Gud er i large humør

I lørdags var vi på besøg hos rare venner. Sådan nogle, der læser rigtig meget. Og med stor fare for (i allerbedste fald) at lyde nørdet, fik vi kæmpe grineflip, da vi læste op for hinanden af Jens Blendstrups gamle traver Gud taler ud. Hold kæft, den er sjov, sagde vi til hinanden. Sjov, sjov, sjov, sagde vi og knækkede sammen af grin. Hvis du har den til gode, så læs den,når du vil grine på den tæerkrummende måde. Eller giv den væk som gave. Evt til en far, der har brug for at få sat tingene lidt i perspektiv.

For Gud er Blendstrups far, og faktisk psykolog (!), der på bedste patriarkalske vis og efter totalt uforudsigeligt humør styrer sønnerne og moren, den svenske Gerd Lillian. Bogen består af små korte tekststykker, som gør den ret så velegnet til lige at gribe. Og hver eneste sætning er god! Og hvert eneste tekststykke et afrundet tragikomisk eksempel på Guds skaberkraft, eller for det meste, mangel på samme.GudTak Ulrich, fordi du mindede mig om den :-)

 

Og sådan blev det

“Den morgen, de skulle af sted, ledte Risten i alle rum. Hun manglede sin bedste blyant. Rihtta sagde, hun ville lede efter den, og at Risten skulle bruge energien på at få pakket sin kuffert i stedet. Risten fandt aldrig ud af, om hendes mor fandt den. Og hun levede i mange år med en følelse af, at ingen blyant var så god som den. Mange år senere, da hun første gang var på vej nordpå igen, tænkte hun på, om hendes mor mon havde fundet den.”

Denne passage er fra Marens nye roman, Og sådan blev det, der udkommer i dag. Og den har jeg valgt ud, fordi den siger rigtig meget om romanens forskellige problemstillinger.

Den er for det første fyldt med nogle af de løgne og fortielser, der præger de voksne i Ristens liv – og dermed også Ristens ringe muligheder for at blive klar over sin egentlige historie og tilhørsforhold – Nordnorge, Norge eller Danmark? Risten bliver som barn taget med fra Nordnorge til Danmark af sin far, uden hun ved hvorfor. Og i en ukendt kultur langt fra den samiske. Her skal de bo sammen med Grethe, farens nye kæreste. Men Risten får ikke at vide, at hun skal blive i Danmark, for det fortier de voksne. Og der skal gå tyve år, før hun ser sin mor igen.

Passagen øverst viser også en Risten, der leder. Og det gør hun gennem store dele af romanen. Måske fordi ingen fortæller hende noget. Leder efter sin rødder, efter et sted at høre til, efter sin mor, spejder bange efter ‘de underjordiske’ – ramt som hun er af en barneovertro, overleveret til hende fra sin gamle samiske bedstemor. Leder efter det sølv, der skal beskytte hende mod de underjordiske væsner. Leder efter det nye danske sprog, og senere igen det gamle norske. Finder vietnameseren Niels og bliver venner med ham, mister ham igen, finder ham igen. Leder efter mad, bind, blyanten. Risten er ganske enkelt konstant spejdende.

Tekstuddraget viser også barnets kommende savn efter moren (“hun levede i mange år med en følelse af, at ingen blyant var så god som den”), og barnets forvirring omkring, hvor moren er, hvorfor hun er væk, hvordan hun er – med blyanten som symbol på det gode, og det der kan skrive myten om moren, det sagnsomspundne, det, der blev tabt (Mange år senere…tænkte hun på, om hendes mor mon havde fundet den.) 

Blyanten er på mange måder Ristens måde at klare sin verden på; hun tegner sig vej gennem. Lader sine tegninger formidle kontakt til verden. Tegner fx én bestemt slags tegninger til Grethe, der altid er mere idylliske end virkeligheden, så Grethe bliver glad.

Jeg blev glad på litteratmåden, da jeg læste Marens roman, for det er en fængslende historie. Med et fængslende indblik i den moderne samekultur. Meget sikkert fortalt, og på en måde så også jeg som læser leder med Risten. Men også efter Risten, for jeg kommer aldrig helt tæt nok på hende til at greje hende, og det kan jeg godt lide. Historien er barsk og grum som den nordnorske natur, hjerteskærende og grænseoverskridende – og pisseunderholdende.

Kæmpe kaffelatte-hjerte fra mig! Læs den!

Og sådan blev det

Noget grønlandsk, noget New Yorksk og noget rød læbestift

nma1I går lærte jeg at sige Naja på grøndlansk, med lyst a og tryk på ja, så smukt! (Overvejer nu at ændre tryk og bogstavlyde i eget navn.) Overvejer også at gå mere med rød læbestift, for det er så fint og feminint og statementagtigt. (Men jeg griner for højt og har for bulne øjne til at kunne hive den hjem.) Overvejer som altid at bo i New York – den er gammel.

For i går var jeg på Valby bib og høre Naja Marie Aidt fortælle om sit skriverliv, sine overvejelser bag romanen Sten, saks, papir,  og om hvorfor lyrikken kan udtrykke følelser, som ingen andre genre  kan på samme måde. Om at hun har skrevet i alle genrer nu. Om det var svært at skrive som en mand (det var det ikke, sagde hun. Jeg vidste de ikke tænker særlig meget!) Om hvordan det er at få Nordisk Råds Litteraturpris. Om den grumme novellesamling Bavian. Og om hvorfor hendes værker altid indplanter uro i sine læsere. Om den danske racisme, der fik hende til at rykke til multikulturelle New York. (Hvor cool er det?! Jeg ville bare sidde og fede den på kaffebarer og blære mig med at bo derovre).

Det var så inspirerende og smukt. Jeg var forelsket i hende. Og hun sagde, mit navn var smukt (nå ja! Ej, ændrer det ikke alligevel.)

Undskyld Maren, men nu vil jeg være Naja Marie Aidt.

Læs alt af hende – det er fremragende!  nma nma2

Marens eftermiddag

Få står under så megen dalende, glitrende stjernestøv lige nu som Maren. Først vinder hun Politikens stribekonkurrence, og på mandag udkommer så hendes første roman: Og sådan blev det. Jeg er i fuld gang med den, men må desværre ikke skrive om den endnu, for sådan er reglerne – først på udgivelsesdagen.

Men jeg kan skrive om den monsterhyggelige reception, Maren holdt for familie og venner i går. Jeg havde skruet mig ned i min bedste posede kjole og glattet håret med glattejern – og jeg må sige, jeg havde en virkelig god hårdag. Caféen var for vildt hyggelig, tog mig selv i langt senere nynnende at gå rundt og nusse med en sær trang til at vande blomster og banke puder.

Nå, men da jeg ankom sammen med yndlings-Lea, kastede jeg mig ind på stedet, åbnede straks for snakketøjet og snakkede så virkelig meget. Super spændende mennesker fra branchen – masser af spændende bogsnak. Og en enkelt afstikker, da jeg overfaldt en dygtig, men fuldstændig sagesløs forfatter med skilsmissespørgsmål på den insisterende måde og i du-stilling.

Ok, der var også fri bar og chokolade. Og Maren holdt en skøn tale, og jeg grinede, smilede og gnuflede mere chokolade, mens jeg tænkte, at jeg også vil skrive en bog. Blev grebet af samme følelse, som jeg fik som barn, da jeg oplevede en guide på en chartertur med busmikrofon og stor sort taske med kuglepenne klemt fast på kanten af en lomme og clipboard til vigtige afkrydsninger – JEG VILLE VÆRE GUIDE. I går VILLE JEG VÆRE MAREN.

Men jeg er ikke Maren, jeg er Amrit, og derfor gik jeg aldrig hjem, men overskred i stedet min besøgstid med timer, og da jeg endelig cyklede hjem, var det på den stakåndede, grine-for-mig-selv måde, hvor endnu en god vits trænger sig vej op gennem halsen og ikke vil acceptere, at aftenen er slut.

Tillykke med din bog, Maren – gid den var min.

Maren Maren3 Maren2

En morgencyklists (mig) bekendelser

Hvad sker der for, at jeg, når jeg morgenfro og venlig triller roligt ud på cykelstien, straks bliver omringet af rasende hob af vrede cyklister. Uden at have noget at skulle have sagt løfter de mig op, mens de kaster ord efter mig som ‘tåbe’. Herefter smider de mig frem og tilbage mellem hinanden, mens jeg på én og samme gang prøver at rette på min cykelhjelm, redde mine solbriller og udtænke kvikt tilbagesvar på fornærmelserne. Men cykelturen er ude af mine hænder, og i hæsblæsende tempo ræser vi gennem Frederiksberg, mit hjerte hamrer, jeg slingrer, kan ikke tage farten af pga hundredetusinde vrede cyklister bag mig, kan ikke overhale pga tour de france-feltet, der ligger til venstre for mig og kan ikke cykle hurtigere pga plejehjemsbeboerne med hatte på cykelhjelme foran mig.

O’ ve, o’ skræk, for den arme, intetanende cyklist, der netop krydsede tværs gennem feltet. Der opstod lynch-agtige tilstande i feltet, der nu var rødglødende af raseri over den ufattelige dumhed, de så respektløst bliver mødt med.

På et eller andet tidspunkt bliver jeg smidt af. Kastet væk, brugt og beskidt. Jeg slæber de sørgelige rester af cykel, tøj og mig selv ind ad porten, kravler op af trappen og kaster mig ned på den nærmeste stol og praktiserer de dybe åndedræt, som en blid, men stærk jordemoder lærte mig under min første fødsel.

Nu har jeg det!

“Tåbe!”

“Det kan du selv være!”

 

Dagens læsning. Måske.

