I går aftes sad jeg i min sofa og kiggede på min bogreol. Jeg følte mig fri! Havde netop haft deadline på tre forskellige arbejdsopgaver, der alle involverede, at jeg skulle læse bestemte bøger. Og det er altså bare ikke det samme – at læse på bestilling. Men der sad jeg nu og studerede nysgerrigt og spændt bogbuffet’en.

For det er nu engang sådan, at jeg har en fimmel med at læse de samme bøger igen og igen. Og endnu en gang. At finde den bedste bog frem og åbne den i sikker forvisning om god underholdning – og et par hengemte jokere, når noget, jeg ikke lagde mærke til sidst, dukker op som trold af en æske! Som den litteraturfashionista jeg er, kan jeg lide at tænke på det som vintagelit; brugt på den helt fine, nærmest fashionable, måde.

Så jeg tog mit pæneste nattøj på (det uden Hello Kitty) og inviterede Helle Helle til en lille reunion; kun mig, hende og en lille smule nutella. Har nemlig kun mødtes med Dette burde skrives i nutid én gang, og det er tusind gange for lidt. Der gemmer sig skelletter i skabene og ting i ærmerne, som jeg ikke opdagede første gang – jeg ved det!