Måske og muligvis går det bedre her

Får altid så ondt af de stakkels metroexpresavishåndlangere. Fandens til job. Får ustyrlig trang til at råbe ‘UNDSKYLD’, mens jeg desperat styrer udenom deres bedende øjne og avisbeklædte, tryksværtede hænder.

Nå, det var en udenomstanke.

Her går det ellers meget bedre. Kan mærke den der milepæl ‘nu-er-der-snart-gået-et-år-fra-vi-gik-fra-hinanden nærme sig, og sørme om ikke det er rigtigt; det bliver lidt nemmere med tiden. Jeg nyder måske også en lille smule min tid for mig selv, når jeg ikke har pigerne. Min lejlighed er muligvis ved at blive et trygt sted. Og jeg sover ikke længere med alt tøjet på i sofaen i en sky af chokopops, men renser nu igen min gustne hud og lunter ind i seng.

Men hey, sig det ikke til nogen. Nemesis og jinxsy og alt det der.

 

PS: Ssscchhh… sig for guds skyld heller ikke til nogen, at jeg har læst temmelig meget i den her (må opretholde selvhjælsbogshadende image – og da slet ikke finde trøst og omsorg i det):

cover

Lidt mere fra en delemor

Jeg har lidt ondt i nakken, og min højre skulder værker. Måske har jeg hovedpine – ihvertfald har jeg ondt i maven. Mit indre system er i udu, og jeg går skævt som et klokkeværk ude af sync. For mine piger er atter væk, og det samme er en hver selvfølgelig rutine og struktur.

Jeg vasker op og fjerner spor efter den sidste aftens hyggestund, og begynder allerede at forberede mig til næste gang, de er her. Vasker deres sengetøj, (hov, jeg skal også huske at købe pensler i Tigeren), vander hver deres blomst, stabler puslespil og tænker på, hvordan vi kan have det endnu hyggeligere næste gang, de er der. Og hvordan jeg kan undgå at blive for overvældet – af indtryk, kærlighed, besværligheder og en enemors travlhed.

Så tænker jeg på, at jeg skal skrive dagbog, så jeg kan se det sort på hvidt, at jeg har gode aftaler med de fine mennesker, der også er i mit liv, og har betydningsfulde og meningsgivende gøremål, også når jeg bare er mig.

Og så skal jeg have lidt tålmodighed, siger nogle af de gode mennesker, jeg har i mit liv. Det kan tage to, ja helt op til tre år at genfinde rytmen efter en skilsmisse.

Rigtig god dag til jer derude. Og hvis I har børn, så kram dem en ekstra gang.

Dagens læsning:

IMG_20130618_092404

download (1)

Loving me some mussetrusse!

Note to self: Indled snarest litterært samarbejde med Mussetrussen. (Alene navnet giver øjeblikkelig respææækt!). For Mussetrussen har begået virkelig spot on anmeldelse af Anne Bechs Bikini Bootcamp.
 
 
Læs bare her:
 
 
 

Anne Bech – Bikini Bootcamp – Kickstart din strandform på 28 dage

Danmarks fitnessdronning, træningsekspert og kostvejleder no.1, Anne Bech, er på banen med en ny bog her op til sommer, hvor de fleste gerne vil smide nogle kg, så de kan se spændstige ud i badetøj. Anne, som jo også er forretningskvinde, har derfor valgt at sætte fokus på netop vægttab til bikinisæsonen i hendes nye fremragende bog. Et revolutionerende og dristigt forsøg på fornyelse fra en af træningsverdenens største kapaciteter. Tema, indhold og strategisk udgivelsesdato minder til forveksling om de opsamlings cd’er der plejer at komme lige op til jul, med f.eks. Wham – Greatest Hits eller Hansi Hinterseer – My Danish Collection. Absolut nødvendige udgivelser, og kvalitet fra ende til anden.

Anne starter ud med at indkredse sin målgruppe, dvs. alle de kvinder der synes de har 5 kg for meget på sidebenene, spiser lidt for usundt, kæmper med stædige kg efter en graviditet eller er på en evig slankekur der ikke virker. Det svarer vel ca. til 108 % af alle danske kvinder. Derefter liner hun alt det op man kan få ud af at følge hendes bikini bootcamp. Det er alle de ting som kvinder godt kunne tænke sig. Jeg behøver vel ikke engang remse dem op, men de er: flad mave, stramme baller, pæne arme og mindre appelsinhud. Sådan. Alle kvinder er målgruppen, og alt det kvinder gerne vil have, er opnåeligt med denne slagplan. Well played Anne.

