Noget grønlandsk, noget New Yorksk og noget rød læbestift

nma1I går lærte jeg at sige Naja på grøndlansk, med lyst a og tryk på ja, så smukt! (Overvejer nu at ændre tryk og bogstavlyde i eget navn.) Overvejer også at gå mere med rød læbestift, for det er så fint og feminint og statementagtigt. (Men jeg griner for højt og har for bulne øjne til at kunne hive den hjem.) Overvejer som altid at bo i New York – den er gammel.

For i går var jeg på Valby bib og høre Naja Marie Aidt fortælle om sit skriverliv, sine overvejelser bag romanen Sten, saks, papir,  og om hvorfor lyrikken kan udtrykke følelser, som ingen andre genre  kan på samme måde. Om at hun har skrevet i alle genrer nu. Om det var svært at skrive som en mand (det var det ikke, sagde hun. Jeg vidste de ikke tænker særlig meget!) Om hvordan det er at få Nordisk Råds Litteraturpris. Om den grumme novellesamling Bavian. Og om hvorfor hendes værker altid indplanter uro i sine læsere. Om den danske racisme, der fik hende til at rykke til multikulturelle New York. (Hvor cool er det?! Jeg ville bare sidde og fede den på kaffebarer og blære mig med at bo derovre).

Det var så inspirerende og smukt. Jeg var forelsket i hende. Og hun sagde, mit navn var smukt (nå ja! Ej, ændrer det ikke alligevel.)

Undskyld Maren, men nu vil jeg være Naja Marie Aidt.

Læs alt af hende – det er fremragende!  nma nma2

Looooooving it! Især det med de største erkendelser. Og det med at gi op. Og det med at slukke lyset.

Det bedste er når mørket som et blækblåt pulver løsnes
i sommernattens transparente væske
så gløden i de store, stille huses lys
fortættes og mættes minut for minut

at de største erkendelser hver gang falder
med samme diskrete klarhed som lyden
af en dråbe der rammer stålvaskens bund
er det bedste

det bedste er at slukke alt lys
og lytte til radioteaterets stemmer
mens apparatets lille uldne
øje pulserer i mørket

ord som sukkerkold, snerle og Zephyr er bedst
og bedst er lugten af halvrådne efterårsblade

Nordre Frihavnsgades nederste stykke
hvor vinden hyler op fra havnen
og s-toget raser forbi i tredjesals-højde
er bedst

det bedste er at gi op omsider
og pludselig mærke det hele begynde:

Det er det bedste for mig.

 

(Søren Ulrik Thomsen Det værste og det bedste)

Mega abstinensramt!

Er så sur og tvær, fordi jeg ‘udrenser’ (siges med vred, vrængende stemme). Jeg er irritabel, snerrer og har en lunte så kort som en regnorm. Og hvor ironisk er det da, at lige præcis nu sender meget sød læser mig en sukkersød gave, fordi jeg uden held ønskede mig en til morsdag! BUUuuhhuuuu…IMG_20130522_081345

Fik dog midlertidigt afløb, da jeg i går på biblo læste et dameblad. Ha! Et oplagt mål for min spottende agressivitet. For jeg er jo sååååå moderigtig.IMG_20130522_082133Hahaha, en dum tekst! Vil vise den til tryllekunsterfar Palmagic, så kan vi grine sammen.

IMG_20130522_082724Var slut 90’erne ikke i går? Hvor ung er du da?! Og er det værste, du har set ud! Hvad med puddelpermanenten, bushy øjenbryn langt op i tyverne, generelt grimt tøj og uklædelige smækbukser?

IMG_20130522_083517Uh! They’re back??!

Nå, men jeg fortsætter min udrensning (husk det vrængende), og heldigvis regner det, og her får du lidt genbrug, fordi det bare er så pissegodt

Synne Rifbjerg: Hymne

Ps. Sidste chance for give away - trækker en vinder i morgen.

Måske noget fanden har skabt

Mens mange andre i går havde møgtravlt med at lægge morsdagsbilleder ud på facebook, fejrede vi dagen med en del surhed, forsmåethed, mest fra pigernes side, og udtværet legetøjssminke i det hvide langhårede tæppe, mest fra min side. Da jeg desværre har den holdning, at morsdag såvel som Valentines og farsdag er kapitalistiske og antisolidariske mærkedage, kan jeg på ingen måde forvente mig noget. Altså så længe pigerne er relativt små. Og selv om jeg henkastet og kort for hovedet på den ligegyldige måde gjorde Anine opmærksom på fænomenet aftenen inden, bed det sig på ingen måde fast. Ungen svarede i stedet noget i retning af ‘nå, men må jeg se harry potter 3 og få chokoladeis og lommepenge og aldrig gå i seng?’.

