Jeg tænker nogle gange for meget. Det prøver jeg at lade være med. Jeg vil allerhelst vågne langsomt om morgenen, strække mig og smile bøvet. Men jeg slår øjnene op som mærkede jeg pludseligt det kolde stål fra en en pistol på panden, og hurtigere end lynet afspiller jeg dagen i min indre biograf. Hvad skal jeg nå, i hvilken rækkefølge, for hvem og hvorfor?! Det er træls.
Jeg snakker med kloge koner om det, og bliver enig med mig selv om at gøre oprør mod normerne, det normative, det jeg tror er alment vedtagne leveregler for alle. Med andre ord, regler jeg skal følge, fordi jeg tror, alle skal det. Det kan være at spise bestemt mad på bestemte tidspunkter, gøre bestemte ting med sine børn, stå op og gå i seng på bestemte tidspunkter, synes bestemte ting eller bare have den der lille stemme i baghovedet, der dikterer, hvad jeg burde.
Men de kloge koner siger også til mig: Du skal nyde, før du kan yde. Og den sætning eliminerer jo egentlig alt det normative. Og så er jeg jo egentlig tilbage ved udgangspunktet…
For litteratur hvor andre kommer til kort over for normerne, læs romaner af Helle Helle:















