Fik dog midlertidigt afløb, da jeg i går på biblo læste et dameblad. Ha! Et oplagt mål for min spottende agressivitet. For jeg er jo sååååå moderigtig.Hahaha, en dum tekst! Vil vise den til tryllekunsterfar Palmagic, så kan vi grine sammen.

Var slut 90′erne ikke i går? Hvor ung er du da?! Og er det værste, du har set ud! Hvad med puddelpermanenten, bushy øjenbryn langt op i tyverne, generelt grimt tøj og uklædelige smækbukser?

Uh! They’re back??!

Nå, men jeg fortsætter min udrensning (husk det vrængende), og heldigvis regner det, og her får du lidt genbrug, fordi det bare er så pissegodt

Ps. Sidste chance for give away - trækker en vinder i morgen.

Læser denne imens, og den har intet med noget at gøre:

Tabte i alt 70 kr til Lille Falkeblik pga konkurrencer om, hvem der først fik øje på småting som Lillebæltsbroen

Fik igen bekræftet, at nogen mennesker bare er født ligeglade:

Og alt imens vi dyrkede livet på landevejen, spillede John Denver i radioen, og jeg rullede ned og lagde armen i vindueskarmen i solen

I min taske ligger Katrine Marie Guldagers nyeste, fordi en sød redaktør havde læst, at jeg ønskede mig den, HVIS jeg havde en morsdagsliste

PS. Husk give away’en

1. Opdigtet onsdag: En tilfældig onsdag i måneden på en cafe, der hver gang er ny, mødes godtfolk for at spise middag med tre aktuelle forfattere. Næste gang kommer Jørgen Leth, Jan Sonnergaard og Lone Hørslev. Skal jeg høre det? Det tror jeg nok lige.

2. Radiobiograf: Jeg er glad for podcasts, og det er jeg ikke ene om. Ihvertfald har iværksættere spottet, at flere og flere lytter til podcasts, og at radiomediet er i hastig udvikling. Og at det er rart at fordybe sig på den lyttende måde. Så nu kan jeg hver den første tirsdag i måneden komme i biografen og høre radio i Posthus Teatrets lille biografsal.

3. The hate destroyer: Ligesom jeg er vildt glad for street art i byrummet, kan jeg blive lige så glad og fascineret over en, der fjerner det, som ikke er kunst, men blot frygtelige ytringer. 67-årige, tyske Irmela Mensah Schramm bor i Berlin, og siden 1985 er hun hver morgen gået ud i byen, bevæbnet med for eksempel neglelakfjerner, og har fjernet anti-semitisk, racistisk og  homofobisk grafitti og klistermærker. 

4. Zornigs zone. Hver lørdag eftermiddag er tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, vært på radioprogrammet Zornigs zone. Her giver hun stemme til det normløse underdanmark, som de færreste af os kender til. I april måned var emnet prostitution, og hun havde besøg af forskellige tidligere prostituerede, der kom og fortalte deres historie. Bagefter kom så en offentlig person og diskuterede, fx socialministeren, eller Ekstra Bladets redaktør = mange escortannoncer bag i bladet. Virkelig værd at lytte til.

5. Byens bogcafe. Byens Forlag har ikke noget kontor, men bruger i stedet Byens Bogcafé i Ørestad og på Vesterbro som arbejdsplads. Her kan du få kaffe serveret af en forfatter eller redaktør, købe eller læse bøger, opleve arrangementer, være med i læseklub, selv anmelde bøger og meget mere. Og så er der højtlæsning på toilettet. Fra en lydbog. Og digte på væggen, som du selv er med til at skrive.

PS. Husk give away’en her på bloggen.

Pigernes far sagde i går på diplomatisk og irriterende rationel vis, at jeg jo måtte sige til, hvis jeg gerne ville have noget fejres. Men jeg var nonchalant på den falske måde og sagde flot, at hvis pigerne insisterede på at give mig noget fejre dagen, når de blev ældre, så ville jeg da ikke sætte mig imod. Uh, flot Amrit.

