Poesi er så mange forskellige ting. Kender du det, at du lige pludselig føler en skønhed ved tingenes tilstand? Ork, ja, det lyder stort – og lidt hen ad noget glamour, men jeg kan huske disse små øjeblikke. Nogle kalder det en lykkefølelse – en flygtig fornemmelse af uforstilt og uhindret glæde. Det varer så kort, men opleves så stærkt.

Jeg kan huske engang, jeg sad i et klasselokale i min folkeskole. Måske gik jeg i fjerde. Vi havde klassens time, og vores dansklærer læste højt for os, jeg kendte hendes mund ud og ind. Lige fra tændernes stilling til læberne. Det hele bøjede lidt ind ad.

Skråt foran mig sad min veninde, hun redte sit hår igen og igen (det var, inden det blev forbudt) og samlede håret i en stram, glat og helt perfekt hestehale.

Jeg vidste,  min skoletaske var pakket pænt, jeg vidste, jeg havde styr på tingene i den. Der var stille i klassen. Jeg så mig omkring, og mærkede en stærk følelse af glæde og perfekthed – en følelse af ren lykke. Den var intens – og ganske kort. Nærmest let. Passerede mig på sin vej til andre.

Det er ikke en følelse, der går inflation i – faktisk går der tid og år mellem, den dukker op og strejfer mig, selv om jeg har det godt.

Men nogen gange når jeg læser poesi, sker det, at følelsen indhenter mig og puster mig lidt i nakken. Ikke nødvendigvis hele digtet igennem, men måske bare et par linjer hist og pist. Jeg er i en læseklub med én anden, en klog, vis kvinde, sammen læser vi poesi. Både den mere tilgængelige, jordnære, realistiske slags, og den slags der er svær. Den slags, hvor ordene i sig selv ikke giver mening, kun følelse. Og jeg må acceptere det præmis; at dette digt ikke kan læses med en umiddelbart forståelse.

I stedet skal jeg svæve lidt over digtet, tage ordene til mig og lade dem dumpe ned igen. Mærke dem sammen to og to, eller tre og tre – og lade dem være det de er – smukke og glødende ord, der giver en poetisk, æstetisk, smuk følelse. Sådan var det med Inger Christensens Sommerfugledalen, da vi læste den sammen.

Mærke – ikke tænke:

Ser dig an fra sommerfuglevingen,
det gør jo kun lidt sommerfuglestøv,
så fint som intet skabt af ingen,
et svar på fjerne stjerneformers løv.

Det hvirvles op som lys i sommervinden,
som glimt af perlemor og is og ild,
så alt hvad der er til i sin forsvinden
forbliver sig selv og aldrig farer vild,

så det som ildfugl, iris, isblåfugl
gør regnbuen til jordens sommerfugl
i jordens egen drømmesynske sfære,

et digt som nældens takvinge kan bære.
Jeg ser, at støvet løfter sig en smule,
de stiger op, planetens sommerfugle.

(Sonet XIV fra Sommerfugledalen af Inger Christensen)