Det svære ved bare at have det godt

I går talte jeg med mine skrivekontorfæller om at kunne tåle bare at have det godt. Går fanme rundt og kan ikke nyde nogen succes’er af angst for, at det blir taget fra os. Eller at vi ikke var det værd. Eller at de opdagede, at det bare var os. Eller…. Det mindede mig om disse spot on-ord:

 

Der er noget særligt ved lykken

man kan blive helt glad

når man møder den

men også beklemt

står stille lidt

lister sig så varsomt nærmere

som i et minefelt

og hver gang man sætter foden ned

uden at ryge i luften

glemmer man enten at nyde lykken

eller blir sur over ikke at vide

hvor længe den varer

så når modgangen endelig melder sig

er det en lettelse

som om man er kommet i sikkerhed

det er nu skammeligt

for der er noget særligt ved lykken

som man ellers ikke møder

måske ligger fejlen der

man kender for lidt til den

burde sætte sig mere ind i den

jeg tror det er en træningssag.

Benny Andersen

Huuun går rundt med numsen bar hurra!

Var til familiefødselsdag i lørdags, da det skete igen: Gik laangt stykke på græs som leende ko i boligblokområde (= vinduer overalt) med røven i det fri – kun camoufleret af trus’ og see-through strømpebuks. Hvorfor? Fordi sådan er jeg. Storskrydende af sted og uden følelser i røv, der nød en dag i det fri, mens blæsten sørgede for, at kjolen sad et sted nord for ækvator. Opdagede først løssluppen mås, da niece på knap fire løb fnisende op ved siden af mig og kiggede på mig som om, jeg er skør, hvad jeg muligvis er.

Og jeg kan ikke grine storsindet af det på overskudsagtig, selvironisk måde, fordi jeg har gjort det før. I lang tid. Foran alle. Tog nemlig turen fra Nørreport Metro Station (= mange rulletrapper, hvor mange kan stå og kigge fra syd til nord) til Cafe Norden midt på strøget. Med minimalistisk nederdel oppe i strømpebukser bag på. Nederdel var væk. Simpelthen. Lignede afdanket type iført kort læderjakke og strømpebukser. Ved Norden kom normal dame hen til mig og sagde: “Jeg er simpelthen nødt til at sige til dig, at din nederdel sidder oppe i dine strømpebukser bagpå!” Søstersolidaritet en masse. Og det var alle I andre ikke nødt til at sige?! Thanks for nothing! For det kan jo aldrig være min skyld!

Læser ubetinget:

Forårsfornemmelser

Okay så! Alle traurige mennesker på facebook er glade. Takker og hylder skøn solskinsdag. Og poster små billeder fra haven af grønt med gult og hvidt på. Jamen, det var da også en god dag. Og vi trænger da også til sol. Helt ind i vores udmagrede sjæle. Jeg sagde sjæl – ikke krop. Var i svømmehallen igen, med lykkelige døtre, bleg Uffe – og sandelig også en veninde. Ja, altså, datterens – ikke Uffes. Jeg selv var atter iført lilla, slap-helt-af Gran Canaria-badedragt og var neurotisk bevidst om blød krop, så snart mere end stramtandet hoved var over vand. Grundet dyb nedringning (måske mere Ibiza-agtig badedragt?) var babsenutter også over vand konstant. Flød ligesom ovenpå.) Men solen skinnede, da vi kom ud, Liv og jeg havde store solbriller på, og Uffe blændede mig med sin iphone.

Mig og Liv efter vellykket og overskudsagtig svømmehalstur

PS. Er gået i gang med denne. Virker også forårsagtig. Der er ihvertfald nogen, der springer ud. Inden du løber ned og køber den, så er det vist bare som kunstner.

Hustruvold

Nogen gange læser jeg en bog og tænker, at den da ikke krøb heeeelt ind under huden på mig. At hovedpersonen virkede fjern. Ikke til stede. Ikke helt derude. Men når bogen så er slut, sidder samme hovedperson fast på min ryg og ånder mig i nakken, er med mig hele dagen. Sådan er det med Kvinden der gik ind i døre – etteren til og om Paula Spencer, som jeg var så vild med. Paula er her ung, forelsket i Charlo, ham alle vil ha’. Efter en lykkelig honeymoon begynder Charlo at slå hende – og trøste hende. Sparke hende – og trøste hende. Flå totter ud af håret på hende, brændemærke hende – og trøste hende. Sparke hende i maven, så hun føder for tidligt, og barnet dør. Vold, vold, vold. Og undskyldninger, både fra Charlo selv og fra Paula. Han mente det jo ikke. Han snublede og ramte mig. Læseren får ikke en fuldstændig beretning om et liv med vold, men brudstykker, Paulas tanker, hendes forskrækkelse, hendes forvirring og sorg. Hun fortæller sporadisk om børnene, der er bange, om den mad, der ikke er i køleskabet og om hendes druk. Og selvfølgelig kommer der en distance til læseren, for Paula har ikke det fulde overblik: hvordan kan hun fortælle en sammenhængende, kronologisk historie, når alt i hende er flashbacks, løsrevne tanker, modstridende følelser, ubestemmelighed. Og sorg.

