(Føljeton #1 kan ses her)

Støvet ligger som en hinde hen over vindueskarmen. Hun orker ikke at tørre det af. Som noget af det første, da de flyttede ind, havde de villet skifte de sorte marmor vindueskarme ud med nogle andre, i træ måske. Nogle lyse i hvert fald. For at understøtte lysindfaldet mente de. Og nu ser hun, hvordan de sorte trækker og trækker støvet til sig og virker så deprimerende.

Hun lader sig dumpe ned i sofaen, lægger nakken tilbage, og tænker på ham. Tænker, som så mange gange før i disse dage, på hans hænder, hans smil, hans krop, der er så anderledes end Mads’. Så kantet. Hun brænder en lille smule med sin egen hemmelighed, hun elsker den og værner om den og kaster op i den.

Mads træder ind i stuen og fylder rummet med puls og liv og almindelighed.

”Sidder du her? Hvorfor det?”

”Skal jeg nu også stå til ansvar for, hvorfor jeg sidder i min egen sofa! Skal jeg aflægge rapport?! Kan jeg ikke gå to minutter uden at være til rådighed for jer.”

Hendes udbrud er for meget, og hun ved det, og hun resignerer. Som luften, der siver ud af en ballon. Hun ser forvirringen i hans ansigt, men orker ikke at glatte ud. Han er såret, hun ved det, og orker heller ikke det. I stedet vender hun blikket ud mod haven, der er dækket af et tyndt lag is.

”Så slap dog af!” Mads drejer om på hælene og forlader hende.