Jeg lukker!

Kære min læser!

Du har været trofast og givet mig venlige og kloge kommentarer. Eller du har måske læst loyalt med på sidelinjen uden at kommentere, og det er også fint. Jeg har nydt at se mine læsertal vokse, og nydt at skrive mine indlæg. Nogle har været meget personlige, fx dem om min skilsmisse. Andre har været skægge. Og de allerfleste litterære.

Men nu lukker og slukker jeg for bloggen. Og det er der flere grunde til.

Jeg har en del liv, der skal leves mere i den virkelige verden. Mine børn skal have mit nærvær, når jeg har dem. Mit freelanceliv skal holdes fast i hånden, fordi jeg elsker det så højt. Og mine veninder skal ses. Og jeg vil meget gerne skrive meget mere på min egen bog.

Jeg indgår stadig meget gerne bloggish-samarbejder eller litterære. Skriver gerne med på noget og anmelder. Men min egen blog skal have lov at runde af. Og jeg stryger den over håret og giver den et kærligt skub væk, for den er ikke sådan at slippe af med.

Vi skrives måske ved i en anden sammenhæng, kære læser, og indtil da: Ha det rigtig, rigtig godt. Det har jeg tænkt mig!

Kærligst Amritamrit maria pal

Nej, nej da!

Nej, nej, Marian Keyes!

Med bange anelser, for den HAR fået dårlige anmeldelser, læste jeg Keyes’ nyeste roman En sag for Helen Walsh. Den femte om Walsh-søstrene, og dermed er den saga fuldendt. Og jeg tager bestemt hatten af for, at Keyes skrev denne femte i serien under en periode med dyb depression og angst, og for at hun har brugt sine egne erfaringer i bogen, så Helens depression virker så meget desto mere troværdig. Og det er da også nogenlunde det eneste, der virker i bogen.

For romanen holder ikke. Historien holder ikke – den er ikke god, men snarere … hm… barnagtig og … kedelig. (Undskyld Keyes, jeg elsker dig altså stadig!).

Og Keyes’ ellers så fremragende humor og satiriske pen finder aldrig rigtig på plads. Og det er brandærgerligt, intet mindre!, når jeg nu VED, hvad hun ellers kan udkæmpe på satirens slagmark.

Så jeg afleverer den atter på bib, og er en anelse sørgmodig. Mest fordi det kan mærkes, hvor dårligt Keyes må have haft det, da hun skrev den.

En sag for Helen Walsh

Give away: En vaskeægte prisvinder! Nu med tåber

Islændingene har aldrig haft deres egen konge – Island har været en republik siden løsrivelsen fra Danmark under Anden Verdenskrig. Men selvom man ikke har blåt blod i årerne, kan man godt te sig som en konge!”

Sådan skriver forlaget Lindhardt & Ringhof om Islandske konger – Einar Már Gudmundssons nye roman.

Og tér sig, det gør de vist, tåberne i den Knudsen’ske slægt. Informations Thomas Thurah har beskrevet det meget rammende:

“Romanen er den forgrenede slægtshistorie om de navnkundige Knudsen’er fra det lille fiskerleje Tangavik. Det er drukkenbolte, hidsigpropper, eventyrere, elskere, men de er først og fremmest uforknytte og uovervindelige af nogenlunde de samme årsager, dvs. i kraft af et ufatteligt livsmod og en moral, der ikke går i små sko.”

Forfatteren Einar Már Gudmundsson har tidligere vundet Nordisk Råds Litteraturpris og Islandske konger er hans første roman siden Sindets tremmer fra 2008. (En bog om hans alkoholisme og vejen ud af den.) Han kommer og taler om den på Gentofte Bibliotek den 6. november kl. 17.

