også unge, KVINDER, der af forskellige årsager ikke gør, men som så sandelig stadig er både sexede og feminine kvinder – nej, vi bliver også tillagt den særlige kvindelige følelse at føle os personligt vraget i en professionel situation. Vel gør det nas at få afslag, men vi er vel forskellige trods samme køn, arbejder forskelligt og tænker forskelligt.

Også de stakkels mænd bliver sat i bås – og så i disse følsomme tider, hvor man blandt andet støder på pjecer af denne slags

Tryk på billedet for at lukke vinduet

Frem med nuancerne! råber jeg på demo-måden, for kvinder kan være barske, mænd kan være følsomme – det er ikke raketvidenskab. Og det er ikke der, hunden ligger begravet. Det gør den nemlig et helt andet sted. En undersøgelse viste for nyligt, at det stadig oftest er kvinderne, der står for madlavning og rengøring i hjemmet, mens manden… ja, hvad laver manden? Kønsforsker Karens Sjørup har et bud på det:

Mændene laver de mere fleksible ting som at grille i weekenden, forklarer hun.

Aha, aha.

Men der, hvor hun, og ikke Fay Weldon, rammer sømmet på hovedet eller hovedet på sømmet er med denne holdning

Tallene er et udtryk for, at der i nogle familier ikke er solidaritet mellem manden og kvinden.

I rest my case!!!

 

PS. Anbefaler alligevel

Når kvinder er kvinder værst. Og bedst. Og midt imellem.

Reklamer

6 thoughts on “Solidaritet – om jeg må bé!

  1. Uh, Amrit.. svær én for mig. For uanset hvor meget Fay Weldon generaliserer (nogle gange fremmer overdrivelser jo forståelsen), så er hun altså en total foregangskvinde i så utrolig mange sammenhænge… Men ret skal være ret, derfor behøver man jo ikke være enig med hende i alt 🙂

    Men jeg tror faktisk, at hun rammer hovedet på sømmet her. Kvinder er mere tilbøjelige til at gøre den faglige kritik personlig – generelt set.. Det, der faktisk generer mig mest ved Fay Weldons udsagn er, at det er så negativt værdiladet – som om det, at kvinden gør faglig kritik eller afslag personlig, er forkert… Hvem har egentlig bestemt, at det er det? Nå anyways – jeg tror ikke, at hun siger, at mænd ikke kan være følsomme og kvinder ikke kan være barske. Jeg tror blot hun konstaterer, at – generelt set – er kvinder oftere følsomme i faglige sammenhænge og mænd oftere barske i faglige sammenhænge. Og har hun uret i det?

    Mht. manglende solidaritet i hjemmene, fordi far griller bøfferne og mor sørger for at gøre lokummer rene, putte rent tøj i skabene og alle de andre røv-syge ting, som ingen gider. Så ville jeg for måske bare 3 år siden have råbt højt om solidaritet og de mandschauvinistiske mænd. Men ikke længere. Jeg har tidligere anset kvindekamp for dybest set at være mandens ansvar. Han skulle bare fuppe i gang med at skrubbe de toiletter og hente de børn i dagsinstitution og gå på barsel, skulle han! I dag er jeg gift med en mand, som i meget høj grad tager sin tjans på hjemmefronten – i perioder tager han tjansen endnu mere, end jeg gør. I dag anser jeg det at tilegne sig nogle rettigheder og de samme privilegier, som manden har haft igennem århundreder for at være kvindens suveræne ansvar, ligesom jeg anser mandekamp for at være deres eget ansvar. (Hvis de har brug for at gøre oprør mod årtiers kvindelige pædagoger og værdier i daginstitutioner, så be my guest! Bare ikke min kamp.. Jeg lærer mine drenge, at de bare skal sige fra overfor de tøser, de møder på deres vej, som vil bestemme alting, og de får lov til at stå op og tisse). Naturligvis skal “kampen” ideelt set ende i et samarbejde. Men i sidste ende kan kvinden ikke klandre andre end sig selv, hvis hun ikke har den karriere, hun ønsker sig, ikke får brugt sit fitness-kort eller drukket rødvin med veninderne eller bruger for meget af sin tid på røv-syge sysler i hjemmet eller for lidt tid med sine børn eller for meget for den sags skyld.

    Kort sagt, jeg SKAL læse den bog. Og Karen Sjørup og hendes tal – tja, hun har ret, der mangler masser af solidaritet i hjemmene, og det er trist! Men det er for filan kvindernes eget ansvar, at gøre op med det!

    1. Jeg er så mega enig med dig i, at kvinder selv skal kæmpe kampen og sige fra over for martyrroller og overjeg. Men jeg er altså ikke med på, at det er en kvindeting at tage ting mere personligt. Jeg kan gå så langt som til at sige, at der kan være en tendens til, at kvinder tager tingene mere personligt, men på den anden side kender jeg flere mænd, der har svært ved at skille arbejde og person ad. Jeg synes dog ikke, at det er et must at skille de to ting ad, men i fx en forhandlingssituation kan det være godt at kunne skille de to ting ad og i en afvisningssituation. Ellers tror jeg ikke på den.

  2. Åh det er så dumt – manden i Weldons eksempel tager det da lige så personligt, hvordan skulle han ellers tage det. Men forskellen er jo reaktionen – tvivler vi på vores eget værd, når nogen kritiserer vores arbejde.
    Og det har – som du jo også skriver – intet med køn at gøre, og alt med opvækst og opdragelse at gøre.

    1. Jeg tror også, at selvværdet er afgørende for, hvor meget vi ‘tager ind’ som en selvbebrejdelse. Jeg er bare så meget imod den traditionelle opdeling mand-kvinde og meget mere for menneske-menneske – for nu at lyde lidt frelst!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s