Hyldest til hverdagen

Kom i tanke om, at jeg jo har fået en del nye læsere! Og at I læsere måske ikke aner, hvad jeg plaprer om, når jeg siger, at jeg ligesom Dan Turèll er gladest for hverdagen?! Derfor dette digt! Fra den gode digters hånd. Mandag, velkommen! Uge, Velkommen! Hverdag, velkommen! Og lad nu være at tænke, at det er for langt at læse. You’re missing out! Læs det nu – og bliv gladere! Og lettere!

 

 

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
når vil alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -
Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen
Afstemningen af checkheftet
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

Dan Turèll

Digt lånt her, illustration lånt her.

Min hyldest til hverdagen!

Hot:

  • Jeg behøver ikke at se mig længselsfuldt om efter den
  • Jeg skal ikke spare op for at få den
  • Jeg kan dele den med andre
  • Jeg behøver ikke halse efter den med tungen ude af halsen – den er der også i morgen
  • Den er min!

 

Not: 

  • Den tager sjældent på en tiltrængt ferie fra mig
  • Nogle gange tager den penge fra mig, som jeg ikke har
  • Jeg kan sjældent få den for mig selv
  • Den er ikke så spontan, som jeg kunne ønske. Har indimellem lyst til at melde den til selvudviklingskursus à la: “Ti nemme trin til at komme ud over rampen”
  • Den er der fanme også, når jeg ikke vil have den

 

Læs om hverdagen til hverdag:

Dan Turèlls fantastiske digt om hverdagen. Elsker sætningen Mest af alt holder jeg af hverdagen …

Helle Helles romaner. Alle er de koncentreret om det store i det små. Hyperrealistiske skildringer af hverdagen med citronmåne, Statoil og provins.