Og så var jeg tilbage igen! Ja, undskyld mig mit fravær, men de sidste par dage, har jeg læst og læst. Rullet mig sammen om mig selv til en lille kugle med en bog inderst inde og sorte øjne, der hele tiden ville læse et ord mere. Og et til. Læst og læst og passet mine børn, læst og passet mine børn.
Jeg har læst danske Charlotte Weitzes nye roman, Harzen-sanger.
Jeg har læst et eventyr. Nej. En fortælling om en lille dansk kernefamilie. Nej, en fortælling om det svære eksistentielle vilkår at kunne eller ville give slip – tilsat overnaturlige elementer. Hm… Nej. Jeg har ihvertfald læst om fugle, og masser af dem. Gul-røde kanariefugle og sort-hvide skader, fjer der flyver rundt i luften og lander overalt. De varsler sikkert også noget. Ihvertfald er de gul-røde kanariefugle blevet brugt til at varsle iltmangel i guld-, og sølvminerne i Harzen; de sang og trillede, og når de faldt af pinden, var der ikke mere ilt i minen, og arbejderne vidste, at de snart skulle søge op til overfladen og luften.
Jeg var meget forelsket i Charlotte Weitzes tidligere udgivelse, novellesamlingen Det hvide kvarter. For som jeg skrev i en anmeldelse til Bogmagasinet, så mindede den mig om, hvorfor jeg elsker skønlitteraturen så højt.
Jeg er for så vidt også vild med Harzen-sanger, fordi den er godt skrevet, og fordi den afsøger moderskabets svære vilkår, når barnet river sig løs, når moren skal slippe og ikke vil skubbe ungen ud af reden. Og dens kredsen om stemme og klang kan jeg egentlig også godt lide, selvom jeg ikke helt ved hvorfor. For egentlig bliver romanens heftige brug af symbolik for meget for mig. Fuglene, fuglesangen, stemmen der sidder fast i halsen, øjnene der ikke kan se. De mange forklaringer fra forfatterens side, så hun er sikker på, vi forstår, hvad hun mener. Jeg får for det meste ikke lov til at tænke selv, og det irriterer mig, men når det lykkedes for mig at få spyttet fjerene ud af munden og får gnedet øjnene fri, så kan jeg godt lide det, jeg ellers fornemmer.
Jeg ville ønske, hun ville rydde lidt ud i symbolikken og få lidt mere plads til realismen. Det var jo netop det hun gjorde så godt i Det hvide kvarter.
Men bogen er så meget værd at læse, og du kan vinde den her hos mig. Læg en kommentar herunder, så er du med. Og følg mig også rigtig gerne på bloglovin eller facebook, men det er slet ikke et krav, fordi jeg selv hader at blive påduttet det i andres give aways.