Og du kan tage den med under armen, for du kan nu vinde den her: læg en kommentar og så trækker jeg lod på fredag! Og del gerne på facebook, hvis du har lyst.islandske konger

Det er så fedt at være freelancer

Jeg bliver nødt til at fortælle lidt om, hvor fedt det er at være freelancer. Dagen lang arbejder jeg med bøger! Undersøger sproget på den nære, nørdede måde, vurderer om historierne hænger godt sammen, er spændende, medrivende, eller hvad de nu skal udtrykke. Kigger nøje på karaktererne i bogen, på plot, på hvornår noget skal eksplodere, og hvornår det snarere skal gøre det modsatte. Lærer nye forfatterskaber at kende, læser måske et helt et af slagsen – og nikker og linder på hatten, når jeg møder en af de gamle travere.

Og jeg kan hente mine piger tidligt – og gå sent når jeg ikke har dem. Og jeg bevæger mig blandt kreative mennesker, der inspirerer mig, lærer mig nyt og ofte er der dejligt højt til loftet. Og det er så fedt.

Og det er også fedt at arbejde rigtig meget for forlaget Rosenkilde & Bahnhof, som udgiver så stærke kvalitetsbøger, at de gang på gang scorer topkarakterer hos anmelderen. Nap en bog med forlagets navn på, og du vil stå med en rigtig god bog i hånden.

Fx denne sydamerikanske perle med det alt for smukke cover:

Gud er i large humør

I lørdags var vi på besøg hos rare venner. Sådan nogle, der læser rigtig meget. Og med stor fare for (i allerbedste fald) at lyde nørdet, fik vi kæmpe grineflip, da vi læste op for hinanden af Jens Blendstrups gamle traver Gud taler ud. Hold kæft, den er sjov, sagde vi til hinanden. Sjov, sjov, sjov, sagde vi og knækkede sammen af grin. Hvis du har den til gode, så læs den,når du vil grine på den tæerkrummende måde. Eller giv den væk som gave. Evt til en far, der har brug for at få sat tingene lidt i perspektiv.

For Gud er Blendstrups far, og faktisk psykolog (!), der på bedste patriarkalske vis og efter totalt uforudsigeligt humør styrer sønnerne og moren, den svenske Gerd Lillian. Bogen består af små korte tekststykker, som gør den ret så velegnet til lige at gribe. Og hver eneste sætning er god! Og hvert eneste tekststykke et afrundet tragikomisk eksempel på Guds skaberkraft, eller for det meste, mangel på samme.GudTak Ulrich, fordi du mindede mig om den :-)

 

Den heldige vinder af de seks fine Laban-bøger – og en lille trøst til er andre

Tak, fordi I er så mange, der viser interesse, når jeg laver en give away – det gør det alt andet lige lidt sjovere :-)

Og ikke nok med, at jeg kan glæde en heldig vinder i dag, jeg kan også trøste alle jer andre med, at der i næste uge er en ny give away på tapetet, som man siger. Denne gang er det en voksen én af slagsen – en fantastisk én! Hold øje med det!

Og nu til vinderne af disse seks:

Og vinderen er:

Theresia!!! (Som jeg faktisk har sunget i kor med i tidernes morgen – og som er mor til den lækreste lille dreng. Nyd bøgerne begge to!) Jeg sender dig lige en mail. Og for en god ordens skyld understreger jeg lige tilfældighedsprincippet bag konkurrencen!

Rigtig god weekend til alle!

Mine vigtigste pejlemærker

Et sted midt imellem den madpakke, jeg var for træt til at smøre, og min mindstes konstante sætten sig på tværs. Et øjeblik ind imellem tandbørstning, tøjvask og putten i seng. Et moment mellem bekymringer for deres fremtid, eneansvarets overvældelse og de økonomiske overvejelser. I disse øjeblikke sker der alligevel noget, og jeg bliver så glad, når jeg opdager det; at det på magisk vis er lykkedes mig at give glæden og fællesskabet omkring bøgerne videre. Til dem. Mine vigtigste pejlemærker.

liv og anine læserHusk konkurrencen til dine pejlemærker.

 

Vind seks ultrafine børnebøger!

Forlaget Alvilda har genudgivet den svenske børneklassiker om det lille spøgelse Laban og hans familie. Og de har været så søde at sætte seks af dem på højkant til en af jer, mine søde læsere.