Som tilfældet også var med Annes gamle bog – Guide til Gudindekrop http://mussetrussen.wordpress.com/2012/10/13/anne-bech-guide-til-gudinde-krop/

så er der et par kendte mennesker, som udtaler sig om Annes fortrinligheder. F.eks. den kronisk overvægtige Christiane Schaumburg Müller som har tabt noget ”stress-fedt” på maven og den lige så chubby Karen Rosenberg som nævner Annes ”høje træningsintensitetsformel” som en afgørende faktor ved bikini bootcamp’en.

Denne ”formel” omtales ikke yderligere i bogen, så I må lige ringe til Karen og høre hvad hun mener.

Når du skal være smækker i bikini, er det vigtigt du ikke spiser slik. Bliver du alligevel fristet til at spise søde sager, så har Anne et par gode råd til, hvad du kan gøre i stedet: Drik urtete, børst tænder eller gå i bad. Alt sammen fortrinlige og ikke absurde råd. Personligt plejer jeg bare at bygge en carport eller masturbere, men altså, hver sin smag.

Anne har 7 FIT-rules, hvis du gerne vil tabe dig. Tæller man dem er der godt nok 8, men hvorfor skulle man også tælle dem. Den bedste af reglerne er: Ingen tropiske frugter! Der er ingen forklaring på denne Kafka’ske regel, men mit gæt er, at tropiske frugter som regel er blevet plukket af beskidte folk fra ulandene med coli-bakterier under neglene, og du risikerer bare en maveinfektion. Får du det har du ikke energi til at være på bootcamp og dine deller forbliver deller. Det er godt tænkt Anne.

Lige efter træning kan man spise mange ting. Anne anbefaler f.eks. et olie-shot. Hvad det helt præcis er ved jeg ikke, men et shotglas med fritureolie er mit bedste bud. Kedeligt skal det ikke være på sådan en bootcamp.

Du skal også drikke masser af vand. Det er godt til de ”slankende funktioner i kroppen”, til appelsinhud og til ”udrensning”, som Anne snakker meget om. Og det er godt hun gør det, for det er meget populært i disse år med udrensning, og alt hvad der er populært skal man helst snakke meget om, hvis man vil sælge mange bøger.

Anne finder også på små sjove navne til den type du er. Har du f.eks. mest appetit om aftenen er du en ”Lady Late Night”, mens du er en ”Non-food’er”, hvis du spiser mest til frokost. Jeg kan allerede høre snakken gå på caféerne: ”Er du også en Lady Late Night?” ”Nej jeg er mere en Early Bird” hi hi. Desværre har hun ikke et navn til dem af os der altid er meget sultne til alle måltider og mellem alle måltider fordi vi får en glubende appetit af at løfte tunge vægte. Måske kunne vi hedde ”Idioter”.

Anne præsenterer også groundbreaking forskning. F.eks. skal du til morgenmad spise mad der ”beroliger dit nervesystem” så du ikke bliver stresset. Beroligende mad. Jeg øjner en helt ny trend, 87 bøger, og et par nye guruer og Go’ Morgen Danmark eksperter. ”Spis dig ud af din stress.” ”Sådan afstresser du med nervekuren”. Bare Ninka Bernadette og Umahro Cadogan får vel skrevet 9 bøger til sammen om emnet.

Hvad må man ellers spise på sådan en bootcamp? Jo Anne har en hel række fødevarer, hvoraf nogle er obligatoriske, så som agurk, friske brombær, paranødder og lakridste, mens andre er valgfri, som f.eks. kylling, citrongræs, gurkemeje og Cool mint/Herbal mint te. Meget specifikke valgfri ting. I mit eget bud på en kur: ”Anorakkrop på 688 dage” er det f.eks. også valgfrit om man vil spise økologisk gedeost fra et lille landsby i det sydlige Polen, så jeg forstår godt hendes tankegang. Hvorfor du skal  spise bestemte ting, må du gætte dig til. Agurk beroliger nok nervesystemet eller noget. Desuden er der meget specifikke ting du må og ikke må spise på forskellige tidspunkter i bootcampen, eller kuren som det, let’s face it, er. Nogle dage må du gerne spise oksekød, mens du ikke må spise oksekød andre dage. Smoothies skal du drikke på dag 2, 4 og 6 i uge 3 af kuren, mens du i uge 4 skal drikke smoothies på dag 1,3, 5, 6 og 7. Ellers ingen smoothies. You can’t beat science.