Petit Petit forside cover

“Petit er professionel cykelrytter og klar til at blive verdens bedste. Hun har været klarrigtig længe. Hun skal bare overbevise Sportsdirektøren. Og vippe holdetslegendariske stjerne af pinden, værelseskammeraten Miss Starr, der ifølge Petit er enpisseluskerøv, som kommer alt alt for let til alting.

Petit Petit er en skæv historie om ambitioner, venskab og længslen efter at høre til.”

En single (mig) after dark. Et sjældent indblik.

Jeg hørte i går i nyhederne, at flere og flere unge og voksne vælger singletilværelsen fremfor parlivet. Og når man ser på det spændende og stimulerende liv, vi singler fører, er det da heller ikke svært at forstå.

For at forberede dig på, hvad der venter og gøre dig bedre i stand til at træffe dit valg, vil jeg her give dig fem råd med på vejen, når det kommer til en singles liv efter mørkets frembrud. For især her har vi singler mulighed for at udfolde os og føre rige og skægge liv.

 

1) Altså. Som single har du rig mulighed for at fordybe dig i stimulerende og hippe interesser og på den måde få et massivt forspring street credit-wise.

Læs for eksempel smarte, anmelderroste tegneserier:

IMG_20130703_230118

Eller hav en bogvogn stående med skønne titler, der signalerer frihed, kvalitet og overskud:

IMG_20130703_225305

Men pas for guds skyld på fælden med altid at forfalde til chick litt, fordi du har så meget tid, at du jo bare kan læse det andet en anden dag. Pas især på alt af Marian Keyes – og lad være at lade det ligge og flyde i sofaen. Lad også være med selv at ligge og flyde i sofaen.

IMG_20130703_230319

2) Som single har du tid til at dyrke dig selv og din krop. For eksempel kan du lave et feltstudie i, fra hvilke vinkler dine ben ser tyndest ud. Det vil helt sikkert komme dig til gavn:

IMG_20130703_225750

IMG_20130703_225814

IMG_20130703_225712

3) Dyret er menneskets bedste ven og siger om dig, at du godt kan være i et forhold, fordi du kan passe et dyr og få det til at overleve udvikle sig. Jeg har for eksempel en guldhamster, som jeg har megen glæde af. Og han er altid med på fis og ballade. Hvilket er vigtigt for en single.

IMG_20130703_223325

Husk her de rette accessories, der signalerer ‘jeg tager det sgu ikke så tungt’ eller ‘alene? Ikke mig’

IMG_20130703_224909

4) Orienter dig bredt, når det gælder nye måder at kommunikere på. Så er du både hip og tilgængelig. Pas på med at virke som om du bare tilmelder dig og ikke helt ved, hvad du laver. Det giver ikke street cred.

dbe4f790e40211e287c422000ae911c7_7

5) Gå i seng, når nok er nok – og glem aldrig dit perspektiv på verden. Singler har det med at være selvcentrerede.

IMG_20130703_231802

IMG_20130703_232215

Hvornår går det væk?

Ikke for noget, men hvornår er det, at det her med at undvære mine børn bliver lettere? Og hvorfor er der præcis lige så meget ingenting at komme efter i kølvandet på et brud, som Ida Jessen beskriver?
Jeg har gode, gode venner, interessant netværk, rar familie og sundhed, og stadig er der dage, hvor jeg vågner op og igen-igen skal genfinde meningen med det hele. Faktisk er det langt de fleste morgener. Derfor hader jeg at gå i seng om aftenen.
Jeg kan hygge mig og sidde i godt selskab og være ok veltilpas, og når jeg så bliver alene igen, bliver jeg trykket. Og utilpas. Og utryg. Og ja, sådan er det bare at være mig lige nu, siger jeg til mig selv, og arbejder med at acceptere det.
Men alt det her postskilsmissefis med, at jeg nu rigtig kan forfølge mine egne lyster og drømme i den uge, jeg ikke har pigerne, er så langt væk fra sandheden som overhovedet. Lige nu ihvertfald. For jeg sidder ikke på Roskilde med bandana og bajer, men ligger i min seng og stirrer op i loftet og drømmer kun om igen at blive presset på logistik og praktik, kæmme for lus, smøre madpakker og feje sand op. Jeg kan ikke lige nu se mulighederne for mig, og det er vel også ok. Når jeg væbner mig med tålmodighed.
Måske er det også derfor, at chefredaktør på Q, Lizl Rand, rammer mig med sin klumme om, at ‘kriser ikke kan smiles væk’. Jeg fandt den ovre hos T i går, og hvis du heller ikke helt kan finde dig selv i alt det her lykkepis med, at kriser sætter fri, og brud og sorg åbner for muligheder, så læs den her.
Ps. Til familie og venner: Jeg er ok. Passer mit, er ude, spiser og sover. Synes bare, det trækker tænder ud. (Åh, nu savner jeg min datters rokketænder!) For pokker da.