Havde utrolig god interview-session i går. For at fejre mig selv, og det, fik jeg dejlig latte og skøn morgenmad til frokost på en cafe. Mens jeg sidder der og laver vigtige ‘første-indtryk’ notater omkring interviewene, bliver jeg KONSTANT forstyrret af bordet ved siden af – ungt forelsket par i den narcissistiske periode af forholdet: “SE OS, VI ER BARE VILDT FORELSKEDE, VILLE DU IKKE BARE ØNSKE, AT DU VAR OS!!!!!” Nej. Orker det faktisk ikke. Ville hellere være alene.

Nå, prøvede at vise dem min håndtatovering på skødesløs måde for at skabe respekt, men endte i smertefuld, akavet stilling – og til ingen verdens nytte: de havde kun øje for hinanden. Rettede mig op igen og skrev irriteret videre til lyden af hendes kokette hvin i uskøn samklang med hans maskuline pendant. Så blev der stille, jeg åndede lettet op – livet som vigtig journalist kunne fortsætte, men kun et kort, barmhjertigt øjeblik, for så begyndte smaskelydene! Arhmen, helt ærligt. Så gå dog hjem! Og nej, jeg er ikke misundelig, hvis nogen skulle have fået den skøre ide! Jeg har masser af mulighed for at snave, masser, vil bare helst snave med mig selv – alenetid hænger ikke på træerne i Valby, skulle jeg hilse at sige. Og åbenbart heller ikke på cafeerne på Amager, skulle jeg også hilse at sige.

Og så var det jeg kom til at tænke på, om det er derfor, ren forelskelse fylder så lidt i dansk litteratur – altså fordi det er så irriterende at se på?! I stedet får vi lokkende serveret akavede mennesker ude af stand til at kommunikere ærligt, med jeg-giver-mig-ikke attitude for ikke at blive såret. For i sidste ende er det jo det, det handler om – ikke at blive såret. Og her må jeg igen-igen anbefale Se på mig. Alene titlen rammer jo de narcissistiske grødhoveder lige i øjet.

Og for at blive i grød-retorikken: Er der to mennesker, der akavet går rundt om den varme grød for ikke at blive såret, så er det Julie og bogfælle Sune, der begge ER vildt sårede. Og er der en, der svinger mellem hard-to-get og tryglende kom-tilbage til-mig attitude, så er det Julie ift eks’en Casper. Og trygleriet kender vi også: har vi ikke alle siddet over for en snøftende, kærestesorg-ramt, men yderst ignorant og selvbedragende veninde og bare haft lyst til at sige: “Så FAT det dog: Han er jo ikke vild med dig!” (Det har vi selvfølgelig ikke sagt, for så havde vi jo slet ingen venner tilbage. I stedet sagde vi: “Se på mig, du er en stærk og smuk kvinde, der er alt, alt for god til ham!”)

Og jeg skulle fanme også bare have råbt: “Se på mig! Så stopper I det snaveri!”