Man skal selvfølgelig også træne på sådan en bootcamp. Løb f.eks. er rigtigt godt. Når du har løbet skal du altid strække ud bagefter. Du skal lave ”vælt-væggen”-strækket, hvor du læner dig op af en væg eller et træ og sætter benet bagud med hælen i jorden. Læg vægt bag dine hænder og skub – ”vælt” – væggen eller træet. Denne øvelse mindsker risikoen for ømhed og overbelastningsskader. Jo ho. Har I måske ikke læst Helse fra maj 1989, samt Folkeskoleidrætslærernes fagblad ”I dag skal I bare spille fodbold – Torben du er førstevælger – jeg sætter mig lige over og retter matematikopgaver” fra okt 1988? Der fremgår dette velunderbyggede fakta tydeligt.

Derefter følger en allerhelvedes masse sider med billeder af Anne der laver en række relevante øvelser, som giver bogen en tykkelse der berettiger til titlen ”bog” og hæver den over det den ellers ville være, en pamflet. Øvelserne er en god kombination af folkeskoleøvelser som sprællemand og spark dig selv i numsen, og så crossfit’ish øvelser som burpees og mountain climbers. Nok til at tage pusten fra enhver.

Jeg ledte forgæves efter afsnittet om styrketræning, men det findes ikke. Eller jo det findes, men Anne er ikke fan af tunge vægte. Kropsvægt er nok. Altid kun kropsvægt. Vi skulle jo nødigt have store kuglemuskler. Styrketræning skal laves i bikini på stranden med kropsvægt ser det ud til på billederne. Jeg har derfor selv lige meldt mig ind i ”Vesterhavet”. Hver dag pendler jeg 45 min ud til stranden og laver Charlotte Bircow-agtige stue-øvelser i sandet for that extra hardcore bootcampishness.

Jeg vil slutte af med bogens bedste og mest brugbare råd, der går ud på at du skal kende din krops signaler. F.eks. ”Jeg er træt”, hvortil Annes råd lyder: Sørg for at få hvilet dig.

Tak Anne. Af hjertet tak.

Jeg har selvfølgelig selv afprøvet kuren, undskyld ”BOOTCAMPEN”, og som I kan se har den virket.

Nu har jeg ikke bare en krop i en bikini, men en bikinikrop.

Ting, jeg slet ikke forstår og lidt om god karma

  • Hvorfor ham studieværten på TV2 News er helt vildt gråhåret? Han er da ung. Eller hva? Og med en manke, der virker utrolig viril. 
  • Hvorfor folk er så super duper glade for at grille?
  • Hvorfor I vælter rundt oven i hinanden herinde, når jeg poster gammel historie om mormor, men ikke når jeg viser skønne billeder fra egen inspirerende gøren og færden?
  • Hvorfor folk på overfyldte caféer ikke fatter, at de gnubber deres røv op ad min arm, side og ryg, når de maser forbi. Jamen, kan de da ikke mærke det? Lad så være!
  • Hvorfor folk griner af reklamer i biografen, når jeg ved de har set dem i TV derhjemme? Stop!
  • Hvorfor jeg ikke har fået en p-bøde i lang tid? Savner at lave mit arrogante og overlegne trick med, at vinduesviskerne flot fejer den væk. Og så indkassere et benovet fnis fra Anine. (7 år).
  • Hvorfor det er nemmere for mig at ringe til håndværkere og det offentlige, når jeg er sammen med andre? Og ja, jeg har et ærinde.
  • Hvorfor der aldrig er nogen, der laver telefonfis længere? Kan ikke huske, jeg lavede andet, da jeg var barn.
  • Hvorfor moser og svaner er farlige? Har lige opdaget begge dele rundt om hjørnet.
  • Hvorfor jeg lader som om jeg hader selvhjælpsbøger? Den her er fx ret god. Og trøstende. Og opmuntrende. Minder mig om, når min far og jeg var med min bror til lilleputkampe, og træneren råbte ‘Kom igen!” på en hård, opbakkende måde.