Min Liv er fuldstændig hooked på historierne, som er søde, enkle og genkendelige for de små i deres emnevalg. Som fx at ville være en anden end man er. Eller ikke at komme, når der bliver kaldt. Eller ikke at kunne vente på juleaften. Eller at ville have sin vilje med så mange ting, at man til sidst har skræmt alle væk (elsker specielt den).

Liv havde først set tegnefilmene og blev lykkelig, da hun også kunne læse om spøgelset og dets frække lillesøster (Liv er også lillesøster – med alle de ‘privilegier’ hun tager sig på den konto!)

Så smid en kommentar og så trækker jeg lod på fredag.

Because you’re worth it!laban

Og sådan blev det

“Den morgen, de skulle af sted, ledte Risten i alle rum. Hun manglede sin bedste blyant. Rihtta sagde, hun ville lede efter den, og at Risten skulle bruge energien på at få pakket sin kuffert i stedet. Risten fandt aldrig ud af, om hendes mor fandt den. Og hun levede i mange år med en følelse af, at ingen blyant var så god som den. Mange år senere, da hun første gang var på vej nordpå igen, tænkte hun på, om hendes mor mon havde fundet den.”

Denne passage er fra Marens nye roman, Og sådan blev det, der udkommer i dag. Og den har jeg valgt ud, fordi den siger rigtig meget om romanens forskellige problemstillinger.

Den er for det første fyldt med nogle af de løgne og fortielser, der præger de voksne i Ristens liv – og dermed også Ristens ringe muligheder for at blive klar over sin egentlige historie og tilhørsforhold – Nordnorge, Norge eller Danmark? Risten bliver som barn taget med fra Nordnorge til Danmark af sin far, uden hun ved hvorfor. Og i en ukendt kultur langt fra den samiske. Her skal de bo sammen med Grethe, farens nye kæreste. Men Risten får ikke at vide, at hun skal blive i Danmark, for det fortier de voksne. Og der skal gå tyve år, før hun ser sin mor igen.

Passagen øverst viser også en Risten, der leder. Og det gør hun gennem store dele af romanen. Måske fordi ingen fortæller hende noget. Leder efter sin rødder, efter et sted at høre til, efter sin mor, spejder bange efter ‘de underjordiske’ – ramt som hun er af en barneovertro, overleveret til hende fra sin gamle samiske bedstemor. Leder efter det sølv, der skal beskytte hende mod de underjordiske væsner. Leder efter det nye danske sprog, og senere igen det gamle norske. Finder vietnameseren Niels og bliver venner med ham, mister ham igen, finder ham igen. Leder efter mad, bind, blyanten. Risten er ganske enkelt konstant spejdende.

Tekstuddraget viser også barnets kommende savn efter moren (“hun levede i mange år med en følelse af, at ingen blyant var så god som den”), og barnets forvirring omkring, hvor moren er, hvorfor hun er væk, hvordan hun er – med blyanten som symbol på det gode, og det der kan skrive myten om moren, det sagnsomspundne, det, der blev tabt (Mange år senere…tænkte hun på, om hendes mor mon havde fundet den.) 

Blyanten er på mange måder Ristens måde at klare sin verden på; hun tegner sig vej gennem. Lader sine tegninger formidle kontakt til verden. Tegner fx én bestemt slags tegninger til Grethe, der altid er mere idylliske end virkeligheden, så Grethe bliver glad.

Jeg blev glad på litteratmåden, da jeg læste Marens roman, for det er en fængslende historie. Med et fængslende indblik i den moderne samekultur. Meget sikkert fortalt, og på en måde så også jeg som læser leder med Risten. Men også efter Risten, for jeg kommer aldrig helt tæt nok på hende til at greje hende, og det kan jeg godt lide. Historien er barsk og grum som den nordnorske natur, hjerteskærende og grænseoverskridende – og pisseunderholdende.

Kæmpe kaffelatte-hjerte fra mig! Læs den!

Og sådan blev det