Man kan vel aldrig få for mange patter?!

I dag er det den 21. december. Skal lave julemad til ni personer juleaften, har ikke købt noget endnu. Nå, når det nok. Skal bare lige nå at hente Det syvende barn på posthuset. Altså bogen. Ellers havde det sgu været nemt. Skal også lige nå at smugkigge lidt i den. Og nå biftur med yndlings-Maria – gider virkelig ikke længere være en person, der ikke har set Niceville. Ville egentlig også godt lige nå omkring denne artikel: Børnebøgerne bugner med veluddannede debutanter. Og den her: Kloge bøger kan også blive bestsellere. Læserne er understimulerede, siger redaktører. What a cliffhanger!

Men hvad betyder det alt sammen egentlig, når man som jeg modtager et brev stilet til:

Amrit Maria Pat

Det slår til alle tider det brev, Uffe (min mand) fik! Den gode Uffe Gorm Hansen havde meldt sig ind på et eller andet træningshold og fik et velkommen-Uffe-brev adresseret til:

Uffe Form Larsen

What a pair!

En dag i mit liv

Okay så, jeg kapitulerer, rejser til de varme lande, skiller mig af med alt, jeg ejer, stikker hovedet i busken og kommer aldrig tilbage igen. Save me from myself!

I går:

Havde voldsomt inspirerende møde med reklamemand, ser mig selv i en tekstforfatters bukser og fik benzin på den indre motor, så jeg også kan køre den vej! Fedt, alt er godt, jeg traller glad hen for at hente min cykel, som blot skal have nyt dæk på. Kommer ind til glad cykelmekaniker og får øje på de spredte vragrester af min fuck… dyre, lækre kvinderacer. Glad cykelmand: “Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Mig: “Jeg skal hente… det der…” og peger på racerbunken. Manden, lidt nervøs, forklarer en del om mit meget sjældne hjul (?!), bruger udtrykket ‘for hunden’  for meget og siger, at der vil går en million år, inden jeg får den igen. Sådan cirka. Efter han har tvunget min finger ned i et andet dæk, indvilliger jeg i at købe dette, for jeg kan jo virkelig mærke, hvor slidstærkt det er.

Således uden cykel traller jeg, nu lidt mindre højrøstet, tilbage på kontoret. Spiller lidt kæk som sædvanlig og kører så hen for at hente min mindste, som har en legeaftale. Hjemme hos legeaftalen er det vildt hyggeligt, de har heller ingen regler ligesom hjemme hos os, der er kaffe på kanden, mælk på gulvet og børn uden tøj på allevegne. Jeg snakker til det sidste og flår så mindstehobbitten til mig, så vi kan hente størstehobbitten hos hendes legeaftale. Siger glad med tøj på: “Nu skulle det da lige mangle, at mine bilnøgler ligger i vuggestuen!” Skoggerlatter! Og det gør de så, og vuggestuen er lukket, og tiden er gået, og sød mor til legeaftale tilbyder mig deres skoda stationcar. Jeg kaster barnet over skulderen, finder skodaen, husker at sætte barnet ind i den og kører hen og henter storetøsen.

Hos hendes legeaftale joker jeg overskudsagtigt om hændelsen og føler mig atter kæk, da vi er på vej hjem. Parkerer i indkørslen og tænker af en eller anden grund først der på, at husnøglen også var i pedelbundet, der ligger i vuggestuen. Børnene sure og trætte, jeg synger (gudhjælpemig) “Det’ sørme, det sandt, december” med skinger tone, børnene græder, jeg prøver at bryde ind i huset, og det hele er noget værre hejs! Jeg kører dem om til veninde, der står klar med sund mad og glade børn og kører hjem og venter på låsesmeden. Han kommer, med en lygte i panden som en anden gynækolog, og siger, han vil fræse hele døren op pga meget sjælden lås. (Omgiver mig åbenbart kun med de mest utrolige sjældenheder!) Jeg siger, fræs min hjerne op, han kigger undersøgende på mig under lygtens skær. Viser sig, at låsen er lige så almindelig som Stryhns, så han fræser hverken dør eller hjerne. Kun pengepung!

Alt er godt, husbond kommer hjem, henter piger, jeg ligger lidt et eller andet sted. Til morgen: Mindstepigens støvler er væk. Til gengæld står der et par virkelig lækre Bundgaard-støvler i hendes størrelse på pladsen. Er det venindens børns? Næ. Ingen ved altså, hvor de kommer fra, og jeg ved, jeg kun køber dyre støvler til mig selv. Godt så.

Afleverer skoda, henter nøgler, der lå i mindstemusens ene gummistøvle nede i vuggeren (crap!). Ned på kontor – skrivekollega har medbragt en croissant, som efter størrelsen at dømme nok gerne ville have været et franskbrød.

Jeg skriver til jer og er glad for, at mit liv ikke er en bog!

Mandag inden jul: Hot or not!

