Som så mange andre: fortæl eller fortæl ikke. Det er ikke i det skel bloggens værdi opstår. Men jeg bliver samtidig så glad for jer, der tør bryde den logik, hvor vi kun fortæller retrospektivt om smerten, som noget vi ser tilbage på fra nye og afklarede tinder. Det er sejt gået – tak for det – og heller ikke i det kompliment ligger, at du så skal følge op med mere.

Denne kommentar fik jeg i går. Og den er jeg glad for! Jeg har selv tænkt tanken om, hvorvidt det er noget man kan tillade sig, altså sådan at være ærlig og bare sige tingene, som de er. Men hold kæft, hvor har jeg bare selv så meget respekt for de, der er det. For de, der ikke er ramt af den der visne ‘ej, det kommer ikke andre ved’ og ‘ej, det kan man da ikke!’ For gu’ kan man så. Og gu’ vil jeg så. Men jeg vil helt ikke ud i noget sensationslystent selvmedlidende ynk. Derfor har jeg også tænkt meget over denne kommentar:

Det er ret grænseoverskridende at læse med på din blog for tiden, og jeg føler mig lidt som en vindueskigger, der står med næsen mast flad mod ruden til dit liv, mens jeg venter på at se, hvad og hvor meget, der ramler ned. Hvis det ramler ned. På den ene side almindelig medmenneskeligt bekymret og på den anden side måske bare nysgerrig på en ubehagelig se&hør’sk måde?

Og det kan jeg sagtens forstå. Men om det bliver ‘sensationspræget’ eller ‘for meget’ afhænger også af mental indstilling og retorik. Og selvfølgelig af almindelig respekt for de nærmeste.

Når jeg ikke tænker vigtige tanker, forsvinder jeg ind i krimierne. Dejligt medrivende og ofte også, desværre, dejligt tankeløse. Elsker nyopdagede Viveca Stens skærgårdskrimier – er i gang med hendes fjerde og seneste I nat er du død.