    ‘Personlig karma’ af Christian Stadil og Sofia Manning. (Best of friends!)

Er der nogen, der gider splejse?

Så ham her tale ‘billig’ ferie i går morges og fik akut åndenød på den asmatiske måde:

http://go.tv2.dk/morgentv/id-67534986.html

Vil det sige, at jeg allerede nu skal vride hænder, og lommeuld, over, hvor jeg dog skal tage mine børn med hen på ferie? Allerede nu skal føle (lomme)smerten over endnu engang falsk smilende at lokke med seværdigheder i København og omegn (ej, ikke alligevel – for flot), kun toppet af to og en halv dags fornøjelser i det sønderjyske?

Fååårgg…

Det her enlig mor-noget kan pisse ved en sten, når det kommer til ferier! Godt nok havde ivrig feriemand i tv den pointe, at Grækenland er til at få for billige penge (og så vist nok noget med at støtte dem… pøh! Støt mig!), men stadig for dyrt for mig.

Tænder i øvrigt vildt på tanken om fællesferie. Sådan en med andre enlige med børn (‘enlige’ – føj, et grimt ord. Lige så grimt som syvoghalvtreds), eller hvad med noget familiehøjskole! Dog også lidt dyrt.

Men så et sommerhus da? Bare med en lillebittebitte pool?

Jeg prøver igen: Er der nogen, der gider splejse? Eller bare en rykke en balde?

cover

Er banker sure?

Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det, men jeg er bange for min bank! Ja, for alt med banker – min netbank, den fysiske bank, mit visakort, mine lønsedler, mine regninger, ja kort sagt: økonomi. Jeg forstår mig ikke på det, og jeg vil ikke sætte mig ind i det. Det er barnligt, umodent, jeg ved det godt, men for mig er det, som det er for andre at flyve, angstfremkaldende panik.
Efter skilsmissen er der for crying out loud ikke andre til at deale med banken end fucking mig selv, og det stresser mig og gør mig svag i knæene. Og det er sgu ikke, fordi jeg er overdrevent ødsel eller uansvarlig, det er fordi…. jeg er bange for at få skældt ud! Simpelthen. Min økonomi er hverken overdrevent god eller dårlig, men det er fucking dyrt at blive skilt, så er det sagt.
Skriver en gang imellem til min bank, når det går for galt, og i min febrilske iver for ikke at virke dum har jeg nu foreslået at mødes med dem. Dem fra banken that is. Og jeg forestiller mig allerede nu, at jeg skal stå til ansvar over for bestyrelsens såvel som menig bankansats fordømmende og hårde smil og stil. Det er på torsdag. Klokken ti. Send mig venligst gode tanker eller penge asap.
Tak.

20130409-093724.jpg

Kager, Kunst og Kærlighed kvæler al Besværlighed

Total yndlingsdags i går. Ikke så meget arbejde, La Glace med søsteren min, og total shop amok rus på strøget. Var dog mest i den store TIGER på Kultorvet grundet angst for at blive sat på gaden, smidt ud af skoler og børnehaver og får playmobilen kørt væk af det offentlige, hvis jeg bruger for mange penge. Nå, men den TIGER er altså også fantastisk! Gik derfra på Pretty Woman-måden. Sidder nu i lejligheden med en del lav-selv-glimmer-billeder (til pigerne, så de synes, det er rigtig sjovt at være hos mig!!), lyskæder, turkis plastic-blonde-spande (!), modellervoks og tekopper. Blandt andet.

Nå, men hvis vi skulle blive sat ud, er det ihvertfald en skøn og hyggelig bunke, vi står med på gaden. Og vi kan lave et pænt glimmer-billed og give det til fogeden.

Ps. Efterlev parolen på øverste billede og kombiner kager og kunst med denne her – 12 eventyr af H.. Andersen og 12 kager fra La Glace. Tacky, I know, men kunne ikke lige finde et passende bogmatch. Shopper mindre og litterærer mere til i morgen. På spejderære.

.

Øverste billede lånt her.