Ingen ferie-sødsuppe i dag!

Mens vi andre er sommerferieramte med is, jordbær, sommerhus og marinerede koteletter på grillen, er der danskere, der aldrig holder ferie fra en hård hverdag med vold, stoffer og stress. Jeg taler om narkomanerne. Jeg læste en kritisk artikel forleden dag, der klandrede den nyere danske litteratur for ikke at tage de store samfundsproblemer op til debat: social ulighed, trafficking, hjemløseproblematik osv. Og i stedet fokusere på relationer i udkantsdanmark. Groft sagt. Ikke desto mindre er der tre vanvittigt gode bøger i den nyere danske litteratur, der sætter spot på narkomanerne og på ‘bunden’ af Danmark, og fælles for disse tre bøger er, at de skildrer mennesker i misbrug på en rå, ærlig og nuanceret måde. Der er ikke tale om en generel gruppe, men om mennesker, der af forskellige årsager kæmper for at finde fodfæste. Om retten til det gode liv – og om retten til at gå i hundene?!

Neden Under af Mikael Josephsen. En ligefrem skildring af en gruppe narkomaners liv i Svendborg. Mikael Josephsen har selv levet i alkohol- og narkomisbrug.

Submarino af Jonas T. Bengtsson. Om to voksne brødre, der på hver deres måde lider under barndommens omsorgssvigt. Især portrættet af den navnløse brors kamp for at sikre sig stoffer hver eneste dag og samtidig sørge for sin søn er ekstremt rørende.

Og naturligvis Jakob Ejersbos Nordkraft om en gruppe narkomaner i Ålborg.

PS. Husk konkurrencen her!

Reklamer

4 thoughts on “Ingen ferie-sødsuppe i dag!

  1. Interessant – én eller flere af dem, vil jeg nok gå i krig med på et tidspunkt… Først står Jan Kjærstads forfatterskab dog lige for døren (jeg har altid tænkt på at læse hans bøger, men er aldrig rigtig kommet i gang).

    Jeg studsede dog over din slutreplik: “Retten til det gode liv – og retten til at gå i hundene”. Menneskets – til tider – selvdestruktive tendenser interesserer, undrer og fortvivler mig.. Men jeg er jo dog fortsat af den overbevisning, at vi hverken har “ret til” det gode liv eller “ret til” at gå i hundene. Nå, men det er en længere filosofisk/ eksistentiel overvejelse, som jeg ikke er helt færdig med og som blandt andet handler om nogle overvejelser omkring begrebet “næstekærlighed”… Jeg studsede blot over replikken 🙂

    1. Kære Vivi.

      Det var også meningen at skubbe lidt til jer med den kommentar. Jeg mener, at vi som samfund har pligt til at hjælpe mennesker i nød, men et menneske har jo muligheden for at styre sit eget liv i grus. Jeg mener også, det kan være svært for et så dårligt stillet menneske selv at vurdere, hvorvidt det har brug for hjælp eller ej, men er det ikke at tage myndigheden fra et menneske ikke at tillade det at leve som det kan? Ja, det er en lang diskusion om det gode liv, ansvarlighed og solidaritet.
      Jeg er dog klart tilhænger af, at er vi først sat på jorden har vi også ret til så godt et liv som muligt. Er meget inspireret af FN’s menneskerettigheder, som jeg har hængende over køkkenbordet, så mine piger ser dem hver eneste dag 🙂

      Knus fra mig

      1. Jeg er (naturligvis) helt enig i, at vi som samfund har pligt til at hjælpe mennesker i nød. Social ansvarlighed og solidaritet er bestemt også vigtige værdier i min bevidsthed! Jeg kan heller ikke være uenig i det enkeltes menneskes personlige ansvar samt frihed til at vælge – dog må vi ikke glemme, at vi mennesker har forskellige forudsætninger, rammer og vilkår for at kunne leve “det gode liv”. FN´s menneskerettigheder er bestemt også vigtige grundprincipper, derom ingen tvivl. Ethvert menneske har ret til nogle borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder for slet ikke at tale om, at alle mennesker har ret til at blive behandlet med respekt og værdighed…
        Men…i stedet for alene at fokusere på “at have ret til”, vil jeg dog også gerne vende den rundt og sige, at ethvert menneske, der er sat på jorden har PLIGT TIL så godt et liv som muligt. Jeg mener, at vi mennesker har pligt til at udfolde det liv (som jeg jo mener er os givet som en gave) på bedst mulig vis og være den bedst mulige udgave af os selv… (Hvilket vi jo så også bestemt har forskellige forudsætninger for). Men samtidig er vi jo blot mennesker og i mit (religiøse) verdensbillede har vi jo så heldigvis også Gud, som vi kan dele ansvaret med, og som er der sammen med os … også (eller måske netop især), når vi fortvivler og når vi ikke kan bære ansvaret eller ikke magter livet, og det er afgørende.
        Nå, men Amrit, helt uenige er vi vist ikke – og det er en lang og spændende diskussion. Bøgerne må jeg i hvert fald læse, når jeg har kæmpet mig igennem Jan Kjærstad 🙂
        Knus fra mig til dig også.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s