Men så kigger Charlo på deres ældste datter med det had i øjnene, som Paula kender. Og Paula reagerer. Læs den, for dælen!

 

Noget om rod- forbandet!

Klokken er tyve i seks, er stået op ved et uheld. Skulle egentlig bare hente noget vand, men faldt så bogstaveligt talt over vores hjem. Fuck, hvor er her rodet! Hjem ligner noget, kæmpe Bo Bedre-monster har kastet op. Da jeg stadig boede hjemme, var devisen, at det var ok med et rodet værelse, bare man lukkede døren ind til det. Overvejer denne fremgangsmåde i forhold til uregerligt hjem, men hvor skulle vi så være. Sidde ude på trappestenen som glemsomme nøglebørn? Det er især slemt efter fredag aften. Det er som om, fredag aften sætter alle spilleregler ud af kurs. Vi smider os alle vegne med slikskåle, blade, ipad, spil og MacDonalds-mad, og ligner en bunke lysebrunt white trash. Men det er skidehyggeligt. Og afslappende. Og en tradition.

Så ryd dog op, Amrit! Men så falder jeg over computeren, et blad, en glemt ting, og så er jeg lige vidt. Og det går ikke. Er meget sensitivt menneske, der trives med orden… Måske jeg bare skulle gå i seng igen. Kan være Uffe tager det, når han står op! Ja, godnat.

 

Det starter, så snart vi kommer hjem

 

Fredag uden regler: “Mor, må vi godt bruge det her? Det er bare fordi vi laver mad.” Ligeglad mor i baggrunden: “Ja, ja…”

 

Til april udkommer “Farvel rod – Hej frihed” af oprydningsekspert Lena Bentsen, men bliver lidt træt allerede ved titlen. Og ved overskuddet. Vil hellere læse noget à la “Hej lysebrunt white trash, let røven!”

Min hyldest til hverdagen!

Hot:

  • Jeg behøver ikke at se mig længselsfuldt om efter den
  • Jeg skal ikke spare op for at få den
  • Jeg kan dele den med andre
  • Jeg behøver ikke halse efter den med tungen ude af halsen – den er der også i morgen
  • Den er min!

 

Not: 

  • Den tager sjældent på en tiltrængt ferie fra mig
  • Nogle gange tager den penge fra mig, som jeg ikke har
  • Jeg kan sjældent få den for mig selv
  • Den er ikke så spontan, som jeg kunne ønske. Har indimellem lyst til at melde den til selvudviklingskursus à la: “Ti nemme trin til at komme ud over rampen”
  • Den er der fanme også, når jeg ikke vil have den

 

Læs om hverdagen til hverdag:

Dan Turèlls fantastiske digt om hverdagen. Elsker sætningen Mest af alt holder jeg af hverdagen …

Helle Helles romaner. Alle er de koncentreret om det store i det små. Hyperrealistiske skildringer af hverdagen med citronmåne, Statoil og provins.

 

 

Piger eller ej

Jeg har to døtre. To piger, der er er forskellige og ens – ens fordi de er piger, ligner hinanden lidt og begge er forholdsvis medgørlige, forskellige fordi den ældste er et stabilt gemyt, mens den yngste er mere … øh … omskiftelig. Forskellig fordi den ældste er meget selvkørende, mens den yngste ikke kan gå to skridt uden at have mig med. Osv., osv. Men én ting er sikkert: De er piger. Forskellige piger, med forskellige interesser og med en mor, der konstant minder dem om, at det er ok at stå ved sine følelser, ok at sige fra, ok at ligge på sofaen og ikke opvarte andre end sig selv – alt det mange af os kvinder i min generation først har lært som voksne. Er jeg kønsneutral i min børneopdragelse? Jeg opfordrer mine piger til at stå ved sig selv, men er det fordi de er piger, og jeg som gammel pige kender bagsiden af medaljen; skyld med skyld på, og at ‘være for meget’? Eller er det generelt menneskelige værdier, som ikke går på køn, men på det at være et helt menneske, at kunne udtrykke sig som et helt menneske?

Jeg synes nemlig, at det er noget forbandet sludder, at vi ikke må være et køn. Vi må gerne være et køn, vi skal bare have lov til at være forskellige inden for det samme køn. Der er efter min mening to overordnede køn, men hvert køn i sig selv er mangfoldigt.

Læste i går nyheden om den norske far, nå nej, forælder Linus Lindell, som  mener, at det skal være op til hans to børn selv at bestemme, hvilket køn de ønsker at være. Interessant, men mærkeligt, synes jeg. Og forvirrende for de små norske poder. Linus Lindell har givet sine børn kønsneutrale navne, og han ser ikke sig selv som hverken far eller mor, men som forælder, og mener i øvrigt, at det handler om ikke at sætte børn ind i en for snæver ramme: “Den dag, de er klar til at diskutere køn, kan vi snakke om det, men de er fortsat små børn. De har ikke udtrykt noget ønske om kønsidentitet endnu,” siger han.

