Ode til min læseklub

Oh, at mødes med søde og kloge kvinder kun for at snakke om en bog. En god én. The great Gatsby.

Oh, at vende hver en sten i den og blive klogere, gladere, bedre til at sætte ord på.

Oh, at mødes fast på en bogcafé med gamle og nye bøger på alle hylder.

Oh, at drikke varme drikke, se de andres bøger ligge spredt rundt på bordet, og få en artikel af én af de andre om den mandlige forfatters magt i kraft af sit køn.

PS. Vidste du for eksempel, at da Jennifer Egan vandt den prestigefyldte amerikanske Pulitzer Prize for sin roman Tæskeholdet banker på - og i den ombæring slog Jonathan Franzen og hans (også fremragende) Frihed,  var det stadig Franzen, der løb med al opmærksomheden. Stadig hans roman, der udråbt til ‘Den store amerikanske roman’. Et faktum, som kønsforskere tilskriver køn: Kvindelig erfaring tæller ganske enkelt ikke i samme grad som mandlig. Mandens udsagn er almengydige, kvindens blot ‘kvindelitteratur’.

Oh, at glæde sig meget til næste læseklubmøde, hvor det igen handler om en flok kvinder og en god bog. Hvis det ikke er kvalitetstid og migtid, så ved jeg ikke hvad.

læseklub

Gaver – med røde læber og stiletter

Der er ikke så længe til jul. Og enhver litteraturfashionista må til pengepungen og til bøgerne. Vi iklæder os det lækre kluns, tager stiletterne på, maler læberne og skridter ud i den julepyntede by. På jagt efter gaven til ham, hende, den lille, den større, den gamle, unge, og den vi altid tænker på.

Han kunne få Frihed af Jonathan Franzen eller Colum McCanns Lad kun verden tumle sig. Hun kunne få Dette burde skrives i nutid af Helle Helle eller Et eventyr af Jonas T. Bengtson. Den lille ville blive så glad for den fine nye Den store Halfdan for de små (anmeldelse følger snarest). Den lidt større for De hæslige fem - en samling af nogle af Wolf Erlbruchs de fineste.  Ellers er der Veronica lyder som harmonika af Rebecca Bach-Lauritsen, der ikke snyder børn for følelser. Iøvrigt har hun netop modtaget Skriverprisen for bogen. Til drengen, der ikke er helt lille: Busters verden eller Skrumpen fra det ydre rum. Til den unge Janne Tellers Intet – en prisbelønnet pendant til Fluernes herre. Til olde Maria Hellebergs Knud Lavard eller Anders og Julius og andre historier af Søren Ryge.

Den vi altid tænker på, den helt særlige, kunne få et gavekort. På højtlæsning. Én til én – af en fantastisk historie. Men hvilken???

Indtil videre: En af årets bedste!

Hvis du kun skal læse én bog i sommerferien, så lad det for guds skyld være Jonathan Franzens Frihed! 

Den handler om Walter Berglund og hans kone Patty, der kæmper med hinanden og med at finde nye og bedre måder at være mennesker, forældre, ægtefæller og familie på. Man følger dem fra high school- og collegetiden, og frem til de er midaldrende. Undervejs dykkes der ned i barndommens og bedsteforældrenes historier, ligesom vi følger Walter og Pattys børn, Joey og Jessica, fra barndom til de er voksne.  Romanens store temaer er utroskab eller kærlighed (!), familie, frihed, kultur, natur og penge.

Franzen kritiserer blandt andet Amerika som symbol på uendelige muligheder, når bare man vil det nok. Og også krigen i Irak bliver diskuteret, men Franzen er nuanceret; han leverer ikke blot en ensidig omgang kritik, som vi allerede har hørt til døde, men sætter gang på gang fingeren på USA’s ømme punkter og trækker sig så og lader romanens personer om at diskutere – også efter romanen forlængst er lukket.

Et super portræt af vores relationer til hinanden og af det moderne USA! Og så skriver han pi…godt!

Her i det nye nummer af BogMagasinet kan du læse hele min anmeldelse af romanen.

Which outfit goes with which book?

Sommerferien står for døren, og uanset om du skal til vands, lands eller i luften, skal du være klædt godt på med den helt rigtige bog. I dag får du tre bud på gode sommerferiebøger, der er skræddersyet din destination:

Storbyen

En hurtig novelle om storbyen til en hurtig latte i storbyen. København af Katrine Marie Guldager.

Sommerhuset

Brug sommeraftenerne, regnvejrsdagene og roen i sommerhuset på at fordybe dig i Jonathan Franzens menneskelige, kritiske, varme, sjove samfundsportræt af dagens USA: Frihed.

Stranden

På stranden kan du dase og slikke sol med underholdende “Mummy-litteratur”: Romaner  om kvinder, der vil have det hele på én gang: Karriere, mand og børn. F.eks. Kvinde på spring af Allison Pearson: Underholdende, morsom og selvironisk. En lydbog er super på stranden (når bare du kan se ungerne;-))


Ferieblues og påskepris!

Uanset om du er en af dem, der ånder lettet op over igen at befinde dig på jobbet/studiet, hvor du kan drikke kaffe, uden at familiemedlemmer kræver din udelte opmærksomhed eller prøver at stoppe endnu en karrysild i halsen på dig – eller om du hører til dem, der føler en vis melankoli over at afbryde det nærvær, du dyrkede med familien i påskeferien, så er det uundgåeligt blevet hverdag igen. Og jeg har godter i posen til dig: 3 splinternye udgivelser:

  • Siri Hustvedts Sommeren uden mænd. En mand forlader sin midaldrende kone til fordel for en yngre model, og bruddet er skelsættende forfærdeligt.
  • Jonathan Franzens Frihed. En slægtskrønike udråbt til et mesterværk om det moderne USA. Om friheden til at vælge alt – undtagen sin familie.
  • Scarlett Thomas’ Vores tragiske univers. Om Meg, hvor alting går ad helvede til.
Jeg har fået de to sidstnævnte til anmeldelse og med en stram deadline og et sidetal på mellem 400-600, forsvandt jeg ofte ind i mine bøger i påskeferien, og prisen var som følger:
Storesøster og lillesøster “laver mad”!
Et køkkenbord, som ingen har gidet rydde op!
Storesøster og lillesøster hjælper hinanden med at spise ret så meget slik!
Dagens tip: Husk at unde dig selv en læsestund – også selvom det koster i oprydning og sukkerkåde børn! Det kan nogen gange ikke være anderledes.