Nej, nej da!

Nej, nej, Marian Keyes!

Med bange anelser, for den HAR fået dårlige anmeldelser, læste jeg Keyes’ nyeste roman En sag for Helen Walsh. Den femte om Walsh-søstrene, og dermed er den saga fuldendt. Og jeg tager bestemt hatten af for, at Keyes skrev denne femte i serien under en periode med dyb depression og angst, og for at hun har brugt sine egne erfaringer i bogen, så Helens depression virker så meget desto mere troværdig. Og det er da også nogenlunde det eneste, der virker i bogen.

For romanen holder ikke. Historien holder ikke – den er ikke god, men snarere … hm… barnagtig og … kedelig. (Undskyld Keyes, jeg elsker dig altså stadig!).

Og Keyes’ ellers så fremragende humor og satiriske pen finder aldrig rigtig på plads. Og det er brandærgerligt, intet mindre!, når jeg nu VED, hvad hun ellers kan udkæmpe på satirens slagmark.

Så jeg afleverer den atter på bib, og er en anelse sørgmodig. Mest fordi det kan mærkes, hvor dårligt Keyes må have haft det, da hun skrev den.

En sag for Helen Walsh

Gud er i large humør

I lørdags var vi på besøg hos rare venner. Sådan nogle, der læser rigtig meget. Og med stor fare for (i allerbedste fald) at lyde nørdet, fik vi kæmpe grineflip, da vi læste op for hinanden af Jens Blendstrups gamle traver Gud taler ud. Hold kæft, den er sjov, sagde vi til hinanden. Sjov, sjov, sjov, sagde vi og knækkede sammen af grin. Hvis du har den til gode, så læs den,når du vil grine på den tæerkrummende måde. Eller giv den væk som gave. Evt til en far, der har brug for at få sat tingene lidt i perspektiv.

For Gud er Blendstrups far, og faktisk psykolog (!), der på bedste patriarkalske vis og efter totalt uforudsigeligt humør styrer sønnerne og moren, den svenske Gerd Lillian. Bogen består af små korte tekststykker, som gør den ret så velegnet til lige at gribe. Og hver eneste sætning er god! Og hvert eneste tekststykke et afrundet tragikomisk eksempel på Guds skaberkraft, eller for det meste, mangel på samme.GudTak Ulrich, fordi du mindede mig om den :-)

 

Mine vigtigste pejlemærker

Et sted midt imellem den madpakke, jeg var for træt til at smøre, og min mindstes konstante sætten sig på tværs. Et øjeblik ind imellem tandbørstning, tøjvask og putten i seng. Et moment mellem bekymringer for deres fremtid, eneansvarets overvældelse og de økonomiske overvejelser. I disse øjeblikke sker der alligevel noget, og jeg bliver så glad, når jeg opdager det; at det på magisk vis er lykkedes mig at give glæden og fællesskabet omkring bøgerne videre. Til dem. Mine vigtigste pejlemærker.

liv og anine læserHusk konkurrencen til dine pejlemærker.

 

Politikens nye boghal: Underprioriterer fremtidens læsere, men er flot

Var forleden inde og spionere i den nye boghal. Politikens Boghal – ombygget og nytænkt. Og på mange måder imponerende. Men skænker ikke fremtidens læsere (og bogkøbere) mange tanker.

Politikkens Boghal 6

Forfattertrappen byder på forfattermøder og -snakke

Politikkens Boghal 5

Kaffebar til de voksne

Politikkens Boghal 4

Kilometervis af bogreoler

Politikkens Boghal 2

Et lille udsnit af de virkelig mange danske og udenlandske magasiner, de har.

Politikkens Boghal 1

Masser af plads

Politikkens Boghal 3

Men et øv-hjørne til børnene! Altså. Jeg mener – det er fremtidens læsere, vi uddanner i denne lille uinspirerende og underprioriterede krog, der stikker langt af fra resten!

Skiftedag i en delefamilie

Vi har skiftedag i dag. Liv og mig synes, det er lige forfærdeligt, men jeg er voksen og spiller frisk, og hun er barn og siger sandheden: jeg vil ikke! Hun elsker og savner sin far, men hun hader hele konceptet omkring det at rykke teltpælene op. Det er også et fucking koncept.
Men ellers er der også gode ting ved det hele. Jeg øver mig på at være mor med det hele – og i ånden, når de ikke er hos mig. Jeg ER jo stadig mor, selv om de ikke er hos mig fysisk; jeg træffer valg som mor, jeg køber en kjole i pigestørrelse, fordi den er gul, og det elsker Anine, jeg køber glimmer og lyserød maling, fordi det er Livs ‘ynglings’, jeg løber en tur og skærer ned på sukkeret for at have flere kræfter som enlig mor, og jeg reflekterer og er stolt over, hvor nærværende jeg er som mor, når jeg har dem. Jeg er med andre ord stadig tæt på mine døtre i ånd og sjæl, når jeg ikke er fysisk sammen med dem. Og det gør rigtig godt at vide. Når man nu allerhelst ville klø dem bag ørene hver dag.

Ps. En anden irriterende ting ved skiftedag er, at jeg ikke får med, hvordan Harry Potter nu klarer skærene. For bogen har også skiftedag.

20130603-124036.jpg

Gammelpot i kanon

Sommer, sol og frokost i de grønne. Og arbejdsdag herhjemme i bofællesskabet. Hvis ikke, ville jeg helt sikkert slå et smut forbi Copenhagen Comics, Danmarks største tegneseriefestival. De har et godt og alsidigt program for både tegneserienørder og så os, der var hooked på Gammelpot og Lucky Luke.

Godt, jeg stadig har i morgen.

