En dag i mit liv

Okay så, jeg kapitulerer, rejser til de varme lande, skiller mig af med alt, jeg ejer, stikker hovedet i busken og kommer aldrig tilbage igen. Save me from myself!

I går:

Havde voldsomt inspirerende møde med reklamemand, ser mig selv i en tekstforfatters bukser og fik benzin på den indre motor, så jeg også kan køre den vej! Fedt, alt er godt, jeg traller glad hen for at hente min cykel, som blot skal have nyt dæk på. Kommer ind til glad cykelmekaniker og får øje på de spredte vragrester af min fuck… dyre, lækre kvinderacer. Glad cykelmand: “Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Mig: “Jeg skal hente… det der…” og peger på racerbunken. Manden, lidt nervøs, forklarer en del om mit meget sjældne hjul (?!), bruger udtrykket ‘for hunden’  for meget og siger, at der vil går en million år, inden jeg får den igen. Sådan cirka. Efter han har tvunget min finger ned i et andet dæk, indvilliger jeg i at købe dette, for jeg kan jo virkelig mærke, hvor slidstærkt det er.

Således uden cykel traller jeg, nu lidt mindre højrøstet, tilbage på kontoret. Spiller lidt kæk som sædvanlig og kører så hen for at hente min mindste, som har en legeaftale. Hjemme hos legeaftalen er det vildt hyggeligt, de har heller ingen regler ligesom hjemme hos os, der er kaffe på kanden, mælk på gulvet og børn uden tøj på allevegne. Jeg snakker til det sidste og flår så mindstehobbitten til mig, så vi kan hente størstehobbitten hos hendes legeaftale. Siger glad med tøj på: “Nu skulle det da lige mangle, at mine bilnøgler ligger i vuggestuen!” Skoggerlatter! Og det gør de så, og vuggestuen er lukket, og tiden er gået, og sød mor til legeaftale tilbyder mig deres skoda stationcar. Jeg kaster barnet over skulderen, finder skodaen, husker at sætte barnet ind i den og kører hen og henter storetøsen.

Hos hendes legeaftale joker jeg overskudsagtigt om hændelsen og føler mig atter kæk, da vi er på vej hjem. Parkerer i indkørslen og tænker af en eller anden grund først der på, at husnøglen også var i pedelbundet, der ligger i vuggestuen. Børnene sure og trætte, jeg synger (gudhjælpemig) “Det’ sørme, det sandt, december” med skinger tone, børnene græder, jeg prøver at bryde ind i huset, og det hele er noget værre hejs! Jeg kører dem om til veninde, der står klar med sund mad og glade børn og kører hjem og venter på låsesmeden. Han kommer, med en lygte i panden som en anden gynækolog, og siger, han vil fræse hele døren op pga meget sjælden lås. (Omgiver mig åbenbart kun med de mest utrolige sjældenheder!) Jeg siger, fræs min hjerne op, han kigger undersøgende på mig under lygtens skær. Viser sig, at låsen er lige så almindelig som Stryhns, så han fræser hverken dør eller hjerne. Kun pengepung!

Alt er godt, husbond kommer hjem, henter piger, jeg ligger lidt et eller andet sted. Til morgen: Mindstepigens støvler er væk. Til gengæld står der et par virkelig lækre Bundgaard-støvler i hendes størrelse på pladsen. Er det venindens børns? Næ. Ingen ved altså, hvor de kommer fra, og jeg ved, jeg kun køber dyre støvler til mig selv. Godt så.

Afleverer skoda, henter nøgler, der lå i mindstemusens ene gummistøvle nede i vuggeren (crap!). Ned på kontor – skrivekollega har medbragt en croissant, som efter størrelsen at dømme nok gerne ville have været et franskbrød.

Jeg skriver til jer og er glad for, at mit liv ikke er en bog!

Reklamer

17 thoughts on “En dag i mit liv”

  1. Eeeelsker simpelthen at læse dine “værker”, som jo egentligt er på højde med Michael Laudrups Tænder ;o))
    Rigtig glædelig jul til dig og dine.

  2. Altså, Amrit, sikke dog nogle historier – tak fordi vi må læse med her på denne skønne blog 🙂 Rigtig glædelig jul til dig og familien 🙂

  3. pyh noget af en dag du har været igennem og undskyld jeg trak lidt på smilebåndet men du kunne næste ikke trampe ind i flere udfordringer på en dag og alligevel så klarede du den jo..:)

  4. Åhh tak for godt grin. Ser stadig billedet for mig af undrende låsesmed (med lampe i panden), da du bad ham fræse din hjerne op… 😀

  5. Nej, Amrit, nu må jeg altså også kommentere! Læser troligt alle dine indlæg og må gang på gang trække på smilebåndet, for du er lige så fantastisk og overskudsagtig på den – måske? – tilfældige måde, som jeg husker dig.
    Denne fortælling gik simpelthen lige hjem – jeg kunne næsten se mig selv stå og skingrende hyle december-sangen…
    Er det ikke fantastisk, hvordan ting bare hober sig sammen? Der må virkelig være noget om det med at én ulykke sjældent kommer alene;-)…
    Knus fra Sigrid

    P.s. Fandt I støvlens ejerdame??

  6. Hæ hæ. Det var dog den mest sindsyge dag! Til gengæld kunne du så skrive det sjoveste indlæg. Tak Amrit;) Glædelig jul.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s