20 mærkelige tip, der ikke holder

Mmm… hygge, hygge… slubre kaffe… mmmm bladre i Alt for damerne… Og kaste op! Fuck, for en dårlig artikel! Decideret misvisende, vil jeg gå så langt som til at sige!!

Titel: 20 sunde tip, der holder. Har I da indtil nu bombarderet os godtroende damer med tip, der ikke holder?! Men, okay, jeg er sgu på, hit me!

Men så er det, jeg lynsnart forvirres. Råd nummer 5:

Spis rigtigt mange grøntsager (slap af!). Og så: Grønne grøntsager! F.eks. kål som broccoli, hvidkål og rødkål. Og der bliver jeg så konfus – mærkeligt selvmodsigende råd!

Og råd nr. 7: Tilgodese din destruktive side. Ja, den er da ny! Det viser sig, at destruktiv side er, når man i stedet for at spise grønt rødkål, spiser chokolade. What?! Troede, vi nu skulle i gang med interessant afsnit om cutting eller spiseforstyrelser, men nej, vi holder os til den faaaarlige (uuuhhhh) chokolade! Fuck,  jeg er destruktiv!

Råd nr. 10: Sluk al elektricitet kl. 21. Rend mig!

Råd nr. 12: Spis kød til morgenmad. Fisk, oksekød, steak. Øh…? Steak?! Med bearnaise og kogte gulerødder og hvidløgssmør?

Og så går det ellers hurtigt ned af bakke for artiklen: Råd nr. 13 skælder ud, hvis ikke jeg holder mig til tre, og kun tre, måltider om dagen. (Fy, ikke ‘snacke dagen lang’, som der står.) Men råd nr. 17 er teenage-agtigt og siger oprørsk: Du skal spise fem til seks måltider om dagen! Waaaa?! Råd bekæmper hinanden!

Anyways, umiddelbart fordel ved artikel: Budskab er væk, så jeg holder mig til chokolade og kaffe som altid! Og læser:

Nej, jeg er ikke tyk – det er kjolen, der får min røv til at se stor ud af Maren Uthaug.

Fong swæi

Har eksperimenteret i weekenden – med at rydde op, that is! I stedet for, som det ellers sker hver fredag til søndag, når vi alle fire skal være samlet en hel weekend, at ellers fredeligt hjem forvandles til trailerpark-trash, så har huset denne weekend været jævnt ryddeligt. Og hyggeligt! For saddan, det giver energi ikke at sidde oven på en kæmpe bunke af alt, vi ejer og har, men i stedet med feng shui-agtig ro være obs på ting som “sidder jeg med ryggen mod en dør?” (dårlig energi jf. feng shui) eller “ryd vindueskarmen, så lyset kan komme ind” (De fantastiske fem, da det stadig fandtes).

Og nu starter ugen, og allerede her klokken halv syv om morgenen kommer rodet snigende: Hvor er vanterne/rugbrødet/ungerne/kaffen?! Og jeg ved, at det kun er begyndelsen i den nødvendige kamp mod det totale kollaps i rod og forvirring – en kamp, der SKAL kæmpes, for ellers tør jeg ikke spå om, hvor slemt det blir. Kan rodet overhovedet stoppes igen, eller æder det os som stort kys-dit-grinende-kaos monster?!

Så jeg sætter mig på låget på toppen af rodet og holder det nede med al min magt, mens jeg drikker kaffe og snakker som altid, for det kan man godt.

Forsager disse to:

 

Hot or not!

Okay, efter alvorligt, mørkt indlæg i går, følger her et lettere, sofort tilfredsstillende og konsumerbart et af slagsen: Hot or not! Et instant indlæg – bare hæld vand på og rør rundt.

Hot:

  • Herrehåndbold, hvor DK er i finalen. Er meget fint underholdt af store, aggressive mænd med pandebånd og alt muligt. En slags kvinde-vs.-stenalder ting?!
  • Bibliotek, der gudskelov stort set ligger i baghaven i denne gudsforladte udørk af ydre Valby
  • Kaffe! I alle afskygninger – på alle tidspunkter, i alle slags kopper, med alle slags mennesker eller uden. Cortado, ristretto, cappucino, espresso! Mumsi og livsnødvendigt
  • Filmatiseringer af bøger, der næææsten lykkes! Så Niceville i går og blev rørt. På den amerikanske måde
  • At have en puttegris i familien aka mindstepigen Liv. Små fedtede fingre, kinder, der buler på se-mig-måden og mave, der strutter. Jeg æder hende med hud og hår