Hot

  • At have fået en arbejdsopgave, der hedder: Lav en analyse af Erik Valeurs Bogens forsideanmelderroste Det syvende Barn. Om syv børn, der i i 1960’erne fødes samtidigt på Riget og vokser op sammen på Børnehjemet Kongslund. 50 år senere modtager nogle af dem et mystisk brev, der sætter spørgsmålstegn ved det syvende barns identitet og skæbne. Gyldendal skriver: Har det hæderkronede børnehjem gennem et halvt århundrede dækket over rige og berømte danskeres sidespring og skjulte skandaler på højeste plan?
  • At være lysebrun af natur i december, når alle andre er blegansigter.
  • At have et juletræ! (sidste år betalte vi Landbohøjskolen 600 kr. for et juletræ den 24., fordi alle andre træer alle andre steder var udsolgte! Vi var åbenbart de eneste paphoveder, der ikke vidste, at “det var et dårligt juletræsår”!)
  • At drikke Breezers til skrivestuens julefrokost (se til højre for mig på billedet)
  • At drikke Breezers i pallietshorts og være stolt af det! ;-)

 

 

Not

  • Kun at have købt én bog i julegave
  • At juletræet er lige så tørt som min flæskesteg pga. alt for tidlig fældning
  • At Breezers stadig er lige vamle
  • Også at troppe op i pallietter om mandagen efter julefrokost, hvor alle andre dyrker en casual lækker strik
  • ALTID at puste samtlige stearin- og fyrfadslys ud på bordet pga. uendeligt højlydt, vrinskende, ‘for-meget’ grin

Kom igen, Amrit, for fanden! Og også dig, Liza Marklund!

Okay, Liza Marklund… der sker lissom ikke så meget i din nye ‘krimi’. Nu er jeg 3/4-dele inde i den og stadig lader spændingen vente på sig. Det er lidt lissom jul… nu er det 4. søndag i advent, og jeg kan på ingen måde finde ind i den rette x-mas spirit. Jeg drikker gløgg, bevares, og æder nougat, bevares, men ingen af delene hjælper. Jeg har for travlt med at arbejde og med at være mit gamle ustrukturerede jeg til, at jeg virkelig besidder juleånd i den rigtige mængde. Nå, har 7 dage at nå det i.

Og det er også derfor, jeg bliver så djævletræt af, at heller ikke en krimi kan præstere den rette ånd, krimiånd – Annika Bengtzons mand er blevet kidnappet, nogle kvinder er blevet fundet myrdet i Stockholm uden for deres hjem, og de første 3/4-dele af romanen er gået med at vente på opkald fra kidnapperne, med at finde passende avisoverskrifter og med at bage chokoladekage med opvarmede hindbær og is til. Jeg læser selvfølgelig resten, håber hele tiden på at blive forført af neglebidende spænding. Lissom jeg hele tiden håber, at en kontrolleret udgave af mig selv bryder ud af den rastløse og dækker bordet med julelys og klejner. Dream on…

Er den yngre kvindelige forfatter en medieluder?

Der er flyttet en ny dreng ind på gaden. Han er interessant, fordi han er sej, men han siger eddermame nogle dumme ting  engang imellem. Denne nye ‘kid around the block’ er nyeste litterære skud på blogstammen: Bloggen Promenaden. Den handler om litteratur og er skrevet af forskellige forfattere og litterære ekperter. Et af de første indlæg skabte en del debat og sure miner, fordi indlæggets ophavsmand forfatter Niels Frank gav en mindre flatterende beskrivelse af den yngre kvindelige forfatter. Læs disse uddrag:

“Hun er i sit es, når kameraet peger på hende. Det er som om det flirter med hende, kysser hende. Hun flirter tilbage. Det bliver nogle rigtig gode billeder til damebladet. Hovedet let på skrå, lidt trutmund. Folk elsker den slags.”

“I pauserne mellem det hele skriver hun bøger, men uden at dvæle for længe ved dem, uden at sutte på ordene. Det orker hun ikke. Sådan er der jo alligevel ingen der læser længere, med forstørrelsesglas for at nyde de fine detaljer.”

“Selv har hun ikke tålmodighed til at læse bøger til ende, hun bladrer gerne lidt frem og tilbage i en ny bog, hvis en af hendes kolleger har sendt hende et eksemplar. Men læse fra a til z – ærligt talt!”

Hm… Den yngre kvindelige forfatter bliver altså reduceret til “et brand”, en medieluder, der lever på sin trutmund snarere end på sit talent. Jeg tænker, at det må da have været ment ironisk?! Ellers er det dælendutme en fornærmelse af rang.  Hvad med alle de mandlige, overkloge forfattere, der ynder at sidde på tv og fortælle om deres weltschmertz? Må en kvindelig forfatter ikke være ung og smuk? Og som i alle andre games, så er også forfattere nødt til at brande sig for at sælge.

Gav vide, hvad smukke anmelderroste Josefine Klougart ville sige?

Pressefoto

En litterær kæmpe fylder 80!

I går havde Klaus Rifbjerg fødselsdag. Han fyldte 80 år – og i marts udgav han sin seneste roman Jordbær. Hans kone gennem altid er kommet på plejehjem, fordi en ondsindet sygdom har gjort hende blind. Selv er han flyttet fra herskabslejligheden til en 3’er på Nørrebro.

»Det er ikke så sjovt,« siger Klaus Rifbjerg.

»Jeg er blevet ufrivilligt skilt på mine gamle dage,« siger han og ryster lidt på hovedet.

»Det er ikke så sjovt,« gentager han.

I anledningen af hans fødselsdag bringer jeg her et af hans mange, mange digte. Giv også dig selv oplevelsen at læse denne fine artikel om ham i Information, hvor ovenstående citat er bragt fra.

min elskede går i sit køkken
og synger en lille sang
den handler ikke om noget
alligevel er det en sang

den handler ikke om noget
fordi den er helt privat
men rytmen er meget udsøgt
og melodien højst delikat

den strømmer ud fra hjernen
og løber om hjertet rundt
og selvom den ikke er sørgelig
gør den alligevel ondt

den vugger af alt hvad hun ejer
på hylder og i hvert skab
men vinden som blæser i den
hvisker om tårer og tab

min elskede går i sit køkken
og synger en lille sang
den handler om alt det der kommer
men mest om der var engang

Krigen (1992)

Billedet er lånt her