Men havde det dog alligevel lidt på samme måde, som når alle på facebook roser og takker ‘skattefar’ for at få penge tilbage i skat, mens jeg skal betale. For er det ikke bare en regnefejl fra deres egen side? Har de ikke snydt sig selv for penge hele året rundt? (Mens jeg har levet meget flot.) Det er da under alle omstændigheder ikke noget at takke nogen andre for. Ligesom det virker lidt underligt partout at sætte børn i verden og så lave en dag, hvor de skal takke én for at være venlig mod dem.

Men sådan er der jo så meget.

(Yderst uofficiel og meget hemmelig ønskeliste til morsdag:

Og når benet så knapt er helet, laver jeg et cirkelspark bag i det andet, så også den achilles-sene springer, og vupti! så har jeg pigerne igen!

PS. Desværre må dagens litterære reference udgå, da der åbenbart ikke findes bøger om ekskoner, der sparker deres eksmænd i achilles-senen.

PPS. Det var ikke mig, der gjorde ham far-udygtig i første omgang. (Selv om jeg ikke kan forstå, hvorfor jeg ikke har tænk på det?!)

Ja, de er da dejlige. Siger grønthandleren på fejlfrit dansk. Min mormor overhører dog det pæredanske og fortsætter sit insisterende tegnsprog og overdrevne tale:

SKØØnne tomater. Flotte. Duuu, jeg spiser ganske enkelt ikke længere tomater fra de dumme danske butikker. De smager mig ikke. Min mormor ser sigende ud og smiler på en overlegen måde.

Det er mit barnebarn Amrit. Hun har været i kibbutz (hun siger det med tysk tryk på ‘ki’), og siden jeg har besøgt hende dernede, smager de danske frugter mig ikke mere. Mormor smiler på en tilsyneladende undskyldende måde, men ser vildt overlegen ud: Når man først smager frugterne direkte fra naturen, så giiiider jeg da ikke de danske varer. Kedelige!

Gørnthandleren skæver til køen bag min mormor og rører lidt ved knuden på mormors pose med tomater: Nja… sådan er det…

Og jeg kan smage, at du henter dine tomater direkte fra Tyrkiet. Sådan ER det. Siger min mormor.

Nja… altså min mand henter dem bare nede ved grænsen. Grønthandleren refererer til den tysk-danske grænse en symbolsk spytklat fra os.

Ja, nemlig. Siger min mormor. Så råber hun et farvel og laver en sidste rund fagte i retning af tomaterne. Jeg holder døren for hende.

Nu skal vi hjem og sidde i køkkenet.

Nogle gange når Liv rydder op, ønsker jeg ærlig talt, hun ville lade være…

Det har altid været sådan. Ord er altid kommet strømmende ud af mig, har snoet sig insisterende til lange slanger af historier, der har vokset sig til kælderrum af notesbøger og bjerge af computerdokumenter. Jeg.kan.ikke.lade.være.med.at.skrive.

Jeg læser og skriver, læser og skriver, læser og skriver. Når andre skriver godt, bliver jeg bedre til at skrive af at læse det. Når andre skriver enkel, realistisk fiktion med et strejf af humor eller underspillede relationer, bliver jeg inspireret til at gøre det samme.

Og her for tiden er min buldren større end normalt. Jeg kan mærke den i nakken, når jeg cykler. Den puffer til mig, så jeg spilder min kaffe. Den vækker mig om morgenen, fordi den har fået en god ide eller et nyt ord eller en erindring.

Så jeg kigger på skriveophold for tiden, og Ørslev Kloster er en mulighed med sin ro, fred og enkelhed…

Skriverefugium på Ørslev Kloster

Og mens jeg tæller sparepengene, læser jeg Mørke, Kapgang og Der er ingen bjerge i Danmark. De inspirerer mig igen og igen, især med måden de hver især fortæller deres historie på. Og Apropos Opa for den korte form at have sit indhold i.