Så i fremtiden når du tager dig en dejlig forlænget weekend på Oslo-båden, så bliv ikke overrasket, når det midt i karaoke-showet viser sig, at Torstein er en jente og Torunn en gut.

Den norske far forælder ville måske blive glad for at læse Pave Johanne. Et dramatisk portræt af sagnet om en kvinde i middelalderen, der skjulte sit køn og blev pave. God bog!

Hvem kan – Zlatan kan!

Jeg kunne ikke drømme om at læse en fodboldbiografi! Ligesom jeg brækker mig i lårtykke stråler over fodboldkampe. Mens Uffe sidder og bobler engageret over med en blanding af indestængte og højlydte urkraft-lyde, når der er kamp i fjernsynet, brækker jeg mig. Sådan er det! Er ud af en fodboldglad familie, hvor min far så tipslørdag HVER lørdag, og jeg blev tysset surt på, bare jeg trak vejret lidt imens. Og min bror løb hver weekend de sønderjyske marker tynde med sine små miniput-ben, mens min far stod ved sidelinjen og skreg sig hæs sammen med træner Bent. Jeg forstod ikke det gådefulde fodboldsprog udtrykt i sætninger som ‘KOM IGEN!!!!’, men var med på sidelinjen, fordi jeg ikke måtte være alene hjemme. Jeg er SÅ kureret for fodbold. Da jeg gik på højskole, var der endda nogle, der spillede ølspillet ‘Dong’ til tipslørdag. Men ikke mig. Jeg hader fodbold. Men jeg VIL læse biografien om Zlatan Ibrahimovitc – Sveriges kæmpestore fodboldtalent. Hvorfor? Fordi den efter alle anmeldelser at dømme er pissegodt skrevet, og er lige så meget et sociologisk portræt af underklasse-Sverige, af indvandrerkulturen i en ghetto, af flabethed og hårdhed, af vanrøgt, ensomhed og racisme – og at have et talent, der løfter en dreng ud af betonen og ind i en fremtid af anerkendelse, berømmelse, skandaler, penge og hårdt arbejde! Jeg tror, det er socialrealisme, når det er bedst.

Zlatan Ibrahimovitc har fortalt sin historie til forfatteren David Lagercrantz, der efter sigende her leverer en reflekteret genfortælling med et lille akademisk islæt, der gør, at denne biografi er meget, meget mere end fodboldidioti!

 

PS. Læs Klaus Rothsteins meget fine anmeldelse i den aktuelle udgave af Weekendavisen: Undtagelsesmennesket Zlatan.

Lige i øjet!

Det er mørkt udenfor, det er vinter, og jeg har brug for inspiration og lys og nytænkning. Tager en gammel ven frem og mærker lidt af det, jeg har brug for:

At ville gå på vand og luft, er galmandsværk og ufornuft,

siger folk som ikke tør det.

Men den som blæser på om man kan gå på luft og vand, han kan

såfremt han bare gør det!

Jeg vandrer tit på Kattegat og har da også prøvet at

gå morgentur på luften.

Og hænder det jeg plumper i, så er det sgu da kun fordi

jeg møder snusfornuften.

Halfdan Rasmussen

Long time no see!

I går fik jeg besøg af en gammel veninde. En slyngveninde fra ungdommen, hvor det at have en slyngveninde var mere betydningsfuldt end et kæresteforhold. En slyngveninde at sove sammen med, grine indforstået med, holde i hånden og nusse med, skrive (k)ærlige breve til – og ganske enkelt altid være sammen med. Sådan én, at hvis jeg eller hun kom alene ned i klubben, så spurgte de andre, hvor den anden var. Sådan én, der blev ensom og indelukket, hvis jeg fik en kæreste – og omvendt. Min ungdomsslyngveninde hedder Berith og bor i Jylland. Vi ses ikke så tit, men når vi ses, er det som i gamle dage. Jeg hentede hende i går på Christianshavn, hvor hun havde været til et møde i forbindelse med sit arbejde. Og jeg glædede mig til at hente hende og til at dytte af hende på en særlig måde, som kun hun forstår, og som får hende til at grine, og lave et særligt ansigt, som kun hun ved, hvad betyder. Og det gjorde jeg, og hun forstod det, og vi grinede. Vi grinede hele vejen hjem til mig. Så spiste vi, og talte om gamle dage, og talte om nye dage, og sagde godnat. Mens vi grinede. Nu ligger hun inde på Livs værelse og sover. Det er rart!

Til de helt unge veninder:

Serien Veninder for altid af Camilla Wandahl

Serien 4 veninder af Kjetil Johnsen

Og en bog jeg selv elskede som ung: Slyngveninder af Kjeld Koplev og Marianne Koester – kan desværre ikke finde et foto af den.