Og nu vi er tilbage i folkeskolen, så vil jeg da lige gå helt over gevind med en af mine bedste sommersange fra dengang – bedst skrålet i kanon:

Solen højt på himlen,
mens bier summer rundt,
samler noget sundt.
Se på blomstervrimlen,
ja, det er sommer i Danmark.
Natten er lun,
månen blæser basun,
mens en ælling får dun.
Det er sommer i Danmark.

Børnene på gaden
de springer rundt, fordi
sol gi’r energi.
Sang i hele staden,
Natten er lun,
månen blæser basun,
mens en ælling får dun.
Det er sommer i Danmark.

Køerne på engen
de gumler på lidt græs,
mens en stor flok gæs
hviler sig på sengen,
Natten er lun,
månen blæser basun,
mens en ælling får dun.
Det er sommer i Danmark

(Niels Bystrup: Sommer i Danmark)

Ha’ en dejlig sommerdag derude!

I er de bedste! Os kan ingen tæske! Wey, wey, wey!

Arhmen, altså! Endnu engang blev jeg bekræftet i, at I er sådan nogle søde læsere! Tak skal I have for alle jeres vildt søde kommentarer!

For i går havde jeg virkelig brug for at vende med jer, om bloggen stadig er læseværdig som den er, eller om der skal ændringer til. Jeg kan se på læsertallet, at I holder ved, og at nye kommer til, skønt og velkommen til jer, men det ændrer ikke ved, at det en gang imellem er vigtigt for mig at tage temperaturen på bloggen og jer og mig, så at sige. Jeg synes, at når man blogger, må man aldrig blive så høj i hatten, at man ikke stikker en føler ud til jer læsere, der netop gør det så sjovt at blogge, for at høre, om I mangler noget? Ønsker jer noget? Roser noget? (Ris vil jeg sørme ikke have noget af!)

Jeg tænker, jamen er der virkelig så mange derude, der elsker litteraturen så meget, at de gider bruge deres tid på at læse om den og mig hver dag? Og ja, det er der; I elsker litteraturen, kan jeg konkludere på jeres svar i går, både her og på facebook. Og I kan godt lide variationen i indholdet, som Maria skrev på facebook: “Som læser, er det faktisk denne skønne blanding, der holder mig ved ilden. Tanken om, hvad der mon venter mig idag.”

Og I kan også lide den personlige ramme, jeg har banket op omkring mit indhold. Et indhold, der tit er litterært, nogle gange kulturelt bredere og andre gange om min mormor, min skilsmisse, mine besværligheder og mine skønheder (!). Men som oftest, som sagt, et det et personligt indhold bundet med en litterær sløjfe. Eller omvendt.

Og fordi I var så søde og opbakkende, skal I da lige et smut med mig på tur i Vangsgaard Antikariat - Københavns største og bedste sted for brugte bøger og andet godt i den dur. Jeg var der i går – på jagt efter Dickens’ David Copperfield.

IMG_20130525_204048

Øh, mig i Vangsgaards Antikvariat

IMG_20130525_204417

Et lillebitte udsnit af underetagen, hvor skønlitteraturen bor

IMG_20130525_204301

Sådan skal en antikvars skrivebord se ud!

IMG_20130525_204341

Og ham her bor her naturligvis også.

IMG_20130525_130953

Fnis, ej, lad lige være, H.C. Andersen…!

IMG_20130525_204222

Fine gamle børnebøger, hvis man er til sådan noget.

IMG_20130525_204458

Åh, den her elskede jeg som ung: Jonathan Livingston Havmåge. Sååå fin!

IMG_20130525_203904

Og jeg fik, hvad jeg kom efter – endda i meget god stand. Uh, glæder mig til at læse den. Det må være min sommerferielæsning!

Husk i øvrigt, at du også kan følge mig på instagram: amritmaria.

Virkelig god søndag!

Den sønderjyske visesanger siger godnat. GODNAT, blev der sagt. Nå ikke.

Klokken 20:00, med lys stemme og stadig fuld af håb: “Så, kom piger og få en aftensnack, inden I om lidt skal i seng.”

Klokken 20:23, efter aftørring af små ansigter, tænderbørstning af tænder, der mangler og af nogle, der er små som ukogte ris, og efter tjek af aftisning (er det overhovedet et ord??): “Så er det ind og putte, så læser jeg godnathistorie for jer.”

Klokken 20:45, tænker på kaffe og har uden kamp givet op over for Livs insisteren på at få læst hele tre bøger: “Så har vi læst for dig, nu kan du sidde hos mig, mens jeg læser for Anine.”

Klokken 21:05, stopper efter 20 minutters læsning af Harry Potter, efter Anine har konstateret, at der er mange ord (?!): “Ja, der er mange … ord. Så. Læg jer ned, så synger jeg en godnatsang.”

Klokken 21:23 marcherer den sønderjyske jukeboks ud af børneværelset for at få det sidste med af De unge mødre, mens hendes egne børn står op og begynder at lege.

Klokken 21:55, den gamle mor har fået nok af de unge af slagsen, som fremstår skrappe og bestemte, og lægger endnu en gang sine børn i seng. Denne gang i sin seng.

Klokken 22.36, mit hår er fedtet, og mine underbukser er kravlet op, hvor solen ikke skinner, men jeg har så travlt med at udnytte min voksentid, at jeg ikke lige har tid til at tage hverken et bad eller hive skovtrusserne ud igen fra mørket – too bad mortherfuckers.

zzzZZZZZzzzz…

20130423_225510

Pigerne sover endelig…

… og det travle husorkester kan tage sig en fyraftensbajer.

cover

En af Livs personlige favoritter.

cover

Den med de mange ord.