Pigernes far sagde i går på diplomatisk og irriterende rationel vis, at jeg jo måtte sige til, hvis jeg gerne ville have noget fejres. Men jeg var nonchalant på den falske måde og sagde flot, at hvis pigerne insisterede på at give mig noget fejre dagen, når de blev ældre, så ville jeg da ikke sætte mig imod. Uh, flot Amrit.

Men havde det dog alligevel lidt på samme måde, som når alle på facebook roser og takker ‘skattefar’ for at få penge tilbage i skat, mens jeg skal betale. For er det ikke bare en regnefejl fra deres egen side? Har de ikke snydt sig selv for penge hele året rundt? (Mens jeg har levet meget flot.) Det er da under alle omstændigheder ikke noget at takke nogen andre for. Ligesom det virker lidt underligt partout at sætte børn i verden og så lave en dag, hvor de skal takke én for at være venlig mod dem.

Men sådan er der jo så meget.

(Yderst uofficiel og meget hemmelig ønskeliste til morsdag:

  • Christian Dorphs spritnye digtsamling: En drøm om kærlighed
  • Anne Lise Marstrand-Jørgensen nyeste roman: Hvad man ikke ved
  • Katrine Marie Guldagers tredje del af den planlagte slægtskrønike i otte bind: Den ny tid
  • Slik og chokolade
  • Slik og chokolade
  • Slik og chokolade
  • Nutella)

covercovercover

Flere ting, jeg ikke forstår – og noget friskfyragtigt noget

  • Det er åbenbart smart og vigtigt for sundheden, stramme muskler og hængepatter at gå uden bh. Aha. AHA! Prøvede det. Så vildt nøgen ud. Forstår ikke, hvad man så skal gøre? Altså for at dække over brystvorter, der på uhørt tid formerer sig under t-shirt’en. På mørk og insisterende måde. Nogen har virkelig overset noget, eller nogle, i den forbindelse. Og det undrer mig næsten mere.
  • Fatter stadig ikke, hvordan en fax virker. Det er mig virkelig en gåde. Større end den om, hvorfor vi er her. Altså på jorden.
  • Fatter ikke, at min mormor ikke fatter, hvordan mobilen virker: “Duuu, jeg prøvede at ringe i går, men der var noget i vejen med din ledning.”
  • Hvorfor jeg altid læser bøger til ende? Og hvorfor jeg ikke kan have gang i flere på samme tid? Virkelig uudholdeligt monogamt og striks. Leder efter nogen at slå op med på den konto.
  • Hvorfor jeg er så eminent god til at være nogens ekskone. På den venlige, samarbejdende, bekræftende måde.
  • Hvorfor jeg ikke for syv søren interesserer mig lidt mere for udenrigsforhold. Af den vigtige slags.
  • Hvor fugle- og svineinfluenza’en forsvandt hen? Og om der nu kommer et nyt dødt dyr, jeg skal være bange for? Løber stadig skrigende og fægtende hen til Anine og slår fjeren ud af hånden på hende, når hun samler en op i den satans syge natur.
  • Hvorfor jeg ikke læser flere digte af Benny Andersen? Elsker dem jo altid så meget, når jeg falder over dem. Som dette, en friskfyragtig, utålmodig, ja nærmest ungdommelig opfordring om at leve livet:

 

MORGENHYMNE

I dag skal der leves, folkens!
Vi er allerede i gang
startede tidligt i morges
vand i ansigtet
kaffe i halsen
et rask skænderi
og lidt morgenavis.
Vi mangler stadig latteren
arbejdet
kærligheden
og et par måltider til
så mere kul på, folkens!
Nye ideer modtages gerne
Hvad med uden forklaring
at gi grønthandleren et kys
eller ta frakken omvendt på
Det skal mærkes at vi lever
Musik må der til
og blomster til alle
hvem ved, en enkelt banan måske
Øs hele din sjæl og opfindsomhed ud
hold kroppen i gang så den damper
thi hellere dampe end støve
Skriv tredive breve og plant et træ
efterlign et par fuglestemmer
tillæg din kone en frygtelig last
og tilgiv hende på stedet
det er altsammen tegn på liv
Endnu er dagen spæd
du kan nå en masse
inden du segner livstræt om
Brug store ord i massevis
overdriv for en gangs skyld:
Thi kendes for ret:
Du er dømt til at leve!
Du må ikke kassere din skæbne
tværtimod tage den på dig
Fyld den ud
som din hud!
Bid livet i låret
Find fremtiden frem
Rut med planer og visdomsord
for i dag skal der søreme leves!