Not:

  • Håndboldfans, der fyrer ting i øjnene på folk. For stenalderagtigt!
  • At slæbe to-årig barneklump frem og tilbage på armen til bibliotek i baghaven. Barn kan gå, men nægter. Som om det er noget, man kan. Plus slæbe mega brosten, som 6-årig insisterede på at tage med
  • At være så afhængig af ydre stimuli som kit-kat og kaffe, at en dag uden ikke rigtig tæller
  • Når filmatiseringer af bøger ikke viser fine, lækre nuancer, der gjorde, at man virkelig elskede bogen
  • At puttegrisen tit tror, hun stadig er en baby og derfor ikke gider gøre sig umage med noget (!), og størstemusen (helt logisk og fornuftigt) siger: “Hvorfor siger I hele tiden, at det Liv gør er flot, når det ikke er det?” Point taken.

Sygt opstød

Det er fredag aften. Sent. Jeg drikker dagens, måske -måske ikke, sidste kop kaffe. Uffe ligger på sofaen og sover. Pigerne ligger i deres seng og sover. Bortset fra den ene, der ligger i min. Og jeg er oppe. Kører på et mærkeligt adrenalinlignende stof, der hedder ‘forhøjet stofskifte’. Har åbenbart krop, der keder sig og nu har kastet sig over at bekæmpe sig selv – jeg danner antistoffer mod mig selv. Det gør jeg i perioder. Så får min flinke overlæge, som jeg efter mange års kendskab er på venskabelig fornavnsfod med, panderynker og professor-blikket på: “Hvad skal vi dog stille op med dig, Amrit?!!” Jeg, som har spurgt mig selv om det samme, siden jeg blev fucking født, har naturligvis ikke svar på rede hånd. Overlæge udskriver dum recept på endnu dummere piller. Dem, der skal trykke mig ned, lægge kunstigt låg på, sænke mit system. Bærer nu rundt på kunstig donkraft som ny vinterhue, der ikke er nødvendig. Føler mig som freaking damp-barn på Ritalin. Det værste er, at man ikke rigtig kan se det på mig – jeg har jo ikke brækket stofskiftebenet. Eller noget. Og derfor kan jeg heller ikke holde ud, når folk kommenterer på min sindsstemning eller mit udseende, for er jo for fanden ikke herre over det. Leave me alone – og lad mig sminke mig som afdanket luder for at føle mig fresh. Godt, jeg har datter, der ser sådan ud og kan muntre mig op.

  


Venligst den selvjagende natteravn

Mørk poesi til sene nattetimer:

 Nat i Berlin af Tom Kristensen

Nat i Electri-city af Michael Strunge

Drive-in digte: non-stop neon-nat lys-avis af Dan Turèll

Så’ det (slave)fredag!

Ah, fredage… Dejligt! Der er altid sådan et eller andet særligt over fredag, ikk’! En følelse af, at det hele alligevel ikke er så alvorligt som i tirsdags fx. En følelse af frihed, tant og fjas – og med en snegl til kaffen. Ah…

Men når det er sagt, hvorfor er det så sådan?! Det er jo ikke, fordi jeg hænger rundt på listige barer på indre Vesterbro hele weekenden. Det er heller ikke, fordi jeg sover længe og går ud og spiser brunch klokken 14 – lige inden brunchen bliver til linner (mærkeligt ord – hysterisk). Nej, jeg er i stedet slave på fuldtid. (Fremfor pause i de timer jeg er på arbejde). Jeg lægger nu hele dagen lang øre til sætninger som: “Moar, har myrer øjne?” (Dunno!) og “Amriiit, har du set mine nøgler/pung/dankort/strømper/diller?” Jeg lægger weekenden lang tøj sammen i en mængde, som om vi  boede i lille sos-børneby. Køber ind til samme. (Sidste weekend i Netto sagde bebumset, ung kassedreng til mig: “Er du sød ikke at stable varerne, for så falder de ned?” Jamen, kassedreng, forstår du ikke, at jeg er FLOV! Flov over at tage så meget kassetid fra mine medhandlende. Derfor stabler jeg varerne! Det er fanme ikke for at komme hurtigere hjem!)  Og mader konstant børn med ulækre snacks for fem minutters fred.

Nej, mandag er min fredag. En dag med udsigt til en uge med timer, hvor det eneste spørgsmål, jeg skal besvare er, hvornår jeg vil drikke den næste kop kaffe.

