Så for søren! Så er ugen i gang. Og jeg vil så meget. I denne uge har jeg energi, deadlines og en overskuelig vasketøjsbunke. I denne uge har vi efterårsagtige tilstande udendørs, afbrudt af en enkelt,varm sensommerdag, der minder os om, at sommeren næsten og snart er forbi. I denne uge er der penge på freelancerkontoen, film på biografkontoen og ikke så meget angst på børnkontoen (hvordan skal det dog gå med indkøringen? Hvordan skal de dog blive hele mennesker?! Hvordan kan jeg dog få dem ind i maven igen, så de ikke bliver store og, endnu værre, sure på mig!?)
Jeg basker lidt med vingerne, men bliver overhalet indenom af lynhurtig cyklist og må i ét hug klemme vingerne sammen, så jeg stadig har dem. Jeg basker lidt uden vingerne. Puster mig lidt op. Og spankulerer lidt omkring. For at mærke om jeg stadig er hel. Om jeg kan bære. Mig selv og andre.
Har pludselig igen store visioner om læse – mangt, tungt og meget. Men starter overkommeligt. Vil så gerne læse:
Den nye med Naja Marie Aidt. Det er også hendes debutroman, og ifølge min gamle guru, Lilian Munk Rösing, absolut læseværdig og sprogblomstrende. O det liv, der skal leves. Om at være dødelig. og om pludselig at stå med en masse sorte penge. Læs Lilians, som altid, fremragende anmeldelse her.
Kære Forlag, send den til mig! Please…!

Lyder som om du har indtaget ugen med stil! : ) men hvordan har du dog fikset den med den overskuelige vasketøjsbunke? Ja ja, jeg er lavpraktisk her til morgen hvor maskinen allerede har snurret siden kl. 6…! Men næste gang en lynhurtig cyklist får dig til at trække vingerne sammen, så bask til cyklisten istedet! : ) fortsat god dag og uge!
Kh. Liv
Ved godt det ikke er helt det samme, men medens du venter på at få den fra forlaget, så kan du læse den på e-reolen:-)
Uha, se neden under her
Gyldendals trane hører alle bønner! Send en mail til gdjw at gyldendal dk – så hjælper vi gerne med en e-bog.
Iiiiihhhhh
Fedt! Tak
Hov, man kan jo næsten ikke kende siden igen… Pænt! Skønt at du basker med vingerne, skønt livsfarlige cyklister!
(Årh, gad godt der også var en trane der hørte alle mine bønner…)
Krammer til dig!
Jeg hørte indslaget med Naja Marie Aidt og Sten, Saks, Papir på Skønlitteratur på P1 – den bog skal jeg da bare så meget læse!
Uh, det må jeg høre!
Hvis Munk Rösing siger god for den, så må den også være god!