(Benny Andersen, Personlige Papirer)20130409_124506

Oprør i Over Jerstal og en følelse i et skilsmissebarn

Ligger lidt halvsyg med pigerne, hvilket aldrig er sjovt. Heldigvis kom eks’en forbi, da jeg ringede, og sørgede for mad og underholdning til pigerne, mens jeg sov i hundrede år. Vågnede fortumlet, og utrolig hævet efter de 100 års søvn, op til forfærdelig rodet lejlighed og glade unger. Efter at have bestukket størstemus til at hjælpe med at rydde op for den nette sum af en ti’er, kan vi nu atter ånde frit, og inspirationen og skrivelysten kommer snigende mod mig. Lidt ligesom de der onde ånder i Ghost, bortset fra at det er godt…?!

Nå, men der er to ting, jeg MÅ dele med jer i dag, og den ene er, at der ude på den anden side af Over Jerstal åbenbart befinder sig en gruppe mænd, der er grundigt trætte af det hele:

Sådan mænd. Oprør på egnen!

Tak søde Vivi for at videreformidle de barske realiteter fra Over Jerstal og omegn!

Efter dette opråb skal vi nu til barnets barske realiteter. Jeg er stadig opslugt af Aidts Poesibog og læser den igen og igen – især digtene under inddelingen ‘engang’. Elsker dem, kan ikke få nok af deres præcise skildringer af skilsmissebørnenes og ditto forældres realiteter. Genkendte alt i dette digt – bortset fra at det i stedet for ‘far’ for mig var ‘mor':

engang skulle vores far giftes og det var på rådhuset og bagefter

på en restaurant og vi vidste ikke rigtigt hvor vi skulle sidde, stå,

gemme os, for vi hørte på en måde ikke rigtigt til ved dette bryl-

lup, vi var på en måde en sær og lidt anstrengende baggage, som

vores far havde med sig, noget der ligesom flagrede ud af hans

lommer, selv om han hele tiden forsøgte at stoppe det ned, og

bruden var gravid til dette bryllup, og hun havde sin lille dreng

ved hånden, og det var tydeligt for enhver, at her var den nye

familie, som der skulle satses stort på og derfor så alle gæsterne

på os med lige dele forlegenhed og medlidenhed

(bryllup fra Naja Marie Aidts Poesibog)

Skizo

Har nu overstået aleneugen og er mor igen. Føler mig skizo og personlighedsspaltet, når jeg den ene uge er fri singlewoman med Gin Tonics og aftaler uden bagkant, og den næste madpakkesmørende, pustende-på-skrammer krammemor. Det har helt sikkert potentiale til at blive stort, når jeg accepterer det helt, men stadig er utrygheden visse dage større end nydelsen. Dog bliver dagene, hvor det hele giver mening stadigt flere – især når solen skinner, faktisk.

Men mine ord er for rådvilde og blege til at beskrive følelsen helt, så jeg giver, uden videre introduktion, ordene til gudeskønne Naja Marie Aidt:

 

engang trykkede vi os ind til vores mor, som hørte Bob Dylan,

hun havde klare, drømmende øjne og ude fór mennesker rundt

i mørket, i sneen, eller de lå i deres træhuse, de havde vinterpip,

de var søvnløse eller de sov, de var maniske eller de græd, vi

befandt os nord for polarcirklen og ventede på solen som ikke

kom, vi ventede på isbryderen, vi ventede på skibet med appel-

siner, som var forsinket, vi ventede på at vores mor skulle blive

glad og le og kaste os op i luften og gribe os igen, men hun smi-

lede dunkelt og sang en aftensang og det var næsten lige så godt

Throw my troubles out the door/I don’t want them anymore/cause

tonight I’ll be staying here with you

 

(“Aftensang” fra Poesibog)

Aabenraa blues featuring Suzi Q.