Men jeg har lidt fredagsslik til gode i aften – har sparet på denne her, og nu skal den ædes:

Mensa-kandidaten – c’est moi!

Jeg er sådan én, der tit kommer i tanke om ting lang tid efter, det er aktuelt. Det gælder med ALT: Mode, rappe replikker til at lukke munden på emsige nåå-der-fik-jeg-dig-nok folk og pointer/forklaringer/viden – you name it. Læste fx Julia Lahmes indlæg om Dronning Margrethes jubilæum den anden dag, hun skriver:

“For sagen er den, at jeg ikke har noget imod medlemmer af kongehuset (ok, måske nogle stykker af dem), men en hel masse imod statsfinasieret ulighed.”

Det synes jeg også!

Men jeg skriver det sådan her, for jeg har ikke fattet noget:

Blev ikke spor knotten over at komme i tanke om, at Daisys bryllup/jubilæum/fødselsdag fyldte hele weekendens tv.”

Kan åbenbart kun se tingene fra egen sofa frem for at løfte holdning op til fængende (og relevant!) samfundsperspektiv som JL.

Mode: Jeg er konsekvent 1-2 år bagud! Synes alt er fucking grimt, når jeg ser det første gang – to år senere kommer jeg så spankulerende i det – og føler mig ‘med’. Hadede wedges, da de kom frem – øv for en klodset sko:

Image 1 of ASOS ASCENT Zip Back Wedge Ankle Boots

Og nu tænker jeg: “Hmm! Aha. Aha. Måske alligevel super-duper!” Men sko er stadig tyk og fed. (Måske også mest glad for tyk sko, fordi megahøj sko gør lår mega tynde! Eller noget.)

Og så var der også lige dengang, hvor jeg var bagud med et helt liv: Anine er et halvt år gammel, og jeg sidder og kigger i en ny pege-fotobog om dyrebørn sammen med hende, da jeg pludselig bliver forvirret. Forstår ganske simpelthen ikke en lyd! Bliver simpelthen forvirret omkring det (tilsyneladende) faktum, at løven IKKE er gift med tigeren??? Det troede JEG da. Men i denne åbenbart videnskabelige udgave af en almindelig børnebog er der et billede af en tiger med en unge og en HUNLØVE med en unge. En hunløve? Troede sgu da bare, at løven uden hår var en ung løve?? Har efterfølgende spekuleret over, hvad jeg tænkte om, at tigre og løver jo er adskilte i zoo – men havde åbenbart indre forklaring parat om, at det er, fordi de ikke kan tåle at leve sammen. Lidt ligesom hamstre. Eller de hunedderkopper, der æder hannen efter parring.

Nej! Nej!

Now, that’s more like it:


Vil fremover prale med viden erhvervet gennem blæret børnefagbog (læst med Anine for at rette op på evt. misforståelser):

 
(Billeder lånt her og her og her)

Det kan godt betale sig at glo ind ad andres vinduer

Hvor jeg hader frost! Hjuller af sted på cyklen som kugleskør Peter Pedal, fordi gear er frosset fast i første. Og tripper rundt som forvirret gammel dame, fordi jeg insisterer på at gå i stiletter, når jeg vil – uanset glatføre. Men er nu alligevel glad i min primitive sjæl – for i aften er der sæsonpremiere på De unge mødre. Og der kommer Årgang 0. Og så kan jeg lure med i de andres liv og forestille mig, hvem jeg helst ville være (Årgang0), eller hvem der bor mere rodet end mig (De unge mødre).

Og jeg er jo en lurer – og en stirrer. Uffe plejer gerne at puffe lidt hårdt til mig, når vi er ude, og jeg glor helt vildt på andre. Ligesom at han, når han kører bilen, ruller mit vindue op, hvis jeg taler for højt om dem uden for. (Det kan han nemlig gøre ved at trykke på en lille knap fra hans plads. Skide diktatorplads.)

Men jeg støtter mig til Helle Helle (altså i tankerne), som jo netop skriver så præcist, så skidesjovt og så genkendeligt, fordi hun også sidder og smuglytter til andre folks samtaler, når hun kører tog. Og lægger mærke til, hvad de siger i højtalerne i supermarkederne, så hun kan gemme guldsætninger som denne inde i sig selv: “Linda må godt komme til kassen, hvis det er?!” (Skal – skal ikke???)

Så jeg gør altså blot som hende og venter spændt på også at vinde De Gyldne Laurbær, som hun har gjort det i dag. Tillykke til en sej lurer!

Helle Helle

(Billede lånt her)