Lidt om ord. En mandagsklumme.

Næ, nej, ikke mig! No måtterfugging way! Jeg har virkelig aldrig på nogen måde hørt til dem, der dåner over Nik & Jay og kælent vrider sig til deres, undskyld mig, talentløse lyrik og muntre toner. For når nogen kan finde på at rime ’motherfucker’ på ’artiskokker’, hvad kan jeg så andet end at kaste nakken tilbage og udstøde en dyb og rungende latter?! Troede jeg.

Indtil den skæbnesvangre lørdag i november, hvor 1) drengene N&J får uddelt æresprisen ved Danish Music Awards, 2) optræder i bare overkroppe på en virkelig forfærdelig udansk måde, og 3) synger sammen med Søren Huus, som man jo ikke kan andet end holde med. Big time. Og ikke nok med at jeg har smugkigget overkrop-klippene igen og igen på youtube, jeg har også googlet røven ud af bukserne for på værst tænkelige måde at finde ud af alt om duoen – lige fra hvor de er vokset op (Weatherlose, som de selv siger – Værløse for de knap så tjekkede), til hvem de er kærester med. Og jeg åndede lettet op, da jeg fandt ud af, at overkrop 1 alias Jay ikke har nogen kæreste. Og blev en lille bitte smule lykkelig, da jeg opdagede, at de bor og arbejder i et hus helt utrolig tæt på mit kontor. Overvejede helt seriøst at cruise ned ad gaden, hvor de bor, med ”En dag tilbage” strømmende ud af højtalerne og barnesæde på bagsædet. To faktisk. For jeg er mor, jeg er 35, og jeg er gift. Lykkeligt endda.

Hvordan fanden kan det så ske, at jeg bliver ramt af et star crush, hvis styrke jeg ikke har kendt magen til siden min forelskelse i forsangeren fra Herreys. Altså ham med de gyldne sko. Og hvad i alverden har jeg forestillet mig at gøre, når N&J opdager en storspillende bil med en lykkelig dame iført lidt bling-bling og med følelserne helt ude på tøjet foran deres hus? Helt hemmeligt har jeg tænkt: Jamen, jeg er jo fan’en over dem alle. Den cool fan, der får lov at blive venner med dem og møde deres familier, og som ikke længere behøver en gps for at finde rundt ude på Københavns vestegn. As if, som de nok ville sige. Der er bare det ved det, at Danmark er så lille, og chancerne for at møde dem i virkeligheden er tilsvarende store. Det er ikke som at beundre store amerikanske popstjerner. Det er mere som at være lun på drengen, som man aldrig har talt med, men som går lige inde i parallelklassen. Bare ræk armen ud, så rør du ved ham.

Eller er det noget helt andet, der forårsager denne magnetiske tiltrækning? Et ønske om at mærke ungdommen igen, en gammel drøm om fem minutters berømmelse eller måske en ægløsning? Den teoretiske og overlegne side af mig selv argumenterer for, at fascinationen af N&J’s nøgne fremtoning bunder i et ønske om en nedsmeltning af janteloven. ”Ja, jeg har nu altså altid været imod janteloven!” Men den intuitive side af mig ønsker blot at være Julie Berthelsen i drengenes melankolske ”Et sidste kys”. Indtrængende synger jeg i deo’en foran spejlet, mens jeg holder usynlige Jay i hånden.

Men sådan er der jo så meget, og jeg skal jo også købe ind og puste på skrammer på barneknæ og gå til forældremøder med den store og 2-årsundersøgelser med den lille. Så crushet glider med familiehverdagen i baggrunden, og jeg husker tilbage på den tid, hvor rim som ’medova-jehova’ kun fremkaldte hånlige smil.

Så jeg ruller vinduerne op og triller hjem til Valby.

Reklamer

4 thoughts on “Lidt om ord. En mandagsklumme.”

  1. Ved ikke lige, hvad du har gang i med Nik & Jay. Men det er også lige meget. Har læst lidt tilbage på din blog. ..Og hygge-grinet en hel del, faktisk meget. Her bliver jeg 🙂

  2. Åh, sødeste Amrit. Endnu engang må jeg smile op til begge ører 🙂 En tidligere kollega – på ca. 60 år – sagde engang til mig, at hun godt kunne se, at hun så anderledes ud end da hun var 19, men at hun stadig var den samme indvendig. Følelserne, drømmene og håbene har vi med os alle dage – også selvom nogle af dem nok ændrer sig undervejs.

    Gud være lovet, at du har bevaret din evne til at begejstres og til at blive forelsket. Jeg forelsker mig tit og så igen. I Rasmus Seebach, i L.O.C, i manden ved klaveret og heldigvis også i min egen mand og bestemt også i Nik og Jay 🙂 Sådan har det været siden jeg opdagede det andet køn i den spæde pubertet og siden jeg lå 36 timer i en sovepose foran Forum for at komme helt tæt på New Kids ón the Block eller med store strålende øjne henført lyttede til en klassekammerat, der spillede Fur Elise på klaver.

    Jeg priser mig lykkelig for at kunne blive forelsket igen og igen, i andre mennesker, i livet eller i et stykke musik, en film eller en god bog, fordi det er evnen til at blive begejstret, til at blive rørt og til at mærke, at vi lever, og den har jeg i hvert fald rigtig meget brug for. På den måde får det, der nogle gange kan være lidt gråt i en hverdag med indkøb, sure sokker og toiletter der skal gøres rent et skær af alle regnbuens farver.

    Så hold du bare godt fast i din forelskelse i Nik og Jay, søde Amrit, den skader ingen – tværtimod. (Og hvis du ser dem, så hils lige fra mig og sig: Du for lækker, lækker, lækker) 🙂

    Knuser til dig

    1. Og endnu engang har du skrevet et svar, der fik mig til at tænke mig om – og du har ret!!! Det ER fedt at kunne begejstres, at kunne blive revet med, at kunne imponeres – det giver så mange gratis glæder! Og på den konto kan jeg løfte sløret for, at du og jeg har endnu en glæde tilfælles: L.O.C. 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s