Give away: En vaskeægte prisvinder! Nu med tåber

Islændingene har aldrig haft deres egen konge – Island har været en republik siden løsrivelsen fra Danmark under Anden Verdenskrig. Men selvom man ikke har blåt blod i årerne, kan man godt te sig som en konge!”

Sådan skriver forlaget Lindhardt & Ringhof om Islandske konger – Einar Már Gudmundssons nye roman.

Og tér sig, det gør de vist, tåberne i den Knudsen’ske slægt. Informations Thomas Thurah har beskrevet det meget rammende:

“Romanen er den forgrenede slægtshistorie om de navnkundige Knudsen’er fra det lille fiskerleje Tangavik. Det er drukkenbolte, hidsigpropper, eventyrere, elskere, men de er først og fremmest uforknytte og uovervindelige af nogenlunde de samme årsager, dvs. i kraft af et ufatteligt livsmod og en moral, der ikke går i små sko.”

Forfatteren Einar Már Gudmundsson har tidligere vundet Nordisk Råds Litteraturpris og Islandske konger er hans første roman siden Sindets tremmer fra 2008. (En bog om hans alkoholisme og vejen ud af den.) Han kommer og taler om den på Gentofte Bibliotek den 6. november kl. 17.

Og du kan tage den med under armen, for du kan nu vinde den her: læg en kommentar og så trækker jeg lod på fredag! Og del gerne på facebook, hvis du har lyst.islandske konger

Noget grønlandsk, noget New Yorksk og noget rød læbestift

nma1I går lærte jeg at sige Naja på grøndlansk, med lyst a og tryk på ja, så smukt! (Overvejer nu at ændre tryk og bogstavlyde i eget navn.) Overvejer også at gå mere med rød læbestift, for det er så fint og feminint og statementagtigt. (Men jeg griner for højt og har for bulne øjne til at kunne hive den hjem.) Overvejer som altid at bo i New York – den er gammel.

For i går var jeg på Valby bib og høre Naja Marie Aidt fortælle om sit skriverliv, sine overvejelser bag romanen Sten, saks, papir,  og om hvorfor lyrikken kan udtrykke følelser, som ingen andre genre  kan på samme måde. Om at hun har skrevet i alle genrer nu. Om det var svært at skrive som en mand (det var det ikke, sagde hun. Jeg vidste de ikke tænker særlig meget!) Om hvordan det er at få Nordisk Råds Litteraturpris. Om den grumme novellesamling Bavian. Og om hvorfor hendes værker altid indplanter uro i sine læsere. Om den danske racisme, der fik hende til at rykke til multikulturelle New York. (Hvor cool er det?! Jeg ville bare sidde og fede den på kaffebarer og blære mig med at bo derovre).

Det var så inspirerende og smukt. Jeg var forelsket i hende. Og hun sagde, mit navn var smukt (nå ja! Ej, ændrer det ikke alligevel.)

Undskyld Maren, men nu vil jeg være Naja Marie Aidt.

Læs alt af hende – det er fremragende!  nma nma2

Bare fordi det er sjauw!

Blot et kort pip fra mig i dag – nemlig et uddrag af en top 34 (?!) liste over de mest forfærdelige bogforsider. Somme tider med kommentarer, som også er sjove. Og grimme.

G’wan Eleanor. You’re like a fine wine getting better with age, you are. Eleanor can make you a quilt and make you feel like a little boy all at the same time. You have to hand it to her – the woman has skills.

!??!?

So best just resign yourself to a future where almost every day is spent sitting at a desk, in a badly air conditioned office, wondering if they’d let you go home early if you stuck your hand in the shredder.

God lørdag!

Lidt godt til sjælen

Lækkert site, som min svigerinde var så sød at gøre mig opmærksom på: UNDERGROUND NEW YORK PUBLIC LIBRARY

Et lækkert visuelt bibliotek over, hvad folk læser, når de kører med subway’en i New York. OG med link på sitet til at låne bogen på biblioteket, hipt, aktuelt og vedkommende – kom så, danske biblioteker og boghandlere!

New York OG bøger – det kan ikke blive bedre for mig.

Et sneak peak:

“BLACK SPRING,” BY HENRY MILLER

“HOW TO BE A MAN: A GUIDE TO STYLE AND BEHAVIOR FOR THE MODERN GENTLEMAN,” BY GLENN O’BRIEN

“THE GREAT GATSBY,” BY F. SCOTT FITZGERALD

“DISGRACE,” BY J. M. COETZEE

 

 

Hatten af for en ærlig kvinde

Jeg har noget med Marian Keyes. Ja, den irske megabestsellerforfatter, som mest af alt skriver det, man betegner chicklit. Når jeg alligevel tøver med helt at kalde det chicklit, så er det, fordi mange af hendes bøger trods alt går et (lille) spadestik dybere end de gængse jeg-er-for-tyk-jeg-vil-have-en-kæreste-no-matter-what problematikker. Hos Keyes pibler tragedierne nemlig altid frem af hullerne, i modsætning til fx Bridget Jones’ dagbøger og Nynnes ditto.

Og så skriver hun bare godt. Skarpt! Jeg har tidligere nævnt hendes essaysamling i rosende vendinger, fordi hun skriver så fandens præcist og genkendeligt og sjovt.

Men måske skyldes min fascination af hende ikke kun hendes bøger, men også hende selv. Jeg beundrer hende for hendes ærlighed omkring den voldsomme depression, der ramte hende for nylig. I sine nyhedsbreve fortæller hun om, hvordan hun konstant tænkte på selvmord, og hvordan dagen gik med at prøve på ikke at slå sig selv ihjel – et tabu, der har godt af at blive luftet som et symptom på en voldsom depression. Sine erfaringer har hun trukket på i sin skildring af Helen i sin nyeste En sag for Helen Walsh.Hun er også fuldstændig ærlig omkring sin tid som alkoholiker – både i interviews, essays og sin i nogen grad selvbiografiske roman Rachels ferie.

Hun har skrevet fem bøger om hver af de fem søstre i den irske Walsh-familie. Derudover også en række selvstændige bøger. Alle om noget irsk. Mange i London. Og New York.

Mine favoritter er:

Er der nogen?

cover

Rachels ferie

cover

og

Den klareste stjerne

cover

Jeg synes, hun er underholdende, pissedygtig og selv om jeg har læst hendes bøger, læser jeg dem igen. Og igen.

Ps. Og så er Marian Keyes endelig kommet overens med sin pasion for skønhedsprodukter, som hun har skammet sig lidt over, og blogger også om dem på sin ellers litterære hjemmeside.