Jeg er i Aabenraa. Tilbringer stille dage alene sammen med far og Lotte. Far kommer dagligt med mange gode råd, fx om ikke at trække håndbremsen, når det er frostvejr, for så kan den risikere at fryse fast. Det er nok at sætte bilen i 1.gear, siger han. Og det råd er gratis. Lotte fører engageret lange mumlende samtaler med sig selv og sin mobil en del af tiden. For efterfølgende at sukke, himle, undres eller grine højlydt, når endnu en sms tikker ind med endnu et tilsyneladende overraskende budskab. Og jeg falder tilbage til ungdomssløvsind og ‘moderne’ tøj, som jeg køber oppe i gågaden under min fars kyndige vedledning og økonomiske skarpsindighed. Og når jeg glimtvist vågner op, råber jeg barnligt og vrængende: “Helt ærligt!!! Jeg er 37!!!”

I et kvikt øjeblik går jeg på biblioteket og låner Det værste og det bedste af Søren Ulrik Thomsen og fascineres. Fx af følgende fragment:

“Det værste er blikstille provinsbyer
hvor kunstmuseet og thaibordellet
holder weekendåbent sommeren over
og en falmet plakat fortæller
at Suzi Quatro spiller til havnefesten”

Og bliver sært glad over følelsen af genkendelse, dette fragment frembringer:

“Det bedste i min barndoms bundfrosne vintre
hvor mørket masede mod ruderne og vinden peb som en hest
var rutebilens dirrende verden
af varme og lys og gyldent plys”

Og suges tilbage til ungdommens spirende frigørelse:

“Det bedste jeg ejede da jeg var ung
var en læderjakke købt i Paris
elektriskblå som et firserdigt
og med en gnistrende similistjerne på kraven”

Og Aabenraa Bibliotek er stadig det bedste i verden og taler stadig til mig. Og jeg tænker på, hvem der mon har sat Thomas Boberg-bogen frem…? For kan det virkelig være den samme, som hører Suzi Qautro til havnefesten?

Aabenraa Bibliotek

Aabenraa Bibliotek

cover

Hos Saxo til 199,20 kr.

Fuck – det er pissegodt!

Dånede hele tiden under læsningen af Lone Hørslevs spritnye udgivelse: Digtsamlingen La’os. For hold kæft, hvor er det pikkegodt. Og inden du skyndsomt zapper væk og over til en blog, der ikke beskæftiger sig med POESI (sig det med vrængende stemme), så bliv for guds skyld hængende lidt! Og hør disse sætninger:

“Jeg kom til at se ind i øret
på manden der tiggede i S-toget, åh føj, jeg
kiggede først for sent væk!”

og

“Jeg har fået en kræftsvulst i hjernen.
Noget gør ihvertfald rimelig nas. Og mens toget kværner
ned gennem Sjælland, tænker jeg hvad fanden, nu
sker det – jeg dør!
Næh, det er sikkert bare
tømmermænd, det er det. Så drop det ynk!”

og

“den der drikker gin, har det bare tingeling”

og

“Jan Nielsen hænger min lampe op og fortæller
mig historier fra sit arbejde i hjemmeplejen.
Han kastede blod op indtil han døde (såkaldt blodstyrtning).
Hun måtte sove med en hjelm fordi hjernen
ikke fyldte kraniet helt ud.
Hans lunger blev langsomt ædt op af betændelse, så døde han.
For Jan Nielsen er det bare et arbejde.
Det skal man for guds skyld ikke tage med hjem, siger han
og spiser den kage jeg har givet ham.
Jan Nielsen – der ikke tager døden med hjem.
Det er flot
og modigt
at sætte karrygult og mintgrønt sammen. Siger Jan
Nielsen så. Nå.”

Digtene handler om delemoren/singlen/kvindens helt ordinære hverdag med børn, tømmermænd, rengøring, tv, eks’er og kærester, og er lige dele dystre hverdagsbetragtninger og virkelig skægge og ironiske og meget præcise genkendelige portrætter af sig selv og andre. Hørslev spidder os røvalmindelige gennemsnitsdanskere gennem de floskler vi bruger (elsker det!) og gennem vores utrolige gennemsnitlige adfærd – uden overhovedet at være nedladende, men tværtimod virkelig fintfølende og indfølende.

Rikke Bakman, som jeg ææælsker, har illustreret samlingen og gør den så meget detso mere skæv, vedkommende og allemandsagtig. På den bedste måde, du kan tænke dig. Her illustrerer hun for eksempel, hvordan hovedpersonen får et vaterpas i hovedet, da hun (og der er jo kun hende til at gøre det) skal hænge en bogkasse op. Endnu et mesterligt billede af hverdagens mange udfordringer og sejre.

I dag er det officilet poesiens dag – hyld den ved at læse Lone Hørslevs La’os!

 

cover